1Kes noomimisest hoolimata jääb kangekaelseks, murtakse äkitselt ja paranemist ei ole.
1Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
2Õigete rohkusest rahvas rõõmustab, aga õela valitsedes rahvas ägab.
2Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
3Tarkuse armastaja rõõmustab oma isa, aga kes hooradega seltsib, raiskab varanduse.
3Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
4Kuningas kindlustab maad õiguse abil, aga pistisevõtja laostab selle.
4Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
5Mees, kes oma ligimese vastu on libekeelne, laotab tema jalgadele võrgu.
5Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
6Kurja inimese üleastumised on talle püüniseks, aga õige hõiskab ja rõõmustab.
6I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
7Õiglane tunneb viletsate kohtuasja, aga õel ei taha sellest aru saada.
7Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
8Pilkajad kihutavad linna mässama, aga targad vaigistavad viha.
8Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
9Kui tark mees rumalaga kohut käib, siis too kas vihastab või naerab, aga rahu ei saa.
9Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
10Verejanulised vihkavad vaga, aga ausameelsed püüavad hoida tema hinge.
10De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
11Alp paiskab välja kogu oma viha, aga tark mees vaigistab teda lõpuks.
11En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
12Kui valitseja paneb tähele valekõnesid, siis on kõik ta teenrid õelad.
12En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
13Vaene ja rõhuja kohtavad teineteist, Issand valgustab nende mõlema silmi.
13Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
14Kuningal, kes viletsaile ausasti kohut mõistab, on aujärg igavesti kindel.
14En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
15Vits ja noomimine annavad tarkust, aga omapead jäetud poiss teeb häbi oma emale.
15Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
16Kui õelaid saab palju, siis on ka üleastumisi palju, aga õiged saavad näha nende hukkumist.
16Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
17Karista oma poega, siis on sul temast rahu ja ta rõõmustab su hinge!
17Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
18Kui nägemus puudub, muutub rahvas ohjeldamatuks, aga Seadust pidades on ta õnnis.
18Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
19Sõnadega ei saa sulast õpetada, sest kuigi ta mõistab, ei võta ta kuulda.
19Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
20Kas näed nobeda kõnega meest? Ennem võib loota albile kui temale.
20Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
21Kui sulast noorelt hellitatakse, siis on ta viimaks tüliks.
21Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
22Viha pidav inimene õhutab riidu ja raevutsejal on palju üleastumisi.
22Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
23Inimest alandab ta oma ülbus, aga kes on alandliku vaimuga, saab au.
23Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
24Kes vargaga jagab, vihkab oma hinge: ta kuuleb küll needmist, aga ei avalda midagi.
24Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
25Inimeste kartmine paneb püünise, aga kes loodab Issanda peale, on kaitstud.
25Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
26Paljud otsivad valitseja poolehoidu, aga Issandalt tuleb igaühele õigus.
26Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
27Õigete meelest on jäle ülekohtune mees, aga õelate meelest on jäle õigel teel käija.
27Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.