1Aran Samaria cuan jun li cuînk aj Nabot xcßabaß. Jezreel xtenamit. Li cuînk aßan cuan jun xsir li racuîmk uvas nachß riqßuin lix palacio laj Acab, lix reyeb laj Samaria.
1Nogen tid efter hendte det som nu skal fortelles: Jisre'elitten Nabot hadde en vingård i Jisre'el ved siden av et slott som tilhørte Akab, kongen i Samaria.
2Saß jun li cutan li rey Acab quixye re laj Nabot: —Qßue cue lix naßaj lâ cuacuîmk uvas. Nachß cuan riqßuin lin palacio. Lâin nacuaj raubal li cuacuîmk aran. Tinqßue jun chic li naßajej chokß rêkaj malaj ut tintoj châcuu riqßuin tumin, chan.
2Akab talte med Nabot og sa: Gi mig din vingård, så jeg kan ha den til kjøkkenhave! For den ligger tett ved mitt hus. Jeg vil gi dig en bedre vingård i stedet for den; eller om du så synes, vil jeg gi dig så meget i penger som den er verd.
3Abanan laj Nabot quixye re: —Incßaß taxak chixqßue inlesêns li Dios chixcßayinquil âcue li naßajej aßin xban nak lâin xcuêchani riqßuin lin xeßtônil yucuaß, chan.
3Men Nabot svarte: Herren la det være langt fra mig å gi dig min fedrene arv.
4Laj Acab cô saß xpalacio chi ra saß xchßôl ut chi yô xjoskßil xban nak laj Nabot quixye re nak incßaß tixqßue re li naßajej li quirêchani riqßuin lix xeßtônil xyucuaß. Nak quicuulac saß rochoch, quixyocob rib saß xcuarib ut yô chi iloc chiru li tzßac ut incßaß quiraj cuaßac.
4Så gikk Akab hjem mismodig og harm for det svar jisre'elitten Nabot hadde gitt ham da han sa: Jeg vil ikke gi dig min fedrene arv. Og han la sig på sin seng og vendte ansiktet bort og vilde ikke ete.
5Ut lix Jezabel, li rixakil, quicuulac riqßuin ut quixye re: —¿Cßaßut nak ra saß âchßôl? ¿Cßaßut nak incßaß nacacuaj cuaßac? chan.
5Da kom hans hustru Jesabel inn til ham, og hun spurte ham: Hvorfor er du så mismodig og vil ikke ete?
6Laj Acab quixye re: —Xinâtinac riqßuin laj Nabot, Jezreel xtenamit. Xinye re nak tixcßayi chokß cue lix naßaj lix uvas, malaj ut tinjal chiru. Abanan aßan xye cue nak incßaß tixqßue cue, chan.
6Han svarte: Jeg talte med jisre'elitten Nabot og sa til ham: Gi mig din vingård for penger, eller om du ønsker, vil jeg gi dig en annen vingård i stedet. Men han sa: Jeg vil ikke gi dig min vingård.
7Ut lix Jezabel li rixakil quixye re: —Lâat li rey. Lâat nacattaklan arin Israel. Cuaclin ut cuaßin. Cßojob âchßôl. Lâin tinsicß xyâlal chanru tinbânu re nak aßan tixqßue âcue lix naßaj li racuîmk, chan.
7Da sa hans hustru Jesabel til ham: Du får nu vise at du er konge over Israel; stå op, et og vær vel til mote! Jeg skal sørge for at du får jisre'elitten Nabots vingård.
8Ut lix Jezabel quixtzßîba li hu saß xcßabaß li rey Acab ut quixqßue li retalil lix matkßab chiru. Quixtakla li hu aßan riqßuineb laj cßamol be ut riqßuineb li nequeßtaklan saß lix tenamit laj Nabot.
8Så skrev hun et brev i Akabs navn og satte segl på det med hans signetring; og hun sendte brevet til de eldste og fornemste i hans by, de som bodde sammen med Nabot.
9Saß eb li hu aßan quixye: —Yehomak resil nak tâcuânk li ayûn. Têchunub laj Nabot chiruheb li tenamit.
9Og i brevet skrev hun således: Utrop en faste og la Nabot sitte øverst blandt folket,
10Têsicß cuibakeb li cuînk li incßaß useb xnaßleb. Têcßam chak chiru laj Nabot re teßxye nak xmajecua li Dios ut xmajecua ajcuiß li rey Acab. Chirix aßan têcßam laj Nabot chire tenamit ut têcuti chi pec toj retal tâcâmk, chan saß li hu.
