1Laulujuhatajale: Korahi laste laul.
1(Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
2Kuulge seda, kõik rahvad! Pange tähele, kõik maailma elanikud,
2både høj og lav, både rig og fattig!
3nii alamad kui ülemad, üheskoos rikas ja vaene!
3Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
4Mu suu räägib tarkusesõnu ja mu südame mõte sügavat tunnetust.
4jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
5Ma pööran oma kõrva tähendamissõna poole ja teen kandlega avalikuks oma mõistatuse.
5Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
6Miks ma peaksin kartma kurjal ajal, kui mind ümbritsevad mu tagakiusajate pahateod,
6de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?
7kes loodavad oma varanduse peale ja kiitlevad oma suurest rikkusest?
7Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
8Ükski ei või venna eest anda luna ega tema eest maksta Jumalale lunastushinda,
8- Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live
9sest nende hinge luna on liiga kallis ja peab jääma igavesti tasumata selleks,
9og aldrig få Graven at se;
10et keegi ei jääks elama lõppemata ega näekski hauda.
10nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
11Sest nähakse ju, et targad surevad, albid ja sõgedad saavad üheskoos otsa ning jätavad oma varanduse teistele.
11deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
12Nad arvavad, et nende kojad jäävad igaveseks, nende asulad põlvest põlve; nad on oma nimede järgi nimetanud maakohti.
12Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
13Ent inimene toreduses ei jää püsima, ta on loomade sarnane, kellele tehakse ots.
13Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.
14See on nende tee, kes loodavad iseendi peale, ja nende järglaste tee, kellele meeldivad nende kõned.
14I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
15Nagu lambakari pannakse nad kinni surmavalda, surm on neile karjaseks, ja õiglased saavad hommikul nende valitsejaks; surmavald kulutab ära nende kuju, neile ei jää eluaset.
15Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.
16Kuid Jumal lunastab mu hinge surmavalla käest, sest ta võtab mu vastu. Sela.
16Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
17Ära karda, kui keegi rikastub, kui tema koja au saab suureks!
17thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
18Sest oma surma ei võta ta midagi kaasa, tema au ei järgne talle.
18Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"
19Kui tema ka kiidab oma hinge õnnelikuks oma elus ja teised kiidavad sind, et sa teed enesele hea elu,
19han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
20lähed sa siiski oma esiisade sugupõlve juurde, kes iialgi ei saa näha valgust.
20Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.
21Inimene toreduses, kui tal pole arusaamist, on loomade sarnane, kellele tehakse ots.