1Laulujuhatajale: Taaveti laul. Mu kiituse Jumal, ära ole vait!
1(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
2Sest nad on avanud mu vastu õela ja petise suu; nad räägivad minuga valekeelel;
2Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
3nad on mind piiranud vihkamissõnadega ja võitlevad mu vastu põhjuseta.
3med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
4Mu armastuse pärast kaebavad nad minu peale, aga mina palvetan.
4til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
5Nemad tasuvad mulle head kurjaga ja mu armastust vihkamisega.
5de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6Sea õel tema vastu ja saatan seisku ta paremal käel!
6Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
7Kohtust väljugu ta hukkamõistetult ja tema palve saagu patuks!
7lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
8Tema päevi olgu pisut, ta amet saagu teisele!
8hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
9Ta lapsed jäägu vaeslasteks ja ta naine leseks!
9hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
10Ta lapsed hulkugu ümber ja kerjaku ning otsigu toitu kaugel oma varemeist!
10hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
11Liigkasuvõtja võtku kõik, mis tal on, ja muulased rüüstaku ta töövaeva!
11Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
12Ärgu olgu tal kedagi, kes osutab heldust ta vastu, ja ärgu olgu kedagi, kes annaks armu tema vaeslastele!
12ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
13Tema järglased saagu otsa, teises põlves kustugu tema nimi!
13hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
14Tema esiisade pahateod seisku Issandal meeles ja tema ema pattu ärgu kustutatagu!
14lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
15Olgu need Issanda ees alati, ja ta kaotagu maa pealt nende mälestus!
15altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
16Sest see mees ei mõelnud teha head, vaid kiusas viletsat ja vaest ja meeleheitel olevat, et teda surmata.
16fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
17Ta armastas needmist - see tabagu teda! Temale ei meeldinud õnnistamine - see jäägu temast kaugele!
17han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
18Ta riietas end needmisega nagu kuuega - see tungigu nagu vesi tema sisemusse ja nagu õli ta kontidesse!
18Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19Olgu see temale nagu riie, millesse ta ennast mähib, ja nagu vöö, millega ta alati ennast vöötab!
19den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
20Niisugune olgu mu pealekaebajate palk Issanda käest ja nende palk, kes räägivad kurja minu hinge vastu!
20Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21Aga sina, Issand, mu Jumal, tee minuga oma nime kohaselt, sest sinu heldus on hea: kisu mind välja!
21Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
22Sest mina olen vilets ja vaene, ja mu süda on läbi torgatud mu sees.
22Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
23Ma kaon nagu vari, mis pikemaks venib, mind raputatakse maha nagu rohutirtse.
23som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
24Mu põlved nõrkevad paastumisest ja mu liha kõhnub rasvatuks.
24af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
25Ma olen saanud neile teotuseks, mind nähes nad vangutavad pead.
25til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
26Aita mind, Issand, mu Jumal! Päästa mind oma heldust mööda!
26Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
27Tundku nad, et see on sinu käsi, et sina, Issand, oled seda teinud!
27så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
28Kui nad neavad, siis sina õnnista! Kui nad kipuvad kallale, siis jäägu nad häbisse, aga sinu sulane rõõmustagu!
28Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
29Mu vastased riietugu teotusega ja mähkigu end oma häbisse nagu ülekuube!
29lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
30Ma tahan Issandat väga tänada oma suuga ja paljude seas teda kiita,
30Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
31sest tema seisab vaese paremal käel, et päästa tema hing hukkamõistjate käest.
31thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.