¹Kiida, mu hing, Issandat! Issand, mu Jumal, sina oled väga suur, austuse ja iluga oled sa ennast riietanud.

¹Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

²Sa riietad ennast valgusega nagu rüüga, sa tõmbad taevad laiali nagu telgivaiba.

²hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

³Sa võlvid oma ülemad toad vete peale, sa teed paksud pilved oma tõllaks, sa sammud tuule tiibadel.

³du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

⁴Sa teed oma käskjalgadeks tuuled, oma teenijaiks tuleleegid.

⁴Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

⁵Sa rajasid maa tema alustele, nõnda et see ei kõigu mitte iialgi ega igavesti.

⁵Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

⁶Ulgumerega kui rõivaga sa katsid tema, mägede peal seisid veed.

⁶Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

⁷Sinu sõitluse eest nad põgenevad, sinu äikese hääle eest nad pagevad.

⁷For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

⁸Mäed tõusevad, orud vajuvad alla sinna paika, mille sina neile oled rajanud.

⁸for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

⁹Sa oled seadnud piiri vetele, millest nad üle ei lähe ega tule tagasi katma maad.

⁹du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

¹⁰Sina saadad allikaist ojad jooksma; need voolavad mägede vahel.

¹⁰Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

¹¹Nad joodavad kõiki metsloomi; metseeslid kustutavad seal oma janu.

¹¹de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

¹²Taeva linnud asuvad elama nende äärde, okste vahel nad teevad häält.

¹²over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

¹³Sa joodad mägesid oma ülemistest tubadest; sinu tööde viljast toidab ennast maa.

¹³Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

¹⁴Sa lased tärgata rohu loomadele ja orased inimeste tarbeks, et tuua leiba välja maa seest

¹⁴du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

¹⁵ja veini, mis rõõmustab inimese südant; õli, et panna tema pale läikima; ja leiba, et kinnitada inimese südant.

¹⁵og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

¹⁶Issanda puud saavad toidust küllalt, Liibanoni seedrid, mis ta on istutanud,

¹⁶HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

¹⁷kus linnud pesitsevad; toonekurgedel on majad küpresside otsas.

¹⁷hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

¹⁸Kõrged mäed on kaljukitsedele, kaljud mäkradele varjupaigaks.

¹⁸Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

¹⁹Ta on teinud kuu aegade näitajaks, päike teab oma loojakut.

¹⁹Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

²⁰Kui sa teed pimeduse, siis tuleb öö ja kõik metsloomad roomavad välja.

²⁰du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

²¹Noored lõvid möirgavad saaki ning nõuavad Jumalalt oma toidust.

²¹de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

²²Päike tõuseb, nemad koristavad end ja heidavad maha oma asemeile.

²²De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

²³Siis väljub inimene oma tööle ja oma tegemistele õhtuni.

²³Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

²⁴Kui palju on sinu töid, Issand! Sa oled nad kõik teinud targasti. Maa on täis sinu looduid.

²⁴Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

²⁵Siin on meri, suur ja lai; seal kubiseb lugemata palju loomi, pisikesi ja suuri;

²⁵Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

²⁶seal ujuvad laevad; seal on Leviatan, kelle sa oled valmistanud endale mängima.

²⁶Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

²⁷Kõik nad ootavad sind, et sa neile annaksid nende toidu omal ajal.

²⁷De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

²⁸Sa annad neile, ja nad korjavad kokku; sina avad oma käe, ja nende kõhud saavad täis head.

²⁸du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

²⁹Sa peidad oma palge, ja nad ehmuvad; sa võtad ära nende hingeõhu, nad heidavad hinge ning pöörduvad tagasi põrmu.

²⁹Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

³⁰Sa läkitad välja oma vaimu, ja nad luuakse, ja sina uuendad maa näo.

³⁰du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

³¹Kestku Issanda au igavesti! Issand rõõmustagu oma tegudest,

³¹HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

³²tema, kes vaatab ilmamaad, nõnda et see vabiseb, kes puudutab mägesid, ja need suitsevad.

³²Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

³³Ma tahan laulda Issandale oma eluaja ja mängida oma Jumalale, niikaua kui ma olen elus.

³³Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

³⁴Olgu mu mõlgutus armas tema meelest; mina rõõmutsen Issandas.

³⁴Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

³⁵Kadugu patused maa pealt ja õelaid ärgu olgu enam! Kiida, mu hing, Issandat! Halleluuja!

³⁵Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!