1Nagu lumi suvel ja vihm lõikusajal, nõnda ei sobi albile au.
1Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.
2Nagu koduta lind, nagu lendav pääsuke, nõnda on teenimata needus: see ei lähe täide.
2Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
3Hobusele piits, eeslile valjad ja alpide seljale vits.
3Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
4Ära vasta albile ta rumalust eeskujuks võttes, et sinagi ei saaks tema sarnaseks!
4Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.
5Vasta albile ta rumaluse peale, et ta ei hakkaks ennast targaks pidama!
5Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
6Kes albiga sõna saadab, raiub eneselt jalad ja peab jooma vägivalda.
6Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.
7Nagu lonkuri jalgade kõikumine on õpetussõna alpide suus.
7Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
8Otsekui asetaks kivi lingule, nõnda on albile au andmine.
8Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.
9Otsekui joobnu kätte sattunud orjavits on õpetussõna alpide suus.
9Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.
10Nagu kütt, kes haavab kõiki, on see, kes palkab albi või palkab möödujaid.
10Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.
11Nagu oma okse juurde tagasi pöörduv koer on oma rumalust kordav alp.
11Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
12Kui näed meest, kes iseenese silmis on tark, siis on albil enam lootust kui temal.
12Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.
13Laisk ütleb: Noor lõvi on tee peal! Kiskja keset turgu!
13Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"
14Uks pöörleb hingedel, laisk oma asemel.
14Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
15Laisk pistab käe kaussi, aga ei viitsi seda suu juurde viia.
15Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.
16Laisk on iseenese meelest targem kui seitse arukalt vastajat.
16Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
17Otsekui koera kõrvust haarab kinni see, kes mööda minnes vihastab riiu pärast, millega temal ei ole tegemist.
17Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
18Nagu meeletu, kes ammub tuliseid surmanooli,
18Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
19on mees, kes petab oma ligimest ja ütleb: Ma teen ju ainult nalja.
19er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."
20Puude puudusel kustub tuli, ja kui ei ole keelepeksjat, vaibub tüli.
20Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
21Mida söed hõõgusele ja puud tulele, seda on riiakas mees tüli õhutamisel.
21Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
22Keelepeksja sõnad on nagu maiuspalad ja need lähevad otse sisikonna soppidesse.
22Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
23Põlevad huuled ja kuri süda on nagu hõbevaabaga kaetud potitükk.
23Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
24Vihkaja teeskleb huultega, aga südames ta haub pettust:
24Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
25kui ta teeb oma hääle mahedaks, siis ära usu teda, sest tal on seitse jäledust südames.
25gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
26Vihkamine katab ennast kavalasti, aga koguduses tuleb ta kurjus ilmsiks.
26Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
27Kes kaevab augu, langeb ise sinna sisse, ja kes paneb kivi veerema, selle peale see veereb tagasi.
27I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
28Valelik keel vihkab oma ohvreid, ja meelitaja suu valmistab hukatuse.
28Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.