1Li Kâcuaß quiâtinac cuiqßuin saß li lajêb xbe li xlaje po re li xbele chihab kacßambal Babilonia ut quixye cue:
1Og Herrens ord kom til mig i det niende år, i den tiende måned, på den tiende dag i måneden, og det lød så:
2—At ralal cuînk, tzßîba retalil li cutan aßin xban nak saß li cutan aßin lix reyeb laj Babilonia quixtakla xsutbal li tenamit Jerusalén re teßoc chi pletic riqßuineb.
2Menneskesønn! Skriv op for dig navnet på denne dag, just denne dag! Babels konge har leiret sig mot Jerusalem just på denne dag.
3Tat-âtinak riqßuineb laj Israel laj kßetoleb âtin. Tâye reheb li jaljôquil ru âtin aßin. Joßcaßin xye li nimajcual Dios: Qßuehomak li ucßal saß xam ut qßuehomak haß chi saß.
3Og sett frem en lignelse for den gjenstridige ætt og si til dem: Så sier Herren, Israels Gud: Sett gryten på, sett den på og øs så vann i den!
4Têsicß li châbil tib joß xtzßejcual li raß ut li tzßej ut têqßue saß li ucßal. Ut têqßue ajcuiß li châbil bak.
4Legg kjøttstykkene sammen i den, alle gode stykker, lår og bog! Fyll den med de beste ben!
5Têsicß ru lix tibel li carner, li kßaxal châbil. Têtus li siß rubel li ucßal. Ut têcanab chi cuokxînc li haß. Têchik li tib ut li bak saß li ucßal.
5Ta det beste av småfeet og legg så et bål under den for å koke benene! La det koke til gagns! Benene koker allerede i den.
6Aßan aßin li naxye li nimajcual Dios: Raylal châlc re saß xbên lix tenamiteb laj camsinel. Li tenamit chanchaneb jun li ucßal moß xsaß. Tâisîk li tib li cuan chi saß chixjunjûnkaleb. Ut incßaß texbûlik chirix nak têrisi.
6Derfor sier Herren, Israels Gud, så: Ve blodstaden, den rustne gryte, som rusten ikke er gått av! Ta stykke for stykke ut av den! Det blir ikke kastet lodd derom.
7Nabal li camsînc qui-uxman saß li tenamit ut lix quiqßueleb li queßcamsîc quihoyeß saß xbên li pec. Incßaß quihoyeß saß chßochß re nak incßaß tâsachk saß li poks.
7For det blod den har utøst, er ennu i den; den har helt det ut på nakne berget, den har ikke utøst det på jorden, så mulden kunde dekke over det.
8Lâin xincanab lix quiqßueleb chiru li pec bar tâcßutûnk cuiß. Aran yôk chi kßokônc ut yôk chixtzßâmanquil nak teßqßuehekß chixtojbal xmâqueb li queßcamsin reheb.
8For å la min harme ha fritt løp, for å ta hevn lot jeg dens blod komme på nakne berget, så det ikke skulde bli tildekket.
9Joßcan nak lâin li nimajcual Dios ninye: Raylal châlc re saß xbên li tenamit aßin xban nak aj camsineleb. Joßcan nak lâin tintzßab jun li xam.
9Derfor sier Herren, Israels Gud, så: Ve blodstaden! Også jeg vil gjøre bålet stort.
10Tinqßue nabal li siß ut tinloch xxamlel. Tinchik chi us li tib ut tinqßue xbanol. Tinchik li bak chi us toj retal teßcßatk.
10Legg meget ved på, tend op ilden! La kjøttet bli mørt og suppen koke inn, så benene blir forbrent,
11Chirix aßan tinchunub li ucßal li mâcßaß chic xsaß saß xbên li ru xam toj retal tâcakokß xban xtikcual re nak lix tzßajnil tâcßatekß ut tâêlk lix moßil.
11og la den bli stående tom på sine glør, forat den kan bli het, og dens kobber bli glødende, og dens urenhet smeltes bort og dens rust fortæres!
12Abanan mâcßaß aj e nak xintacuasi cuib xban nak incßaß ajcuiß qui-el li moß usta xinqßue saß xam re tâêlk lix tzßajnil.
12Trettende arbeid har den voldt mig, og allikevel er dens tykke rust ikke gått av den. I ilden med dens rust!
13Lâex aj Jerusalén chanchanex li ucßal xban nak xemux êrib. Lâin xinyal risinquil lê mâusilal, abanan incßaß x-el xban nak muxbil êru. Lê mâusilal tâêlk nak lâin tincuisi lin joskßil saß êbên nak texinqßue chixtojbal êmâc.
13Din urenhet er en skam; fordi jeg har renset dig, men du ikke er blitt ren, skal du ikke mere bli fri for din urenhet før jeg får stilt min harme på dig.
14Lâin li Kâcuaß xinyehoc re aßin. Xcuulac xkßehil nak texinqßue chixtojbal êmâc. Incßaß tincuy êmâc ut incßaß tincuil xtokßobâl êru. Lâin incßaß tinjal incßaßux. Târakekß âtin saß êbên aß yal chanru lê yehom êbânuhom, chan li nimajcual Dios.
14Jeg, Herren, har talt; det kommer, og jeg vil gjøre det; jeg lar det ikke være og sparer ikke og angrer ikke; efter din ferd og dine gjerninger skal du bli dømt, sier Herren, Israels Gud.
