1Laulujuhatajale: Taaveti laul.
1(Til sangmesteren. En salme af David.) Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;
2Kuule, Jumal, mu häält, kui ma kaeblen, hoia mu elu vaenlase hirmu eest!
2skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob.
3Pane mind varjule tigedate salanõu eest, nende möllu eest, kes teevad nurjatust,
3der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen
4kes oma keelt ihuvad nagu mõõka, sihivad kibedaid sõnu nagu nooli,
4for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.
5et salajas maha lasta laitmatu! Äkitselt nad lasevadki ta maha ega karda midagi.
5Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?"
6Neid kinnitatakse kurjades kavatsustes, nad õhutavad üksteist salajasi võrke panema, nad ütlevad: 'Kes meid näeb?'
6De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
7Nemad mõtlevad jultunud tegudele: 'Me oleme valmis, kava on hästi kavatsetud!' Sest sügav on mehe sisemus ning süda.
7Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat;
8Kuid Jumal laseb nad maha, neid haavatakse äkilise noolega.
8han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
9Ta paneb nad komistama nende keele pärast, kõik, kes neid näevad, vangutavad pead.
9alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming;
10Ja kõik inimesed hakkavad kartma ja kuulutama Jumala tööd ning aru saama tema tegudest.
10de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
11Õige rõõmustab Issandas ja otsib pelgupaika tema juures; ja kõik hõiskavad, kes on õiglased südamelt.