1Tark naine ehitab enesele koja, aga rumalus kisub selle maha oma kätega.
1Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
2Ausasti elab, kes Issandat kardab, aga eksiteedel käib, kes teda põlgab.
2Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
3Rumala suus on vits ta uhkusele, aga tarku kaitsevad nende huuled.
3I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
4Kus pole härgi, seal puudub vili, aga härja rammuga saab palju saaki.
4Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
5Tõetruu tunnistaja ei valeta, aga valetunnistaja sepitseb valesid.
5Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
6Pilkaja otsib tarkust ilmaaegu, aga arukale on tunnetus kerge.
6Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
7Mine ära albi mehe juurest, sest seal sa ei märka teadlikke huuli.
7Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
8Mõistliku mehe tarkus on tunda oma teed, aga alpide rumalus eksitab.
8Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
9Rumalad pilkavad süüohvrit, aga õigete keskel on hea meel.
9Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
10Süda tunneb omaenese kibedust ja võõras ei saa segada tema rõõmu.
10Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
11Õelate koda hävitatakse, aga õigete telk haljendab.
11Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
12Mehe meelest on mõnigi tee õige, aga lõpuks on see surmatee.
12Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
13Naerdeski võib süda valutada ja rõõmule võib järgneda meelehärm.
13Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14Truudusetu süda küllastub oma viisidest, aga hea mees oma tegudest.
14Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
15Lihtsameelne usub iga sõna, aga taiplik paneb tähele oma samme.
15Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16Tark kardab ja hoidub kurjast, aga alp on jultunud ja enesekindel.
16Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
17Kes on äkilise vihaga, talitab meeletult, salasepitsejat meest vihatakse.
17Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
18Lihtsameelsed pärivad rumaluse, aga tarku kroonitakse teadlikkusega.
18De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
19Kurjad peavad kummardama heade ees ja õelad õigete väravais.
19Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
20Kehva vihkab tema sõbergi, aga rikast armastavad paljud.
20Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
21Kes põlgab oma ligimest, teeb pattu, aga kes halastab hädaliste peale, on õnnis.
21Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
22Eks eksi ju need, kes kavatsevad kurja? Aga heldus ja tõde on nendega, kes kavatsevad head.
22De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
23Igast vaevanägemisest on kasu, aga tühjast kõnest ainult kahju.
23Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
24Tarkade kroon on nende rikkus, alpide rumalus jääb rumaluseks.
24De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
25Tõetruu tunnistaja päästab hingi, aga kes sepitseb valesid, petab.
25Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
26Issanda kartuses on tugeva lootus ja varjupaik tema lastele.
26Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
27Issanda kartus on eluallikas surmapaeltest pääsemiseks.
27HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
28Rahva rohkus on kuninga uhkus, aga rahva vähesus on vürsti hukk.
28At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
29Pikameelsel on palju arukust, aga kannatamatu näitab suurimat rumalust.
29Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
30Südamerahu on ihule eluks, aga kadedus on otsekui mädanik luudes.
30Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
31Kes rõhub viletsat, teotab tema Loojat, aga kes halastab vaese peale, austab Loojat.
31At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
32Õel kukutatakse tema kurjuse pärast, aga õigel on surmaski varjupaik.
32Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
33Mõistliku südames hingab tarkus, aga alpide sees pole seda tunda.
33Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
34Õiglus ülendab rahvast, aga patt on teotuseks rahvahõimudele.
34Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
35Kuningal on hea meel targast sulasest, aga tema viha tabab häbiväärselt toimijat.
35En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.