1Aßan aßin li âtin li quixye laj Moisés reheb chixjunileb laj Israel nak cuanqueb saß li chaki chßochß nachß riqßuin li nimaß Jordán saß li este. Cuanqueb saß li naßajej Arabá saß xcaßyabâl li Caki Palau saß xyânkeb li naßajej Parán, Tofel, Labán, Hazerot ut Dizahab.
1Dette er de ord Moses talte til hele Israel i ørkenen på hin side* Jordan, i ødemarken, midt imot Suf, mellem Paran og Tofel og Laban og Haserot og Di-Sahab, / {* østenfor.}
2Junlaju cutan chi be xnajtil li naßajej Horeb riqßuin li naßajej Cades-barnea nak nequeßxic saß li be li nanumeß saß li tzûl Seir.
2elleve dagsreiser fra Horeb efter den vei som fører til Se'ir-fjellene, til Kades-Barnea.
3Saß li xbên cutan nak yô li junlaju po re li caßcßâl chihab li reliqueb Egipto nak laj Moisés quiâtinac riqßuineb laj Israel ut quixye reheb chixjunil li quiyeheß re xban li Kâcuaß.
3Det var i det firtiende år, i den ellevte måned, på den første dag i måneden Moses talte til Israels barn og bar frem alt det Herren hadde befalt ham å tale til dem,
4Aßin quicßulman nak ac xeßnumta saß xbên laj Sehón lix reyeb laj amorreo, li quicuan Hesbón ut saß xbên ajcuiß laj Og lix reyeb laj Basán li quicuan Astarot saß li naßajej Edrei.
4efterat han hadde slått Sihon, amorittenes konge, som bodde i Hesbon, og ved Edre'i hadde slått Og, kongen i Basan, som bodde i Astarot.
5Laj Moisés quiâtinac riqßuineb laj Israel nak cuanqueb chire li nimaß Jordán saß li este saß lix naßajeb laj Moab ut quixye reheb cßaßru naxye saß li chakßrab.
5På hin side Jordan, i Moabs land, tok Moses sig fore å utlegge denne lov og sa:
6Quixye: —Nak cuanco Horeb, li Kâcuaß li kaDios quiâtinac kiqßuin ut quixye ke chi joßcaßin. Ac junxil nequex-oc chi cuânc saß li tzûl aßin.
6Herren vår Gud talte til oss ved Horeb og sa: Lenge nok har I opholdt eder ved dette fjell.
7Xocomak li cßaßru êre ut texxic saß li naßajej li tzûl ru li cuanqueb cuiß eb laj amorreo. Texxic saß eb li naßajej li cuanqueb chi xjun sutam. Texxic saß li ru takßa re Arabá, ut saß eb li tzûl. Ut texxic Neguev, ut chire li palau, ut saß eb lix naßajeb laj cananeo ut Líbano. Texxic toj cuan cuiß li nimla nimaß Eufrates.
7Bryt nu op og gi eder på veien til amoritter-fjellene og til alle de folk som bor deromkring, i ødemarken, i fjellbygdene og i lavlandet og i sydlandet og ved havstranden, til kana'anittenes land og til Libanon, helt til den store elv, elven Frat.
8Qßuehomak retal. Lâin xinqßue êre li naßajej aßin. Texxic ut têrêchani li naßajej joß quinye riqßuin juramento reheb lê xeßtônil yucuaß, laj Abraham, laj Isaac ut laj Jacob ut reheb ajcuiß li ralal xcßajoleb li teßcuânk mokon, chan li Dios.
8Se, jeg har gitt landet i eders vold; dra avsted og innta det land som Herren har tilsvoret eders fedre Abraham, Isak og Jakob å ville gi dem og deres ætt efter dem!
9Laj Moisés quixye reheb: —Nak toj cuanquex chak saß li tzûl Sinaí lâin quinye êre nak incßaß chic nincuy cßamoc be chêru injunes.
9Dengang sa jeg til eder: Jeg makter ikke alene å bære eder.
10Li Kâcuaß li kaDios xoxqßue chi tâmc. Anakcuan chanchano chic xqßuial li chahim chiru li choxa.
10Herren eders Gud har gjort eder tallrike, så I idag er som stjernene på himmelen i mengde;
11Aß taxak li Kâcuaß, lix Dioseb li kaxeßtônil yucuaß, tâqßuehok êre chi tâmc chi nabal chiru anakcuan ut texrosobtesi chi nabal joß quixyechißi xbânunquil ke.
11og måtte bare Herren, eders fedres Gud, gjøre eder tusen ganger flere enn I er, og velsigne eder, som han har tilsagt eder!
