¹Õel põgeneb, kuigi ei ole tagaajajat, aga õige on julge nagu noor lõvi.

¹Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.

²Üleastumise ajal on maal palju valitsejaid, aga mõistliku ja targa mehe puhul püsib kindel kord kaua.

²Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

³Kehv mees, kes rõhub viletsaid, on otsekui vihm, mis uhub ega jäta leiba.

³En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.

⁴Seaduse hülgajad kiidavad õelaid, aga Seaduse täitjad võitlevad nende vastu.

⁴Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.

⁵Kurjad inimesed ei mõista, mis on õige, aga kes Issandat otsivad, mõistavad täiesti.

⁵Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

⁶Parem vaene, kes elab vagaduses, kui rikas, kelle teed on kõverad.

⁶Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

⁷Kes peab Seadust, on mõistlik poeg, aga kes seltsib kergemeelsetega, teeb oma isale häbi.

⁷Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

⁸Kes suurendab oma varandust rendi ja kasu läbi, kogub seda sellele, kes halastab vaeste peale.

⁸Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

⁹Kes pöörab oma kõrva ära Seadust kuulmast, selle palvegi on jäledus.

⁹Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

¹⁰Kes eksitab õigeid kurjale teele, langeb omaenese auku, aga vagad saavad hea pärisosa.

¹⁰Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

¹¹Rikas mees on iseenese silmis tark, aga arusaaja vaene näeb teda läbi.

¹¹Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.

¹²Kui õiged hõiskavad, on kõik suurepärane, aga kui õelad tõusevad, peavad inimesed peitu pugema.

¹²Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

¹³Kes oma üleastumisi varjab, ei jõua sihile, aga kes neid tunnistab ja need hülgab, leiab armu.

¹³At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

¹⁴Õnnis on inimene, kes alati kardab Jumalat, aga kes teeb oma südame kõvaks, langeb õnnetusse.

¹⁴Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

¹⁵Otsekui möirgav lõvi või kallale kargav karu on vaese rahva õel valitseja.

¹⁵En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

¹⁶Vürst, kel puudub arukus, on suur rõhuja, aga kes vihkab ahnust, pikendab oma päevi.

¹⁶Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.

¹⁷Inimene, keda rõhub veresüü, olgu põgenik kuni hauani, ükski ärgu aidaku teda!

¹⁷Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

¹⁸Kes elab laitmatult, päästetakse, aga kes käib kõveraid teid, ükskord langeb.

¹⁸Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.

¹⁹Kes oma maad harib, saab külluses leiba, aga kes tühja taga ajab, saab külluses vaesust.

¹⁹Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

²⁰Ustav mees saab suure õnnistuse, aga kes ruttab rikkaks saama, ei jää karistuseta.

²⁰Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.

²¹Ei ole hea olla erapoolik, ent leivapalukese pärast saab mõnigi üleastujaks.

²¹At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

²²Kade mees tahab kiiresti saada rikkaks, aga ta ei tea, et temale tuleb kätte puudus.

²²Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

²³Kes teist inimest noomib, leiab lõpuks enam tänu kui libekeelne.

²³Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.

²⁴Kes oma isalt ja emalt riisub ja ütleb: 'See pole üleastumine', on röövlite seltsimees.

²⁴Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

²⁵Ablas hing õhutab riidu, aga kes loodab Issanda peale, kosub.

²⁵Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.

²⁶Kes loodab oma südame peale, on alp, aga kes käib tarkuses, pääseb.

²⁶Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

²⁷Kes annab kehvale, sellele ei tule puudust, aga kes oma silmad suleb, saab palju sajatusi.

²⁷Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.

²⁸Kui õelad tõusevad, poevad inimesed peitu, aga kui nad hukkuvad, rohkeneb õigete hulk.

²⁸Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.