¹Korahi laste laul ja lugu. Laulujuhatajale: kurval viisil laulda; esralase Heemani õpetuslaul.

¹(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

²Issand, mu pääste Jumal, päeval ma kisendan, öösel ma olen sinu ees.

²lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

³Tulgu mu palve sinu ette, pööra oma kõrv mu halisemise poole!

³Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

⁴Sest mu hing on täis õnnetust ja mu elu on jõudnud surmavalla lähedale.

⁴jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

⁵Mind arvatakse nende liiki, kes lähevad alla hauda; ma olen nagu mees, kellel ei ole rammu!

⁵kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

⁶Olen valla lastud surnute juurde, just nagu mahalöödud, kes lebavad hauas, keda sa enam ei meenuta, kes sinu käest on lõigatud ära.

⁶Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

⁷Sina oled mind pannud kõige sügavamasse hauda, pimedasse paika, suurtesse sügavustesse.

⁷tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

⁸Su vihaleek lasub mu peal, ja kõigi oma lainetega vaevad sa mind. Sela.

⁸Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

⁹Mu tuttavad oled sa ajanud minust eemale ja oled mind teinud neile jäleduseks, ma olen kinni ega pääse välja.

⁹mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

¹⁰Mu silmad on otsa jäänud mu viletsuse pärast; sind, Issand, ma hüüan appi kogu päeva, ma laotan välja oma käed sinu poole.

¹⁰Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

¹¹Kas sina teed imet surnutele? Või tõusevad kadunud üles sind kiitma? Sela.

¹¹Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

¹²Kas jutustatakse hauas sinu heldusest, kadupaigas sinu ustavusest?

¹²Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

¹³Kas tuntakse pimeduses sinu imetöid ja su õiglust unustusemaal?

¹³Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

¹⁴Aga mina hüüan sind appi, Issand! Ja mu palve jõuab vara su ette.

¹⁴Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

¹⁵Miks sina, Issand, heidad ära mu hinge ja paned oma palge mu eest varjule?

¹⁵Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

¹⁶Ma olen vilets ja vaagun hinge oma noorusest alates, ma kannan su ränki lööke, olen nõutu.

¹⁶din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

¹⁷Sinu vihaleegid käivad mu üle, su rängad löögid muserdavad mind;

¹⁷som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

¹⁸need ümbritsevad mind nagu vesi iga päev, need tiirlevad mu ümber üheskoos.

¹⁸Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

¹⁹Sa oled minust eemale ajanud mu armastajad ja mu sõbrad; mu tuttavaks on pimedus.