1Mu poeg, pane tähele mu tarkust, pööra oma kõrv minu arusaamise poole,
1Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
2et tallele panna head nõu ja et su huuled võiksid säilitada teadlikkuse!
2at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
3Sest võõra naise huuled tilguvad mett ja tema suulagi on libedam kui õli.
3Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
4Aga viimaks on ta kibe nagu koirohi, terav otsekui kaheterane mõõk.
4men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
5Ta jalad lähevad alla surma, ta sammud veavad põrguhaua poole.
5hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;
6Ta ei pea silmas elurada, ta jäljed ekslevad, ilma et ta märkakski.
6hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
7Seepärast, mu pojad, kuulake mind, ja ärge lahkuge mu suu sõnadest!
7Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
8Hoia oma tee temast kaugel ja ära mine tema koja ukse ligi,
8Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
9et sa ei annaks oma au mitte teistele ega oma aastaid armutule,
9at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
10et võõrad ei küllastuks sinu varast ja su töövaev ei läheks muulase kotta,
10at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
11et sa viimaks ei hakkaks vinguma, kui su liha ja ihu on lõppenud,
11så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,
12ega ütleks: 'Miks ma küll vihkasin õpetust ja miks mu süda põlgas noomitust?
12og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,
13Miks ma ei kuulanud juhatajate häält ega pööranud kõrva õpetajate poole?
13så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
14Peagi oleksin sattunud lausa õnnetusse keset kogukonda ja kogudust!'
14Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"
15Joo vett oma kaevust, voolavat vett oma allikast!
15Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
16Kas peaksid su lätted valguma tänavale, su veeojad turgudele?
16lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
17Kuulugu need ainult sinule, aga mitte koos sinuga võõraile!
17Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
18Olgu õnnistatud su allikas ja tunne rõõmu oma noorpõlve naisest,
18Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19kes on otsekui armas emahirv, kena kaljukits - ta rinnad joovastagu sind igal ajal, eksi alati tema kallistustesse.
19den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
20Miks peaksid, mu poeg, eksima võõra naise juurde, kaisutama võõramaa naise põue?
20Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
21Sest mehe teed on Issanda silme ees ja tema paneb tähele kõiki ta jälgi.
21Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
22Õelat tabavad tema enese süüteod ja teda peetakse kinni tema enese patuköitega.
22den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
23Ta sureb õpetuse puudusest ja läheb eksiteele suurest rumalusest.
23han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.