1Laulujuhatajale: Issanda sulase Taaveti laul.
1(Til sangmesteren. Af HERRENs tjener David.) Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;
2Üleastumise sõna on õelal tema südame põhjas; ei ole Jumala kartust tema silma ees.
2thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.
3Sest temale meeldib arvata, et ta ülekohut ei leita ega vihata.
3Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;
4Tema suu sõnad on nurjatus ja pettus, ta on lakanud targaks saamast ja head tegemast;
4på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.
5ta mõtleb nurjatust oma voodis, ta jääb seisma teele, mis pole hea, ta ei põlga kurja.
5HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne,
6Issand, sinu heldus on taevas ja su ustavus ulatub ülemate pilvedeni.
6din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,
7Sinu õigus on nagu Jumala mäed, su kohtuotsused on nagu suur ürgvesi; Issand, sa päästad inimesi ja loomi.
7hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge;
8Kui kallis on su heldus, Jumal! Sellepärast otsivad inimlapsed pelgupaika su tiibade varju all.
8de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;
9Nad saavad söönuks su koja küllusest, ja sa joodad neid oma rõõmujoovastuse ojast.
9thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
10Sest sinu juures on eluallikas, sinu valguses me näeme valgust.
10Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.
11Säilita oma heldus neile, kes sind tunnevad, ja oma õigus neile, kes on õiglased südamelt!
11Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.
12Ärgu tallaku suurelise jalg mu peal ja õelate käsi ärgu peletagu mind!
12Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
13Seal on kukkunud, kes teevad nurjatust; nad on maha paisatud ega suuda enam tõusta.