1Yiwen wass deg ussan-nni, Sidna Ɛisa yella yesselmad lɣaci deg wefrag n lǧameɛ iqedsen yețbecciṛ lexbaṛ n lxiṛ ; leḥqen-d lmuqedmin d lɛulama n ccariɛa akk d imeqqranen n wegdud,
1Og det skjedde en av dagene mens han lærte folket i templet og forkynte evangeliet, da stod yppersteprestene og de skriftlærde frem sammen med de eldste
2nnan-as : Di leɛnaya-k ! ansi i k-d-tekka lḥekma s wacu i txeddmeḍ annect agi ? Anwa i k-ț-id-yefkan ?
2og sa til ham: Si oss: Med hvad myndighet gjør du dette, eller hvem er det som har gitt dig denne myndighet?
3Yerra-yasen : A kkun-steqsiɣ ula d nekkini, init-iyi-d :
3Men han svarte og sa til dem: Også jeg vil spørre eder om en ting; si mig:
4anwa i d-icegn, d Ṛebbi neɣ d imdanen ?
4Johannes' dåp, var den fra himmelen eller fra mennesker?
5Bdan țemcawaṛen wway gar-asen, qqaṛen : Ma nenna-yas d Ṛebbi, a ɣ-d yini iwacu ihi ur tuminem ara yis ?
5Men de samrådde sig med hverandre og sa: Sier vi: Fra himmelen, da sier han: Hvorfor trodde I ham da ikke?
6Ma nenna-yas d imdanen, lɣaci akk a ɣ-ṛejmen axaṭer umnen meṛṛa belli Yeḥya d nnbi.
6Men sier vi: Fra mennesker, da stener hele folket oss; for de tror fullt og fast at Johannes var en profet.
7Dɣa nnan i Sidna Ɛisa : Atan ur neẓri ara anwa i t-id iceggɛen.
7Og de svarte at de ikke visste hvor den var fra.
8Sidna Ɛisa yenna-yasen : Ula d nekk ur awen-d-qqaṛeɣ ara ansi i yi-d-tekka lḥekma s wacu i xeddmeɣ annect-agi.
8Da sa Jesus til dem: Så sier heller ikke jeg eder med hvad myndighet jeg gjør dette.
9Dɣa yewwi-d lemtel-agi i lɣaci : Yiwen wergaz yeẓẓa tafeṛṛant ( iger n tẓurin ) issekra-ț i ixemmasen, iṛuḥ ɣer lɣeṛba, iɛeṭṭel dinna.
9Han begynte da å si denne lignelse til folket: En mann plantet en vingård og leide den ut til vingårdsmenn og drog utenlands for lange tider.
10Mi d-yewweḍ lweqt n tẓurin, iceggeɛ ɣuṛ-sen aqeddac iwakken a s-d-fken amur-is ; lameɛna ixemmasen-nni wwten-t, rrant-id ifassen d ilmawen.
10Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmennene, forat de skulde gi ham av vingårdens frukt; men vingårdsmennene slo ham, og lot ham gå bort med tomme hender.
11Iceggeɛ daɣen aqeddac nniḍen, lameɛna ula d nețța ewten-t, regmen-t, rrant-id ifassen d ilmawen.
11Og han blev ved og sendte en annen tjener; men de slo også ham og hånte ham og lot ham gå bort med tomme hender.
12Iceggeɛ-asen daɣen wis tlata, jerḥen-t rnan qecɛen-t-id syenna.
12Og han blev ved og sendte en tredje; men de slo også ham til blods og kastet ham ut.
13Amɛellem-nni n tfeṛṛant yenna : « d acu ara xedmeɣ tura ? A sen ceggɛeɣ mmi ameɛzuz , ahat nețța a t-qadṛen ! »
13Da sa vingårdens herre: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min sønn, den elskede; de vil da vel undse sig for ham.
14Lameɛna ixemmasen nni mi t-walan, mcawaṛen wway gar asen nnan : « ataya win ara iweṛten ! Kkret a t-nenneɣ iwakken aț-țuɣal tfeṛṛant d ayla-nneɣ. »
14Men da vingårdsmennene fikk se ham, la de op råd med hverandre og sa: Dette er arvingen; la oss slå ham ihjel, så arven kan bli vår!
15?eggṛen-t beṛṛa n tfeṛṛant, nɣan-t. D acu ara sen-yexdem tura bab n tfeṛṛant-agi ?
15Og de kastet ham ut av vingården og slo ham ihjel. Hvad skal nu vingårdens herre gjøre med dem?
