1Taaveti laul. Issand on mu karjane, mul pole millestki puudust.
1(En salme af David.) HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,
2Haljale aasale paneb ta mind lebama, hingamisveele saadab ta mind;
2han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,
3tema kosutab mu hinge. Ta juhib mind õiguse rööbastesse oma nime pärast.
3han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.
4Ka kui ma kõnniksin pimedas orus, ei karda ma kurja, sest sina oled minuga; su karjasekepp ja su sau, need trööstivad mind.
4Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.
5Sa katad mu ette laua mu vastaste silma all; sa võiad mu pead õliga, mu karikas on pilgeni täis.
5I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.
6Ainult headus ja heldus järgivad mind kõik mu elupäevad ja ma jään Issanda kotta eluajaks.
6Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs Hus skal jeg bo gennem lange Tider.