12Abanan, ¿chan ta cuiß ru nak tincuy rakoc âtin saß êbên injunes? Lâin incßaß tincuy rabinquil lê chßaßajquilal nak nequecuechßi êrib chi ribil êrib.
12Men hvorledes kan jeg alene bære strevet og møien med eder og alle eders tretter?
13Sicßomakeb ru saß li junjûnk xtêpaleb li tenamit li cuînk li cuanqueb xnaßleb ut nequeßxnau qßuehoc naßleb. Teßxnau taklânc li têsicß ruheb ut lâin tinxakabeb chi rakoc âtin saß êbên.
13Kom med nogen vise og forstandige og prøvede menn fra hver av eders stammer! Så vil jeg sette dem til høvdinger over eder.
14Ut lâex queye cue: “Us li nacacßoxla xbânunquil,” chanquex.
14Da svarte I mig: Det er både rett og godt det du sier.
15Joßcan nak lâin quinxakabeb chi rakoc âtin saß êbên li cuînk li nequeßcßamoc be saß êyânk, li cuanqueb xnaßleb ut nequeßxnau taklânc. Cuan li queßrakoc âtin saß xbên jun mil li cristian, cuan li queßrakoc âtin saß xbên jun ciento, cuan li queßrakoc âtin saß xbên lajêb roßcßâl, ut cuan ajcuiß li queßrakoc âtin saß xbên lajêb chi cristian.
15Så tok jeg høvdingene for eders stammer, vise og prøvede menn, og satte dem til høvdinger over eder, nogen over tusen og nogen over hundre og nogen over femti og nogen over ti, og jeg gjorde dem til tilsynsmenn over eders stammer.
16Ut lâin quinye reheb li teßrakok âtin saß êbên, “Têqßue retal chi us li cßaßru nequeßxye li yôqueb chi cuechßînc. Ut texrakok âtin saß xyâlal saß xbêneb, usta âcuech aj Israelil malaj ut li jalan xtenamit li cuanqueb saß êyânk.
16Dengang bød jeg også eders dommere og sa: Hør på de saker som eders brødre har sig imellem, og døm med rettferdighet mellem en mann og hans bror eller en fremmed som bor hos ham!
17Incßaß têsicß ru li ani têcol rix. Texrakok ban âtin saß tîquilal saß xbêneb li mâcßaßeb xcuanquil joß eb ajcuiß li cuanqueb xcuanquil. Mâ ani têxucua ru xban nak li tzßakal aj rakol âtin, aßan li Dios. Cui kßaxal nim li chßaßajquilal ut incßaß texrûk chixyîbanquil, têcßameb chak cuiqßuin ut lâin tinrakok âtin saß xbêneb,” chanquin reheb.
17I skal ikke gjøre forskjell på folk når I dømmer; den minste som den største skal I høre på. I skal ikke være redde for nogen, for dommen hører Gud til. Men om nogen sak er for vanskelig for eder, skal I føre den frem for mig; så vil jeg høre på den.
18Ut saß li cutan aßan lâin quinye êre chixjunil li cßaßru têbânu.
18Og på samme tid bød jeg eder alt det I skulde gjøre.
19Lâo kabânu joß quixye ke li Kâcuaß li kaDios. Co-el saß li naßajej Horeb ut conumeß saß li nimla chaki chßochß li xiu xiu cuiß numecß. Queqßue ajcuiß retal lâex. Conumeß saß lix naßajeb laj amorreo, li tzûl ru ut cocuulac toj Cades-barnea.
19Så brøt vi op fra Horeb og drog gjennem hele den store og forferdelige ørken som I har sett, på veien til amoritter-fjellene, således som Herren vår Gud bød oss; og vi kom til Kades-Barnea.
20Ut lâin quinye êre, ac xocßulun saß lix naßajeb laj amorreo, li tzûl ru. Aßan li naßajej li tixkßaxtesi ke li Kâcuaß li kaDios.
20Da sa jeg til eder: Nu er I kommet til amoritter-fjellene, som Herren vår Gud vil gi oss.
21Qßuehomak retal. Li Kâcuaß lê Dios tixkßaxtesi êre li naßajej. Texxic ut têrêchani li naßajej joß quixye li Kâcuaß, lix Dioseb li kaxeßtônil yucuaß. Mexxucuac, chi moco tâchßinânk lê chßôl, chanquin êre.
21Se, Herren din Gud har gitt landet i din vold; dra op og innta det, som Herren, dine fedres Gud, har tilsagt dig! Frykt ikke og vær ikke redd!