16A d-yas ad ineɣ ixemmasen-nni, ad yefk tafeṛṛant i wiyaḍ. Lɣaci mi slan annect-agi, nnan : A ɣ-imneɛ Ṛebbi !
16Han skal komme og drepe disse vingårdsmenn og overgi vingården til andre. Da de hørte det, sa de: Det må aldri skje!
17Lameɛna Sidna Ɛisa imuqel-iten yenna : D acu i d lmeɛna n wawal-agi yuran : adɣaɣ i ḍeggṛen wid ibennun, yuɣal d win yeṭṭfen lebni .
17Men han så på dem og sa: Hvad er da dette som er skrevet: Den sten som bygningsmennene forkastet, den er blitt hjørnesten?
18 Kra n win ara yeɣlin ɣef wedɣaɣ-agi ad yeṛṛez ; ma d win i ɣef ara d-yeɣli, ad ițwanɣed.
18Hver den som faller på denne sten, han skal knuses; men den som den faller på, ham skal den smuldre til støv.
19Lɛulama n ccariɛa d imeqqranen n lmuqedmin țqelliben a t-ṭṭfen imiren kan, axaṭer fehmen fell-asen i d-yenna lemtel-agi, lameɛna uggaden lɣaci.
19Og de skriftlærde og yppersteprestene søkte å få lagt hånd på ham i samme stund; men de fryktet for folket; for de skjønte at det var om dem han hadde sagt denne lignelse.
20Bdan țɛassan Sidna Ɛisa iwakken ma yeɣli-d deg wawal a t-ṭṭfen. Fkan tajɛelt i kra n yemdanen yerran iman-nsen d wid iḍuɛen Ṛebbi iwakken a t-zenzen ɣer lḥakem n tmurt.
20Og efterat de nogen tid hadde voktet på ham, sendte de lurere, som lot som de var rettferdige, for å fange ham i ord, så de kunde overgi ham til øvrigheten og til landshøvdingens makt.
21Steqsan-t ihi s imeslayen-agi : A Sidi, neẓra ayen i d-teqqaṛeḍ d wayen i tesselmadeḍ d lḥeqq, yerna ur txeddmeḍ ara lxilaf ger yemdanen, tesselmadeḍ abrid n Ṛebbi s tideț.
21Og de spurte ham og sa: Mester! vi vet at du taler og lærer rett og gjør ikke forskjell på folk, men lærer Guds vei i sannhet;
22Ini-yaɣ-d ma d leḥlal a nxelleṣ tabzert i Qayṣer (isteɛmṛen tamurt)?
22er det oss tillatt å gi keiseren skatt, eller ikke?
23Sidna Ɛisa ifaqen i tḥila-nsen, yerra-yasen : Seknet-iyi-d aṣurdi.
23Men han merket deres list og sa til dem:
24Udem-agi d wayen yuran ɣef wuṣuṛdi-agi wi ten-ilan ? Rran-as : D udem n Qayṣer!
24Vis mig en penning! Hvis billede og påskrift har den? De svarte: Keiserens.
25Dɣa yenna-yasen : Ihi erret i Qayṣer ayen yellan n Qayṣer, terrem i Ṛebbi ayen yellan n Ṛebbi.
25Da sa han til dem: Så gi da keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er!
26Wehmen s wayen i sen-d-yerra dɣa ssusmen irkul, axaṭer ur ufin ara amek ara t-id-sseɣlin deg wawal zdat lɣaci.
26Og de var ikke i stand til å fange ham i ord i folkets påhør, og de undret sig over hans svar, og tidde.
27Kra n isaduqiyen ur nețțamen ara s ḥeggu n lmegtin, qeṛṛben-d ɣer Sidna Ɛisa, steqsan-t nnan-as :
27Men det kom nogen av sadduseerne til ham, de som nekter at det er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:
28A Sidi, atah wayen i d-teqqaṛ ccariɛa n Musa : Ma yemmut yiwen wergaz yeǧǧa-d tameṭṭut-is mbla dderya, ilaq gma-s ad yaɣ tameṭṭut-nni, ad yesɛu yid-es dderya iwakken a d-ixlef isem n gma-s yemmuten.
28Mester! Moses har foreskrevet oss at når en manns gifte bror dør og ikke har barn, da skal hans bror ta hans hustru til ekte og opreise sin bror avkom.
29Ihi llan sebɛa watmaten : amezwaru yezweǧ, yemmut ur d yeǧǧi dderya.
29Nu var det syv brødre; og den første tok sig en hustru og døde barnløs.
