1Taaveti palve. Kuule, Issand, mu õiget asja, pane tähele mu härrast hüüdmist, võta kuulda mu palvet, mis pole petiste huulte oma!
1(En bøn af David.) HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber!
2Sinu palge eest tulgu mulle õiglane otsus, sinu silmad näevad, mis on õige!
2Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
3Kui sa katsud läbi mu südame, tuled öösel mind vaatama ja uurid mind - siis sa ei leia midagi. Kui ma mõtlesin kurja, siis ei pääsenud see üle mu huulte.
3Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.
4Inimlikes tegudes olen ma sinu huulte sõnade tõttu hoidunud üleannetuist teeradadest.
4Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
5Mu sammud hoidsid kinni su jälgedest, mu jalad ei kõikunud.
5mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
6Ma hüüan sinu poole, sest sina, Jumal, vastad mulle; pööra oma kõrv mu poole, kuule mu kõnet!
6Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!
7Osuta imeliselt oma heldust, sa nende päästja, kes otsivad su juures pelgupaika su paremale käele vastupanijate eest!
7Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!
8Hoia mind nagu silmatera; oma tiibade varju alla peida mind
8Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
9õelate eest, kes mind rõhuvad, mu verivaenlaste eest, kes mind piiravad!
9for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;
10Nad on sulgenud oma rasvunud südame, oma suuga nad räägivad ülbesti.
10de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.
11Nad on meie kannul; nüüd nad ümbritsevad mind. Oma silmad nad sihivad sellele, kuidas mind maha panna.
11De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.
12Nad on nagu lõvi, kellel on himu murda, ja nagu noor lõvi, kes peidus varitseb.
12De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
13Tõuse, Issand, astu tema vastu, suru ta maha; päästa mu hing õela käest oma mõõgaga,
13Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
14meeste käest oma käega, oh Issand, meeste käest, kes on maailmast, kelle osa on siin elus, kelle kõhu sa täidad oma varaga, kelle pojad saavad rohkesti ja kes panevad ülejäägi hoiule oma lastele!
14fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!
15Mina saan näha su palet õiguses, saan täis su palge paistusest, kui ma ärkan.
15Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.