¹Aasafi laul. Jumal on tõesti hea Iisraelile, nendele, kes on puhtad südamelt.

¹(En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

²Aga mina - minu jalad oleksid peaaegu komistanud, mu sammud oleksid kohe libisenud.

²Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

³Sest ma kadestasin hooplejaid, kui ma nägin õelate head käekäiku.

³thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

⁴Sest neil ei ole piinu surmani ja nende keha on lihav.

⁴thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

⁵Nemad ei ole vaevas nagu muud surelikud ja neid ei lööda nagu muid inimesi.

⁵de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

⁶Sellepärast on uhkus nende kaelaehteks, vägivald katab neid nagu ülikond.

⁶Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

⁷Nende silmad on pungis lihavusest ja süda keeb üle kurjadest mõtetest.

⁷Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

⁸Oma kurjuses nad irvitavad ja kõnelevad valet, nad räägivad kõrgilt.

⁸I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

⁹Nad tõstavad oma suu taevani ja nende keel käib üle maa.

⁹de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

¹⁰Sellepärast pöördub ta rahvas nende poole ja nad rüüpavad nende sõnavalingut.

¹⁰Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

¹¹Ja nad ütlevad: 'Kuidas Jumal võib seda tunda ja kas Kõigekõrgemal on sellest teadmist?'

¹¹De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

¹²Vaata, niisugused on õelad: nad elavad alati rahulikult ja koguvad jõukust.

¹²Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

¹³Päris asjata olen ma hoidnud oma südame puhta ja olen süütuses pesnud oma käsi;

¹³Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

¹⁴ma olen olnud löödud kogu päeva ja mind on nuheldud igal hommikul.

¹⁴jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

¹⁵Kui ma oleksin mõtelnud: Ma tahan kõnelda nõnda nagu nemad; vaata, siis ma oleksin petnud sinu laste sugu.

¹⁵Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

¹⁶Ma hakkasin mõtisklema, et sellest aru saada, kuid see oli mu meelest vaev,

¹⁶Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

¹⁷kuni ma sisenesin Jumala pühadesse paikadesse ja mõistsin nende otsa.

¹⁷Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

¹⁸Tõesti, sina asetad nad libedale ja sa langetad nad rusuks.

¹⁸Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

¹⁹Kuidas nad said jubeduseks silmapilguga! Nad saavad otsa, lõpevad ära ehmatusega.

¹⁹Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

²⁰Nõnda nagu unenägu kaob pärast ärkamist, nõnda sina, Issand, ei hooli tõustes nende varjukujudest.

²⁰De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

²¹Kui mu süda oli täis kibedust ja mu neerudes olid pisted,

²¹Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

²²siis ma olin sõge ega teadnud midagi; ma olin nagu loom su ees.

²²var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

²³Ometi jään ma ikka sinu juurde; sa oled haaranud kinni mu paremast käest.

²³Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

²⁴Oma nõuga juhatad sa mind ja võtad mind viimaks vastu ausse.

²⁴du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.

²⁵Kes on mul muu taevas kui sina? Sest sinuga koos olles ei meelita mind miski maa peal.

²⁵Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!

²⁶Kuigi mu liha lõpeb ja mu süda ka, siiski oled sina, Jumal, mu südame kalju ja mu osa igavesti.

²⁶Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

²⁷Sest vaata, kes sinust eemalduvad, need hukkuvad; sa hävitad kõik, kes reetlikult sinust loobuvad.

²⁷Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

²⁸Aga minu õnn on, et ma olen Jumalale ligi; Issanda Jumala peale panen ma oma lootuse, et jutustada kõiki sinu tegusid.

²⁸Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.