1Parem kuiv paluke rahus kui kojatäis ohvriliha riiuga.
1Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.
2Tark sulane valitseb häbitu perepoja üle ning jagab pärisosa nagu üks vendadest.
2Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.
3Sulatuspott on hõbeda ja ahi kulla jaoks, aga Issand katsub südamed läbi.
3Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.
4Kurjategija paneb tähele nurjatuid huuli, petis kuulab kurjakuulutavat keelt.
4Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.
5Kes kehva pilkab, teotab tema Loojat, ei jää karistuseta, kes tunneb rõõmu teise õnnetusest.
5Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.
6Lapselapsed on vanade kroon ja laste uhkuseks on nende vanemad.
6De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
7Selge jutt ei sobi rumalale, veel vähem siis vale kõne vürstile.
7Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.
8Meelehea on andja silmis nagu võlukivi: kuhu ta iganes pöördub, seal on tal edu.
8Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.
9Kes üleastumise kinni katab, otsib armastust, aga kes seda meelde tuletab, lahutab ennast sõbrast.
9Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
10Noomitus mõjub arukale rohkem kui sada hoopi albile.
10Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
11Õel inimene püüab aina vastu hakata, ent temale läkitatakse kallale julm käskjalg.
11Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.
12Pigemini tulgu mehele vastu karu, kellelt pojad on röövitud, kui alp oma rumalusega.
12Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
13Kes head kurjaga tasub, selle kojast ei lahku õnnetus.
13Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
14Kes alustab tüli, päästab otsekui vee valla: seepärast jäta järele, enne kui puhkeb riid!
14At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
15Õela õigeks- ja õige hukkamõistja - need mõlemad on Issanda meelest jäledad.
15At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
16Mis kasu on rahast albi käes, kui tal ei ole soovi omandada tarkust?
16Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?
17Tõeline sõber armastab igal ajal ja hädas tuleb ilmsiks, kes on vend.
17Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
18Arutu on inimene, kes kätt lööb, kes hakkab käendajaks oma ligimese ees.
18Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
19Kes armastab tüli, armastab üleastumist; kes teeb oma ukse kõrgeks, otsib hukatust.
19Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
20Kel valelik süda, ei leia õnne, ja kes oma keelega keerutab, langeb õnnetusse.
20Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.
21Alp on meelehärmiks oma sünnitajale ja rumala isa ei tunne rõõmu.
21Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
22Rõõmus süda toob head tervenemist, aga rõhutud vaim kuivatab luudki.
22Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.
23Õel võtab põuest vastu meelehead, et teha kõveraks õiguse teid.
23Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
24Arukal on tarkus näo ees, aga albi silmad sihivad maailma otsa.
24Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.
25Alp poeg on kurvastuseks isale ja meelekibeduseks oma sünnitajale.
25Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
26Ei ole hea karistada õiget ega peksta õilsat tema õigluse pärast.
26At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.
27Kes oma sõnu peatab, on arukas, ja mõistlik mees on külmavereline.
27Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
28Isegi rumalat peetakse targaks, kui ta vaikib, ja mõistlikuks, kui ta oma huuled kinni peab.
28Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.