30Wis sin yuɣ taǧǧalt-nni, yemmut ula d nețța.
30Og den annen
31Yuɣ-iț daɣen wis tlata, akken armi d wis sebɛa ; mmuten meṛṛa, yiwen ur d-yeǧǧi yid-es dderya.
31og den tredje tok henne, og likeså alle syv; de efterlot ikke barn, og døde.
32?er taggara temmut tmeṭṭut-nni ula d nețțat.
32Til sist døde også kvinnen.
33Ass n ḥeggu n lmegtin, anwa ara ț-yesɛun ț-țameṭṭut-is imi ț-uɣen yiwen yiwen di sebɛa yid-sen ?
33Hvem iblandt dem skal nu få kvinnen til hustru i opstandelsen? for alle syv har jo hatt henne til hustru.
34Sidna Ɛisa yerra-yasen : Irgazen akk-d tilawin n ddunit agi țemyezwaǧen wway gar-asen.
34Og Jesus sa til dem: Denne verdens barn tar til ekte og gis til ekte;
35Lameɛna wid ara yuklalen a d-ḥyun si lmut ɣer tudert n dayem, ur țemyezwaǧen ara,
35men de som aktes verdige til å få del i hin verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken tar til ekte eller gis til ekte;
36axaṭer ur țțuɣalen ara ad mmten, ad ilin am lmalayekkat ; Sidi Ṛebbi a ten-yerr d arraw-is imi i d-ḥyan si ger lmegtin.
36for de kan ikke mere dø, for de er englene like og er Guds barn, idet de er opstandelsens barn.
37?ef wayen yeɛnan ḥeggu n lmegtin ula d nnbi Musa ihḍeṛ-ed fell-as mi gessawel i Sidi Ṛebbi zdat udarnu iṛeqqen : a Ṛebbi, Illu n Ibṛahim, Illu n Isḥaq, Illu n Yeɛqub.
37Men at de døde står op, det har også Moses gitt til kjenne, der hvor det tales om tornebusken, når han kaller Herren Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud;
38Ṛebbi mačči d Ṛebbi n wid yemmuten meɛna d Ṛebbi n wid yeddren imi ɣuṛ-es ddren irkulli ɣas akken mmuten.
38men han er ikke de dødes Gud, men de levendes; for de lever alle for ham.
39Kra n imusnawen n ccariɛa neṭqen-d nnan-as : A Sidi, d awal n lɛali i d-tenniḍ.
39Da svarte nogen av de skriftlærde og sa: Mester! du taler vel.
40Kukran a s-rnun ula d yiwen usteqsi.
40For de vågde ikke mere å spørre ham om noget.
41Sidna Ɛisa yenna-yasen : Amek armi qqaṛen Lmasiḥ d mmi-s n Dawed ?
41Men han sa til dem: Hvorledes kan det sies at Messias er Davids sønn?
42Dawed s yiman-is yenna-d di tektabt n ?abur : Sidi Ṛebbi yenna i Ssid-iw : qqim aț-țḥekmeḍ ɣer tama- w tayeffust
42David selv sier jo i Salmenes bok: Herren sa til min herre: Sett dig ved min høire hånd,
43 alamma rriɣ iɛdawen-ik seddaw iḍaṛṛen-ik.
43til jeg får lagt dine fiender til skammel for dine føtter!
44Ma yella Dawed isemma i Lmasiḥ « Sidi », amek i gezmer ad yili d mmi-s ?
44David kaller ham altså herre; hvorledes kan han da være hans sønn?
45Lɣaci meṛṛa llan smeḥsisen, Sidna Ɛisa yenna i inelmaden-is :
45Men i hele folkets påhør sa han til sine disipler:
46?adret iman-nwen ɣef lɛulama n ccariɛa i gḥemmlen ad țḥewwisen s ijellaben iɣezfanen, ḥemmlen ad țsellimen fell-asen yemdanen di leswaq, ad ṭṭfen imukan imezwura di leǧwameɛ d imukan lɛali di tmeɣṛa.
46Vokt eder for de skriftlærde, som gjerne vil gå i side klær og gjerne vil la sig hilse på torvene og ha de øverste seter i synagogene og sitte øverst ved gjestebudene;
47Tețțen ayla n tuǧǧal, ssiɣzifen taẓallit iwakken a ten-id-walin wiyaḍ. ?ef wannect-agi, Sidi Ṛebbi ihegga-yasen-d lɛiqab d ameqqran.
47de som opeter enkers hus og for et syns skyld holder lange bønner! Disse skal få dess hårdere dom.