1Issand, miks sa seisad kaugel, miks sa peidad ennast hädaajal?
1Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
2Vaesed saavad vaevatud riivatute uhkusest, olles kinni kavaluste kaudu, mis nad on välja mõelnud.
2Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
3Sest õel kiitleb oma hinge ihaldustest ja ahne kirub, põlastab Issandat.
3thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.
4Õel oma ülbuses hoopleb: 'Tema kättemaksu ei tule! Jumalat ei ole!' - need on kõik tema mõtted.
4Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.
5Tema käigud õnnestuvad alati; sinu õiglased kohtud on eemal kõrgel ta meelest; ta puhub kõigi oma vastaste peale.
5Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
6Ta ütleb oma südames: 'Mina ei kõigu, põlvest põlve ma olen see, kellele ei juhtu õnnetust!'
6Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."
7Ta suu on täis sajatusi, kavalust ja rõhumist; ta keele all on vaev ja nurjatus.
7Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
8Ta istub varitsemas õuede taga, salajases paigas ta tapab süütu, ta silmad luuravad õnnetut.
8han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
9Ta varitseb salajases paigas nagu lõvi padrikus; ta varitseb, et tabada viletsat; ta tababki tema, tõmmates teda oma võrku.
9han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
10Ta küürutab ja lömitab, ja õnnetud langevad ta vägevate küünte vahele.
10han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
11Ta ütleb oma südames: 'Jumal on unustanud, ta on oma palge peitnud, ta ei näe ilmaski!'
11Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."
12Tõuse, Issand, tõsta oma käsi üles, oh Jumal! Ära unusta viletsaid!
12Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
13Mispärast teotab õel Jumalat? Ta mõtleb oma südames, et sina ei hooli sellest.
13Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
14Sina oled seda näinud, sest sina näed vaeva ja meelekibedust, et tasuda oma käega; õnnetu jätab enese sinu hooleks, sina oled vaeslapse abimees.
14Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
15Murra katki õelate käsivars, maksa kätte kurja õelus, kuni sa seda enam ei leia!
15Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
16Issand on kuningas ikka ja igavesti, paganad on kadunud tema maalt.
16HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
17Viletsate igatsemist sa kuuled, Issand; sina kinnitad nende südant, su kõrv paneb neid tähele,
17du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
18et mõista õiglast kohut vaeslapsele ja rõhutule, et mullast saadud inimene enam ei ajaks hirmu peale.
18for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.