1Mu poeg, hoia mu sõnu ja pane mu käsud enesele tallele!
1Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;
2Pea mu käske, et sa jääksid elama, hoia mu õpetust kui oma silmatera!
2vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
3Seo need enesele sõrmede ümber, kirjuta need oma südamelauale!
3bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
4Ütle tarkusele: 'Sa oled mu õde!' ja hüüa arukust sugulaseks,
4sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,
5et see hoiaks sind võõra naise eest, võõramaa naise eest, kes räägib libedaid sõnu.
5at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
6Sest oma koja aknast, aknaavast ma vaatasin
6Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7ja nägin kogenematute seas, märkasin poiste hulgas arutut noormeest:
7og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
8ta käis mööda tänavat kuni selle nurgani ja sammus siis naise koja poole,
8han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
9videvikus, kui päev jõudis õhtule, südaööl ja pimedas.
9i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10Ja vaata, naine tuli temale vastu, hooraehtes ja kavala südamega.
10Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11Ta oli rahutu ja isemeelne, ta jalad ei püsinud kodus:
11løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12mõnikord oli ta tänaval, mõnikord turgudel, ja ta varitses iga nurga juures.
12snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
13Ta haaras temast kinni, suudles teda ja ütles temale häbitu näoga:
13hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14'Ma pidin viima tänuohvreid ja ma tasusin täna oma tõotused.
14"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15Seepärast ma tulin välja sulle vastu, sind otsima, ja ma leidsin su.
15gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
16Ma katsin oma voodi vaipadega, kirju Egiptuse lõuendiga.
16Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
17Ma riputasin voodisse mürri, aaloed ja kaneeli.
17jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
18Tule, joobume kallistustest hommikuni, tundkem rõõmu armastusest!
18kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
19Sest mu mees ei ole kodus, ta läks pikale teekonnale.
19Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
20Ta võttis rahakukru kaasa, ta tuleb koju alles täiskuu ajaks.'
20Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
21Ta võrgutas teda paljude meelitussõnadega, ahvatles oma libedate huultega.
21Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
22Äkitselt läks mees temale järele, nagu härg, keda viiakse tappa, otsekui jalarauad meeletu karistuseks,
22tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
23nagu lind, kes tõttab võrku ega tea, et see maksab tema hinge, kuni nool lõhestab ta maksa.
23til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24Ja nüüd, pojad, kuulge mind, ja pange tähele mu suu sõnu!
24Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
25Ärgu pöördugu su süda tema teedele, ära eksi tema radadele!
25Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;
26Sest palju on mahalööduid, keda tema on viinud langusele, rohkesti on neid, keda tema on tapnud.
26thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
27Tema koda on põrgutee - see viib alla surma kambritesse.
27Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.