10og la to onde menn sitte midt imot ham, sa de kan vidne mot ham og si: Du har bannet Gud og kongen. Før ham så ut og sten ham ihjel!
11Eb li nequeßcßamoc be ut eb li nequeßtaklan saß lix tenamit laj Nabot queßxbânu joß queßtaklâc cuiß xban lix Jezabel joß quixtzßîba saß li hu li quixtakla riqßuineb.
11Og mennene i byen, de eldste og fornemste som bodde i hans by, gjorde som Jesabel hadde sendt dem bud om, således som det var skrevet i det brev hun hadde sendt dem.
12Queßxye resil nak teßxbânu x-ayûn li tenamit ut queßxchunub laj Nabot chiruheb.
12De utropte en faste og lot Nabot sitte øverst blandt folket,
13Ut queßcuulac li cuînk li incßaß useb xnaßleb. Queßchunla chiru laj Nabot ut queßxye li ticßtiß chiruheb li tenamit. Queßxye nak laj Nabot quixmajecua li Dios ut quixmajecua ajcuiß li rey. Ut queßxcßam laj Nabot chire tenamit ut queßxcuti chi pec toj retal quicam.
13og de to onde menn kom og satte sig midt imot ham; og de onde menn vidnet mot Nabot i folkets påhør og sa: Nabot har bannet Gud og kongen. Og de førte ham utenfor byen og stenet ham ihjel.
14Chirix chic aßan queßxtakla resil riqßuin lix Jezabel ut queßxye re nak queßxcuti chi pec laj Nabot ut quicam.
14Så sendte de bud til Jesabel og lot si: Nabot er blitt stenet og er død.
15Nak quirabi resil lix camic, lix Jezabel quixye re laj Acab: —Ayu ut chap chokß âcue lix naßaj lix uvas laj Nabot li incßaß quixcßayi âcue xban nak laj Nabot mâ ani chic. Xcam, chan.
15Med det samme Jesabel hørte at Nabot var blitt stenet og var død, sa hun til Akab: Stå op og ta jisre'elitten Nabots vingård i eie, den som han ikke vilde la dig få for penger! For Nabot lever ikke lenger; han er død.
16Nak laj Acab quirabi resil nak xcam laj Nabot, cô chixchapbal lix naßaj lix uvas re tixcßam chokß re.
16Da Akab hørte at Nabot var død, stod han op for å gå ned til Jisre'elitten Nabots vingård og ta den eie.
17Ut li Kâcuaß quiâtinac riqßuin li profeta Elías, Tisbe xtenamit, ut quixye re:
17Men Herrens ord kom til tisbitten Elias, og det lød således:
18—Tatxic chixtaubal laj Acab lix reyeb laj Israel, li cuan Samaria. Anakcuan cuan saß lix naßaj lix uvas laj Nabot xban nak cô chixchapbal chokß re.
18Gjør dig rede og gå ned og møt Akab, Israels konge, som bor i Samaria! Nu er han i Nabots vingård; han er gått der ned for å ta den i eie.
19Tâye re, “Joßcaßin xye li Kâcuaß: ¿Ma mâcuaß ta biß lâat li xatcamsin re laj Nabot? Ut anakcuan yôcat chixchapbal lix naßaj li racuîmk chokß âcue”. Ut tâye ajcuiß re, “Joßcaßin xye li Kâcuaß. Saß li naßajej li xeßxrekß cuiß lix quiqßuel laj Nabot eb li tzßiß, aran ajcuiß teßxrekß lâ quiqßuel lâat, at rey,” chaßkat re laj Acab.—
19Og du skal tale således til ham: Så sier Herren: Har du nu både myrdet og arvet? Og du skal si til ham: Så sier Herren: På det sted hvor hundene slikket Nabots blod, skal hundene også slikke ditt blod.
20Nak laj Elías quicuulac aran, laj Acab quixye re: —At Elías, lâat li xicß nacat-iloc cue. Xinâtau chixbânunquil li incßaß us, chan. Ut laj Elías quixye re: —Yâl. Xatintau chixbânunquil li incßaß us xban nak lâat cßaynakat chixbânunquil li mâusilal chiru li Kâcuaß.