22Abanan lâex quexcuulac cuiqßuin ut queye cue: “Takataklaheb li cuînk chixqßuebal retal li naßajej. Nak teßcßulûnk, teßxye ke bar cuan li be takacßam ut bar cuan li tenamit li to-oc cuiß.”
22Da kom I til mig alle sammen og sa: La oss sende folk i forveien for oss, så de kan utspeide landet for oss og gi oss beskjed om hvad vei vi skal dra dit op, og hvad byer vi kommer til!
23Quixcßul inchßôl li cßaßru queye. Ut quinsicß ruheb cablaju li cuînk. Junjûnk quinsicß ru saß xyânkeb lix têpaleb laj Israel.
23Dette syntes jeg godt om, og jeg tok ut blandt eder tolv menn, én mann for hver stamme.
24Queßcôeb saß li naßajej li tzûl ru ut queßcuulac toj saß li ru takßa Escol ut queßoc chixqßuebal retal chanru li naßajej.
24Og de tok avsted og drog op i fjellene og kom til Eskol-dalen; og de utspeidet landet.
25Nak queßsukßi queßxcßam chak kiqßuin li quißil kßên re takil. Ut queßxye ke, “Kßaxal châbil li naßajej li tixqßue ke li Kâcuaß li kaDios,” chanqueb.
25Og de tok med sig av landets frukter ned til oss, og de gav oss beskjed tilbake og sa: Det land som Herren vår Gud vil gi oss, er et godt land.
26Abanan lâex incßaß queraj xic chirêchaninquil li naßajej. Quekßet ban li chakßrab li quixqßue êre li Kâcuaß lê Dios.
26Men I vilde ikke dra dit op; I var gjenstridige mot Herrens, eders Guds ord.
27Abanan lâex quex-oc chi cuechßînc saß lê muhebâl ut queye, “Xicß nocoril li Kâcuaß. Joßcan nak corisi chak Egipto re nak toxkßaxtesi saß rukßeb laj amorreo re nak teßxsach ku.
27Og I knurret i eders telter og sa: Herren hater oss; derfor har han ført oss ut av Egyptens land og vil gi oss i amorittenes hånd og ødelegge oss.
28¿Bar târûk toxic anakcuan? Xchßinan li kachßôl xban nak eb li kacomon xeßxye ke nak eb li cristian aran nînkeb rok chiku lâo ut cauheb rib. Ut nînkeb li tenamit ut nînkeb ajcuiß xteram li tzßac li sutsûqueb cuiß. Ut xeßrileb ajcuiß chak ruheb li ralal xcßajol li nimla cuînk aj Anac xcßabaß.”
28Hvad er det for et land vi skal dra op til! Våre brødre har gjort vårt hjerte mistrøstig ved å si: Det er et folk som er større og høiere enn vi, og de har store byer med murer som når til himmelen; og der så vi også anakittenes barn.
29Ut lâin quinye êre, Michßinan êchßôl chi moco texxucuak xbaneb aßan.
29Da sa jeg til eder: I skal ikke forferdes og ikke være redde for dem;
30Li Kâcuaß lê Dios, aßan tâcßamok be chêru. Aßan tâtenkßânk êre chi pletic, joß nak quextenkßa nak cuanquex Egipto. Lâex queqßue retal cßaßru quixbânu.
30Herren eders Gud, som går foran eder, han skal stride for eder, således som I så han gjorde for eder i Egypten
31Ut queril chanru nak li Kâcuaß quextenkßa nak cuanquex saß li chaki chßochß. Chanchan nak quexkßalu joß jun li yucuaßbej naxkßalu li ralal. Ut quicßamoc be chêru toj chalen nak quexcßulun saß li naßajej aßin.
31og i ørkenen du har sett, der hvor Herren din Gud bar dig som en mann bærer sitt barn, på hele den vei I har vandret til I kom til dette sted.
32Usta li Dios quextenkßa chak, abanan lâex incßaß ajcuiß quepâb li Kâcuaß lê Dios.
32Men allikevel trodde I ikke på Herren eders Gud,
33Ut li Kâcuaß yô chi cßamoc be chêru riqßuin li xam chi kßojyîn ut li chok chi cutan. Quixcßut chêru bar têyîb cuiß lê muhebâl ut quixcßut chêru bar cuan li be têcßam nak texxic.
33han som gikk foran eder på veien for å søke ut leirplass for eder, om natten i en ild, så I kunde se den vei I skulde gå, og om dagen i en sky.
34Cßajoß nak quijoskßoß li Kâcuaß nak quirabi li cßaßru queye. Joßcan nak quixye chi joßcaßin riqßuin juramento:
34Da Herren hørte eders tale, blev han vred og svor:
35Mâ jun êre lâex li incßaß us lê naßleb têril li châbil naßajej li quinyechißi riqßuin juramento reheb lê xeßtônil yucuaß.
