1Ay atmaten akken ma tellam dagi meẓẓi meqqeṛ, semḥesset ed tura a wen-d-iniɣ ayen s wayes ara dafɛeɣ ɣef yiman-iw !
1Brødre og fedre! Hør på det jeg nu vil si eder til mitt forsvar!
2Mi slan iheddeṛ-asen-d s tɛibṛanit, ssusmen meṛṛa iwakken a s-slen. Dɣa yenna :
2Da de hørte at han talte til dem på det hebraiske mål, holdt de sig ennu mere stille. Han sier da:
3Nekk n wat Isṛail, ț-țideț luleɣ di temdint n Sars n tmurt n Silisya, lameɛna țțuṛebbaɣ di temdint-agi n Lquds. Lliɣ d anelmad n ccix Gamalyel s yiman-is ; yesselmed-iyi akken ilaq amek ara tebɛeɣ ccariɛa i d-ǧǧan lejdud-nneɣ. Ttabaɛeɣ seg ul-iw abrid n Sidi Ṛebbi, am kunwi ass-agi.
3Jeg er en jøde, født i Tarsus i Kilikia, men opfostret i denne by, oplært ved Gamaliels føtter efter vår fedrene lovs strenghet, og jeg var nidkjær for Gud, som I alle er idag;
4Qehṛeɣ armi d lmut wid ittabaɛen abrid-agi ajdid n Sidna Ɛisa, am yergazen am tlawin, țțawiɣ-ten-id ɣer leḥbus țwarzen.
4jeg forfulgte Guds vei til døden, bandt og kastet i fengsel både menn og kvinner,
5Lmuqeddem ameqqran ț-țejmaɛt n lɛuqal atnan d inigan ma bɣan a d-cehden ; d nutni s yiman-nsen i yi-d-yefkan tibṛatin i watmaten n Dimecq, syenna a d-awiɣ țwarzen ɣer temdint n Lquds, wid akk yumnen s webrid-agi, iwakken a ten-ɛaqben.
5som også ypperstepresten og hele eldste-rådet kan vidne; av dem fikk jeg endog brev med til brødrene i Damaskus, og drog dit for å føre også dem som var der, bundne til Jerusalem, forat de kunde få straff.
6Lliɣ tedduɣ deg webrid, qṛib ad awḍeɣ ɣer temdint n Dimecq. Aț-țili d țnaṣfa n wass, taswiɛt kan, yiwet n tafat tameqqrant tewwet-ed seg igenni, tețfeǧǧiǧ, tezzi-yi-d.
6Men det skjedde da jeg var på veien og kom nær til Damaskus, da strålte ved middags-tider et sterkt lys fra himmelen med ett omkring mig,
7Ɣliɣ ɣer lqaɛa, sliɣ i yiwen n ṣṣut i yi-d-iqqaṛen : Caɛul, a Caɛul, acuɣeṛ i yi tețqehhiṛeḍ ?
7og jeg falt til jorden og hørte en røst som sa til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
8Nniɣ-as : Anwa-k, a Sidi ? Yenna-yi-d : Nekk d Ɛisa Anaṣari, win akken i tețqehhiṛeḍ.
8Jeg svarte: Hvem er du, Herre? Og han sa til mig: Jeg er Jesus fra Nasaret, han som du forfølger.
9Wid yellan yid-i walan tafat-nni, lameɛna ur slin ara i ṣṣut i yi-d iheddṛen, dɣa nniɣ : Acu i tebɣiḍ a t-xedmeɣ a Sidi ?
9De som var med mig, så lyset, men røsten av ham som talte til mig, hørte de ikke.
10Sidna Ɛisa yenna-yi-d : Ekker, ṛuḥ ɣer Dimecq, dinna ara k-d-inin ayen akk ilaqen a t-txedmeḍ.
10Jeg sa da: Hvad skal jeg gjøre, Herre? Og Herren svarte mig: Stå op og gå inn i Damaskus! der skal bli talt til dig om alt det som du er bestemt til å gjøre.
11Imi iyi-tesderɣel tafat-nni s ufeǧǧeǧ-ines, d imdukkal-iw i yi ṭṭfen afus armi wwḍeɣ ɣer Dimecq.
11Da jeg nu ikke kunde se for glansen av hint lys, blev jeg ledet ved hånden av dem som var med mig, og kom inn i Damaskus.
12Yella dinna yiwen wergaz isem-is Ananyas, d argaz iḍuɛen Sidi Ṛebbi, yerna yettabaɛ ccariɛa ; at Isṛail meṛṛa izedɣen di temdint n Dimecq țcehhiden fell-as s lxiṛ.
12Og en som hette Ananias, en gudfryktig mann efter loven, med godt vidnesbyrd av alle jøder som bodde der,
13Yusa-d ɣuṛ-i yenna-yi-d : A Caɛul a gma, Sidi Ṛebbi yerra-yak-d iẓri ! Di teswiɛt-nni, yuɣal-iyi-d yezṛi, dɣa walaɣ-t.
13kom til mig og stod for mig og sa: Saul, bror, se op! Og samme stund så jeg op på ham.
14Ananyas yenna-yi-d : Sidi Ṛebbi n lejdud-nneɣ yextaṛ ik aț-țissineḍ lebɣi-ines, aț-țwaliḍ s wallen-ik win yellan d Aḥeqqi, aț-țesleḍ imeslayen seg yimi-is .
14Og han sa: Våre fedres Gud har utkåret dig til å kjenne hans vilje og se den rettferdige og høre røsten av hans munn;
15axaṭer aț-țuɣaleḍ d inigi-ines zdat yemdanen meṛṛa ɣef wayen akk i teẓriḍ d wayen iwumi tesliḍ.
15for du skal være ham et vidne for alle mennesker om det du har sett og hørt.
