1Laulujuhatajale: Taaveti laul. Issand, sa uurid mind läbi ja tunned mind.
1(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
2Sina tead, millal ma maha istun ja millal ma tõusen; sa mõistad kaugelt ära mu mõtted.
2Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
3Sa mõõdad ära mu käimise ja mu pikali-olemise, ja kõik mu teed on sulle tuttavad.
3du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4Sõna ei ole veel mu keelel, kui ennäe - sina, Issand, tead selle kõik ära.
4Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5Tagant ja eest sa ümbritsed mind ja paned oma pihu mu peale.
5Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
6See tundmine on minule imeline, see on liiga kõrge, et saaksin sellest jagu.
6At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7Kuhu ma võiksin minna su Vaimu eest? Ja kuhu ma põgeneksin su palge eest?
7Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
8Kui ma astuksin taevasse, siis oled sina seal; kui ma teeksin endale aseme surmavalda, vaata, sina oled seal!
8Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;
9Kui ma võtaksin koidutiivad ja asuksin elama viimse mere äärde,
9tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10siis sealgi su käsi juhataks mind ja su parem käsi haaraks minust kinni.
10da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11Ja kui ma ütleksin: 'Katku mind pimedus ja valgus mu ümber saagu ööks!',
11Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
12siis pimedus ei oleks pime sinu ees, vaid öö oleks nagu päev, pimedus oleks otsekui valgus.
12så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13Sest sina valmistasid mu neerud ja kudusid mind mu ema ihus.
13Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14Ma tänan sind, et olen nii kardetavalt imeliselt loodud. Imelised on sinu teod, seda tunneb mu hing hästi.
14Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15Mu luud ei olnud varjul sinu eest, kui mind salajas loodi, kui mind maa sügavuses imeliseks kooti.
15Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16Su silmad nägid mind juba mu eos ja su raamatusse kirjutati kõik päevad, mis olid määratud, ehk küll ühtainustki neist ei olnud olemas.
16som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17Ent kui kallid on mulle sinu mõtted, oh Jumal! Kui väga suur on nende arv!
17Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18Kui ma hakkaksin neid ära lugema, oleks neid rohkem kui liiva. Kui ma ärkan, olen ma alles sinu juures.
18Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
19Oh, et sa, Jumal, surmaksid õelad! Ja et minust taganeksid verevalajad,
19Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
20kes sinust räägivad salalikult, kes silmakirjaks tõstavad häält, need sinu vaenlased!
20de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21Kas ma neid, kes sind vihkavad, Issand, ei peaks vihkama, ja kas ei peaks mulle olema tülkad need, kes tõusevad sinu vastu?
21Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
22Täie vihaga ma vihkan neid, nad on saanud mu vaenlasteks.
22med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
23Oh Jumal, uuri mind ja tunne ära mu süda! Katsu mind läbi ja tunne ära mu mõtted!
23Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24Vaata, kas ma olen valuteel ja juhata mind igavesele teele!
24Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!