35Sannelig, ikke nogen av disse menn, av denne onde slekt, skal se det gode land jeg har svoret å ville gi eders fedre -
36Caßaj cuiß laj Caleb li ralal laj Jefone târil. Lâin tinqßue re aßan li naßajej li quinumeß cuiß ut tinqßue ajcuiß reheb li ralal xcßajol xban nak laj Caleb quixpâb chi anchal xchßôl li cßaßru quinye.”
36ingen uten Kaleb, Jefunnes sønn; han skal få se det; ham og hans barn vil jeg gi det land han har trådt på med sin fot, for han har trolig fulgt Herren.
37mâc lâex nak quichal xjoskßil li Kâcuaß saß inbên lâin ut quixye cue “Chi moco lâat tat-oc saß li naßajej aßan.
37Også mig blev Herren vred på for eders skyld og sa: Heller ikke du skal komme der inn.
38Abanan laj Josué li natenkßan âcue, li ralal laj Nun, tâoc saß li naßajej aßan. Tâqßue xcacuil xchßôl xban nak aßan tâcßamok be chiruheb laj Israel nak teßrêchani li naßajej aßan.
38Josva, Nuns sønn, som går dig til hånde, han skal komme der inn; styrk ham, for han skal skifte det ut til arv blandt Israel.
39Teßoc lê ralal êcßajol li toj mâjiß nequeßxqßue retal cßaßru li us ut cßaßru li incßaß us. Aßaneb li queye nak teßchapekß ut teßcßamekß chi prêxil, abanan lâin tinqßue li naßajej reheb aßan. Aßaneb li teßêchanînk re.
39Og eders barn, som I sa vilde bli til rov, og eders sønner, som ennu ikke kan skille godt fra ondt, de skal komme der inn, dem vil jeg gi det, og de skal ta det i eie.
40Ut lâex, sukßinkex. Ayukex saß li chaki chßochß. Têcßam li be li naxic saß li Caki Palau,” chan li Dios.
40Men vend I om og ta ut i ørkenen, på veien til det Røde Hav!
41Tojoßnak lâex queye, “Lâo xomâcob chiru li Kâcuaß. Lâo toxic chi pletic. Takabânu li cßaßru tixye ke li Kâcuaß li kaDios,” chanquex. Ut quecauresi êrib chi xic chi pletic saß li naßajej li tzûl ru.
41Da svarte I og sa til mig: Vi har syndet mot Herren; nu vil vi dra op og stride, således som Herren vår Gud har befalt oss. Og I omgjordet eder med eders stridsvåben hver og en, og I holdt det for en lett sak å dra op i fjellene.
42Ut li Kâcuaß quixye cue, “Tâye reheb nak incßaß teßxic chi pletic xban nak lâin incßaß tincuânk riqßuineb. Eb li xicß nequeßiloc êre teßnumtâk saß xbêneb,” chan li Dios.
42Da sa Herren til mig: Si til dem: I skal ikke dra op, og I skal ikke stride; for jeg er ikke med eder; I kommer bare til å bli slått av eders fiender.
43Lâin quinye êre cßaßru quixye cue li Kâcuaß. Abanan lâex incßaß queraj rabinquil li cßaßru quinye. Quekßetkßeti ban êrib chiru li Kâcuaß. Quekßet li râtin ut côex chi pletic saß li naßajej li tzûl ru.
43Og jeg talte til eder, men I hørte ikke på mig; I var gjenstridige mot Herrens ord og dristet eder til å dra op i fjellene.
44Eb laj amorreo li cuanqueb saß li naßajej li tzûl ru queßel chêcßulbal. Chanchaneb jun tûb li chßub nak queßchal saß êbên. Ut quexrâlina toj Horma. Queßnumta saß êbên saß li naßajej Seir.
44Da drog amorittene, som bodde der i fjellene, ut mot eder, og de forfulgte eder likesom en bisverm, og de slo eder sønder og sammen i Se'ir og drev eder like til Horma.
45Lâex texyâbak nak quexsukßi chak ut quetzßâma chiru li Dios nak aßan textenkßa. Abanan li Kâcuaß incßaß quirabi nak queyâba lix cßabaß.Joßcan nak najt quexcana Cades.
45Og I vendte tilbake og gråt for Herrens åsyn; men Herren hørte ikke på eders klager og vendte ikke sitt øre til eder.
46Joßcan nak najt quexcana Cades.
46Og I måtte bli i Kades i lang tid, hele den tid I var der.