1Laulujuhatajale: viisil 'Ära hävita!'; Taaveti mõistulaul.
1(Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.) Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt?
2Kas te tõesti räägite õigust, kohtunikud? Kas te õiglaselt mõistate kohut, inimlapsed?
2Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.
3Küll te teete südames ülekohut, oma käte vägivalda te kaalute välja maa peal.
3Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.
4Õelad on loobunud Jumalast lapsekojast alates, valetajad on eksinud sünnist saadik.
4Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre
5Neil on mürki nagu ussi mürk, nagu kurdil rästikul, kes oma kõrvad kinni topib,
5og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.
6et ta ei kuuleks lausujate häält, osava võluri võlumist.
6Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;
7Jumal! Purusta hambad nende suus; kisu välja noorte lõvide hambad, Issand!
7lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
8Hääbugu nad nagu vesi, mis laiali voolab; lasku ta välja oma nooled, kuid need olgu otsekui teravikuta!
8Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.
9Nagu tigu, kes sulab, nad kadugu, nagu nurisünnitis, mis ei ole näinud päikest!
9Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede
10Enne kui teie pajad saavad tunda kibuvitsa leeki, viigu torm nad laiali, olgu toorelt või kuumalt!
10Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;
11Õige rõõmustab, nähes kättemaksmist; ta peseb oma jalad õela veres.
11Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"
12Ja inimesed ütlevad: 'Ometi on õigel kasu; tõesti on olemas Jumal, kes mõistab kohut maa peal.'