¹Laulujuhatajale: viisil 'Koiduaegne emahirv'; Taaveti laul.

¹(Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

²Mu Jumal, mu Jumal, miks sa mu maha jätsid? Kaugel mu päästest on mu oigamissõnad.

²Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

³Mu Jumal, päeval ma hüüan, aga sa ei vasta, ja ööselgi, kuid ei leia enesele rahu.

³Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

⁴Ja ometi oled sina püha, kelle trooniks on Iisraeli kiituslaulud.

⁴På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

⁵Sinu peale lootsid meie esiisad, lootsid, ja sina päästsid nad;

⁵de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

⁶nad kisendasid sinu poole ja pääsesid, nad lootsid sinu peale ega jäänud häbisse.

⁶Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

⁷Aga mina olen ussike ja mitte mees, inimeste teotada ja halb rahva meelest.

⁷alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

⁸Kõik, kes mind näevad, irvitavad mu üle; nad ajavad suu ammuli, vangutavad pead:

⁸"Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

⁹'Ta on kõik veeretanud Issanda peale; see päästku ta, kiskugu ta välja hädast, sest tal on ju temast hea meel.'

⁹Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

¹⁰Jah, sina oled see, kes tõi mind välja üsast, kes kaitses mind mu ema rinnal.

¹⁰på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

¹¹Sinu hooleks ma olen jäetud lapsekojast, mu ema üsast alates oled sina minu Jumal.

¹¹Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

¹²Ära ole minust kaugel, sest kitsikus on ligi, sest abimeest ei ole!

¹²Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

¹³Palju härjavärsse ümbritseb mind, Baasani sõnnid piiravad mind.

¹³spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

¹⁴Nad ajavad oma lõuad ammuli mu vastu nagu lõvi, kes murrab ja möirgab.

¹⁴Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

¹⁵Ma olen välja valatud otsekui vesi ja kõik mu luud-liikmed on koost ära. Mu süda on nagu vaha, ta on sulanud mu sisikonnas.

¹⁵min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

¹⁶Mu neel on kuiv nagu potitükk ja mu keel on kinni suulae küljes, surmapõrmu paigutad sa minu.

¹⁶Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

¹⁷Sest koerad ümbritsevad mind, tigedate hulk keerleb mu ümber; nad purevad mu käsi ja jalgu,

¹⁷jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

¹⁸ma võin lugeda kõiki oma luid. Nemad aga vahivad mulle otsa ja parastavad mind.

¹⁸Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

¹⁹Nad jagavad mu rõivad eneste vahel ja heidavad liisku mu kuue pärast.

¹⁹Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

²⁰Aga sina, Issand, ära ole kaugel, mu vägi, tõtta mulle appi!

²⁰Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

²¹Tõmba mu hing ära mõõga eest, koera käest mu ainuke!

²¹Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

²²Päästa mind lõvi suust ja metshärgade sarvede eest! - Sa vastasid mulle! -

²²Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

²³Ma tahan su nime kuulutada oma vendadele, keset kogudust ma tahan kiita sind.

²³"I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

²⁴Teie, kes Issandat kardate, kiitke teda, kõik Jaakobi sugu, austage teda! Ja värisege tema ees, kõik Iisraeli sugu!

²⁴Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

²⁵Sest ta ei pannud halvaks ega põlanud viletsa häda ega varjanud oma palet tema eest, vaid kuulis, kui ta kisendas tema poole.

²⁵Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

²⁶Sinu kohta käib mu kiituslaul suures koguduses, ma tasun oma tõotused nende ees, kes teda kardavad.

²⁶de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

²⁷Vaesed saavad süüa ning saavad kõhud täis; Issandat kiidavad, kes teda otsivad. Teie südamed elagu igavesti!

²⁷Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

²⁸Kõik maailma ääred tuletavad teda meelde ja pöörduvad tagasi Issanda juurde; ja sinu ette kummardavad kõik rahvaste suguvõsad.

²⁸thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

²⁹Sest Issanda päralt on kuninglik võim ja ta valitseb rahvaid.

²⁹De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

³⁰Kõik ilmamaa võimsad kummardagu tema ette; tema ette vajugu põlvili kõik, kes lähevad alla põrmu ja kelle hinge ta ei jäta ellu.

³⁰Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

³¹Tulevane sugu teenib teda, Issandast jutustatakse tulevasele põlvele.

³¹de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

³²Nad tulevad ja kuulutavad tema õigust, vastsündivale rahvale jutustades, et tema on seda teinud.