16Tura d acu i tețṛaǧuḍ ? Kker aț-tețwaɣeḍseḍ, aț-țizdigeḍ seg ddnubat-ik m'ara tedɛuḍ s yisem-is.
16Og nu, hvad bier du efter? stå op og la dig døpe og få avtvettet dine synder, idet du påkaller hans navn.
17Asmi uɣaleɣ ɣer temdint n Lquds, yiwen n wass lliɣ țẓallaɣ deg wefrag n lǧameɛ iqedsen, iweḥḥa-yi-d Sidi Ṛebbi,
17Da jeg så var vendt tilbake til Jerusalem og bad i templet, hendte det mig at jeg kom i en henrykkelse,
18walaɣ Sidna Ɛisa yenna-yi-d : Ffeɣ s lemɣawla si temdint n Lquds, axaṭer ur qebblen ara ayen s wayes ara tcehdeḍ fell-i.
18og jeg så ham, og jeg hørte ham si til mig: Skynd dig og gå i hast ut av Jerusalem! for de kommer ikke til å ta imot ditt vidnesbyrd om mig.
19Nniɣ : A Sidi, ssnen-iyi ! Sran s yiman nsen belli ttabaɛeɣ si lǧameɛ ɣer wayeḍ wid yumnen yis-ek iwakken a ten-erreɣ ɣer lḥebs ad țewten.
19Da sa jeg: Herre! de vet selv at jeg kastet i fengsel og hudstrøk rundt om i synagogene dem som trodde på dig,
20Ula d Stifan inigi-inek, mi ssuzlen idammen-is lliɣ dinna, qebleɣ at nɣen yerna ɛusseɣ leḥwayeǧ n wid i t-yenɣan.
20og da blodet av Stefanus, ditt vidne, blev utgytt, stod jeg også hos og samtykte i det og tok vare på klærne til dem som slo ham ihjel.
21Dɣa Sidi Ṛebbi yenna-yi-d : Ṛuḥ a k-ceggɛeɣ ɣer lebɛid ɣer wat leǧnas ur nelli ara n wat Isṛail.
21Og han sa til mig: Dra ut! for jeg vil sende dig ut til hedningefolk langt borte.
22Smeḥsisen-as armi d awal-agi imiren ɛeggḍen nnan : Ekkset si ddunit argaz am wagi ! Ur t-țaǧǧat ara ad yidir !
22Inntil dette ord hørte de på ham; men da løftet de sin røst og sa: Ta ham bort fra jorden! han burde ikke få leve!
23Țɛeggiḍen, ṭeggiṛen leḥwayeǧ nsen, ssafagen aɣebbaṛ ɣer igenni.
23Da de nu skrek og rev klærne av sig og kastet støv op i luften,
24Lqebṭan n Ṛuman yumeṛ ad skecmen Bulus ɣer lbeṛj, a t-ewten s ujelkkaḍ ( s ucelliṭ ) iwakken ad issinen sebba ɣef wacu țɛeggiḍen fell-as.
24bød den øverste høvedsmann at han skulde føres inn i festningen, og sa at han skulde forhøres under hudstrykning, forat han kunde få vite av hvad årsak de ropte så mot ham.
25Mi t-cudden s tɣeggadin, Bulus yenna i lqebṭan yellan dinna : Eɛni iserreḥ-awen lqanun aț țewtem aṛumani s ujelkkaḍ uqbel ad iɛeddi di ccṛeɛ ?
25Men da de nu hadde bundet ham for å hudstryke ham, sa Paulus til høvedsmannen, som stod hos: Har I lov til å hudstryke en romersk borger og det uten dom?
26Ɣef yimeslayen-agi, lqebṭan-nni iṛuḥ ɣer wemdebbar ameqqran yenna-yas : Ḥader aț-țewteḍ argaz-agi ! D aṛumani !
26Da høvedsmannen hørte dette, gikk han til den øverste høvedsmann og meldte det, og sa: Hvad er det du er i ferd med å gjøre? dette menneske er jo romersk borger.
27Amdebbar ameqqran mi d-yusa ɣer Bulus, yenna-yas : Ț-țideț kečč d aṛumani ? Ih, d aṛumani i lliɣ !
27Den øverste høvedsmann gikk da bort til ham og sa: Si mig: Er du romersk borger? Han svarte: Ja.
28Amdebbar ameqqran yenna : Nekk aṭas n yedrimen i fkiɣ iwakken ad uɣaleɣ d aṛumani. Bulus yerra-yas : Nekk, seg wasmi i d-luleɣ i rseɣ di lekwaɣeḍ d aṛumani.
28Den øverste høvedsmann sa: Jeg har kjøpt denne borgerrett for mange penger. Men Paulus svarte: Men jeg er endog født til den.
29Imiren widak i d-ikkren a t wten, ṭṭaxṛen-as. Lqebṭan ameqqran s yiman-is yuggad mi geẓra Bulus d aṛumani yerna icudd-it.
29Da gikk de straks fra ham de som skulde ha forhørt ham. Men da den øverste høvedsmann fikk vite at han var romersk borger, blev også han redd, fordi han hadde bundet ham.
30Azekka-nni, imi i gebɣa ad yissin wemdebbar ameqqran ɣef wacu i d-ccetkan fell-as wat Isṛail, iserreḥ i Bulus, yumeṛ i lmuqedmin akk-d usqamu n ccṛeɛ ad nnejmaɛen. Dɣa yewwi-d Bulus isbedd-it-id zdat-nsen.
30Men da han næste dag vilde ha visshet om hvad jødene hadde å klage på ham, løste han ham, og bød at yppersteprestene og hele rådet skulde komme sammen. Og han førte Paulus ned og stilte ham frem for dem.