20Men Akab sa til Elias: Har du funnet mig, du min fiende? Han svarte: Ja, jeg har funnet dig, fordi du har solgt dig til å gjøre hvad ondt er i Herrens øine.
21Joßcan nak li Kâcuaß xye âcue chi joßcaßin: “Lâin tinqßue raylal saß âbên. Tinsach ruheb chixjunileb lâ cualal âcßajol li cuanqueb Israel ut tinsach ruheb chixjunileb li cuînk li cuanqueb saß lâ cuochoch, joß môs joß ajcuiß li mâcuaßeb môs.
21Derfor vil jeg føre ulykke over dig og feie efter dig og utrydde alle menn i Akabs hus, både myndige og umyndige i Israel,
22Tinsach ruheb lâ cualal âcßajol joß quinbânu reheb li ralal xcßajol li rey Jeroboam li ralal laj Nabat. Teßxcßul joß quixcßul laj Baasa li ralal laj Ahías xban nak xachikß injoskßil nak xacßameb xbe laj Israel chi mâcobc chicuu”, chan li Dios.
22og jeg vil gjøre med ditt hus som med Jeroboams, Nebats sønns hus og med Baesas, Akias sønns hus, fordi du har vakt min harme, og fordi du har fått Israel til å synde.
23Li Dios x-âtinac ajcuiß chirix li tixcßul lix Jezabel. Quixye: —Lix tibel lix Jezabel tâcßuxekß xbaneb li tzßiß cuan cuiß li tzßac li sutsu cuiß li tenamit Jezreel.
23Også om Jesabel har Herren talt og har sagt: Hundene skal fortære Jesabel ved Jisre'els voll.
24Ut eb lâ cualal âcßajol li teßcâmk saß tenamit teßcßuxekß xbaneb li tzßiß. Ut eb li teßcâmk saß cßalebâl teßcßuxekß xbaneb li soßsol, chan li Dios.
24Den av Akabs hus som dør i byen, skal hundene fortære, og den som dør på marken, skal himmelens fugler fortære.
25Kßaxal quinumta li mâusilal quixbânu laj Acab chiru li Dios. Mâ ani junak reheb li rey quixbânu mâusilal joß quixbânu aßan. Ut lix Jezabel li rixakil, aßan li quicßamoc be chiru chixbânunquil li mâusilal.
25Det har aldri vært nogen som Akab, han som solgte sig til å gjøre hvad ondt var i Herrens øine, fordi hans hustru Jesabel egget ham.
26Kßaxal yibru li quixbânu laj Acab nak quixlokßoniheb li yîbanbil dios joß queßxbânu eb laj amorreo li queßisîc xban li Kâcuaß saß lix tenamiteb laj Israel.
26Hans ferd var overmåte vederstyggelig; han fulgte de motbydelige avguder, aldeles som amorittene hadde gjort, de som Herren drev bort for Israels barn.
27Nak laj Acab quirabi li quixye li Dios, quixpej li rakß. Ut quixqßue chirix li kßes ru tßicr ut quixbânu lix ayûn. Quicuar chirix li kßes ru tßicr ut kßaxal ra saß xchßôl.
27Men da Akab hørte hvad Elias sa, sønderrev han sine klær og la sekk om sitt legeme og fastet; og han sov i sekk og gikk stille omkring.
28Ut li Kâcuaß quixye re laj Elías, Tisbe xtenamit:—¿Ma xaqßue retal nak laj Acab xcubsi rib chicuu? Xban nak xcubsi rib, lâin incßaß tintakla li raylal saß xbêneb li ralal xcßajol nak toj yoßyôk. Abanan tinqßue li raylal saß xbêneb li ralal xcßajol nak ac cuan chic li ralal chokß rey, chan.
28Da kom Herrens ord til tisbitten Elias, og det lød således:
29—¿Ma xaqßue retal nak laj Acab xcubsi rib chicuu? Xban nak xcubsi rib, lâin incßaß tintakla li raylal saß xbêneb li ralal xcßajol nak toj yoßyôk. Abanan tinqßue li raylal saß xbêneb li ralal xcßajol nak ac cuan chic li ralal chokß rey, chan.
29Har du sett at Akab har ydmyket sig for mig? Fordi han har ydmyket sig for mig, vil jeg ikke la ulykken komme i hans dager, men i hans sønns dager vil jeg la ulykken komme over hans hus.