15Ut li Kâcuaß quiâtinac cuiqßuin ut quixye cue:
15Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:
16—At ralal cuînk, chi mâcßaß saß âchßôl tincuisi châcuu li kßaxal raro âban. Abanan mirahoß âchßôl. Incßaß tâyotßekß âchßôl chi moco tatyâbak xban, chan.
16Menneskesønn! Se, jeg tar dine øines lyst fra dig ved en brå død; men du skal ikke klage og ikke gråte, og dine tårer skal ikke rinne.
17Incßaß tâcßut nak ra saß âchßôl. Incßaß tâcuisi li tßicr li nacabacß saß âjolom, chi moco tâcuisi lâ xâb retalil xrahil âchßôl. Incßaß tâtzßap âjolom chi moco tâtzaca li tzacaêmk li nequeßxtzaca li raheb saß xchßôl, chan.
17Sukk i stillhet og hold ikke sørgefest som efter en død! Bind din hue på dig og ta dine sko på dine føtter og dekk ikke skjegget til og et ikke mat som folk sender dig!
18Chiru li ekßela quinâtinac riqßuineb li tenamit. Ut saß ajcuiß li ecuu aßan quicam li cuixakil. Ut joß cuulajak chic quinbânu joß quixye cue li Kâcuaß.
18Så talte jeg til folket om morgenen, og min hustru døde om aftenen; og morgenen efter gjorde jeg som det var sagt mig.
19Ut eb li tenamit queßxpatzß cue: —¿Cßaßru xyâlal li yôcat chixbânunquil? Chßolob xyâlal chiku, chanqueb.
19Da sa folket til mig: Vil du ikke si oss hvad det betyr at du gjør så?
20Ut lâin xinye reheb: —Li Kâcuaß quiâtinac cuiqßuin ut quixye cue chi joßcaßin:
20Jeg svarte dem: Herrens ord kom til mig, og det lød så:
21Joßcaßin naxye li Kâcuaß li nimajcual Dios êre lâex aj Israel: Lâin li Kâcuaß tincanab chi muxecß ru lin templo li kßaxal nequera, li cßojcßo cuiß êchßôl ut nacuulac chêru rilbal. Ut eb lê ralal êcßajol li toj cuanqueb Jerusalén teßcamsîk saß li plêt, chan li Kâcuaß êre.
21Si til Israels hus: Så sier Herren, Israels Gud: Se, jeg vanhelliger min helligdom, eders herlige stolthet, eders øines lyst og eders sjels lengsel, og eders sønner og døtre, som I har latt tilbake, skal falle for sverdet.
22Nak têcßul aßan, lâex têbânu joß xinbânu lâin. Incßaß têtzßap êrib joß nequeßxbânu li raheb saß xchßôl, chi moco têtzaca li tzacaêmk li nequeßxtzaca li raheb saß xchßôleb.
22Da skal I gjøre som jeg har gjort: Eders skjegg skal I ikke tildekke, og den mat som folk sender eder, skal I ikke ete;
23Incßaß têrisi li tßicr li nequebacß cuiß lê jolom, chi moco têrisi lê xâb, chi moco texyâbak xban xrahil êchßôl. Têrecßa ban xrahil li mâusilal li xebânu ut têjikß êchßôl chi ribil êrib.—
23eders huer skal I ha på hodet og eders sko på føttene; I skal ikke klage og ikke gråte; men I skal visne bort i eders misgjerninger og sukke med hverandre.
24Li Kâcuaß Dios quixye: —Li cßaßru quixcßul laj Ezequiel, aßan retalil li cßaßru têcßul lâex. Nak acak xecßul li cßaßak re ru aßin, lâex têqßue retal nak lâin li Kâcuaß li nimajcual Dios.—
24Esekiel skal være til et tegn for eder; aldeles som han har gjort, skal I gjøre. Når det kommer, da skal I kjenne at jeg er Herren, Israels Gud.
25Ut li Kâcuaß quixye cue: —At ralal cuînk, lâin tinmakß chiruheb lin templo li cßojcßôqueb cuiß xchßôleb ut nacuulac chiruheb rilbal. Tinmakß chiruheb li templo li nequeßxcacuubresi cuiß xchßôleb ut nasahoß cuiß xchßôleb. Kßaxal raro xbaneb. Ut tinmakß chiruheb li ralal xcßajoleb.
25Og du menneskesønn! På den dag da jeg tar deres vern, deres herlige fryd, deres øines lyst og deres sjels lengsel, deres sønner og døtre, fra dem,
26Saß li cutan nak tinbânu aßan tâcuânk junak li tâêlelik. Li jun aßan tâcuulak âcuiqßuin ut tixserakßi âcue li cßaßru quicßulman.Saß li cutan aßan tat-oc chi âtinac. Moco lâatak ta chic mem. Tat-âtinak riqßuin li cuînk. Chi joßcan lâatak jun retalil chiruheb li tenamit. Ut teßxqßue retal nak lâin li nimajcual Dios.—
26på den dag skal det komme flyktninger til dig og forkynne det for folk.
27Saß li cutan aßan tat-oc chi âtinac. Moco lâatak ta chic mem. Tat-âtinak riqßuin li cuînk. Chi joßcan lâatak jun retalil chiruheb li tenamit. Ut teßxqßue retal nak lâin li nimajcual Dios.—
27Den dag skal din munn åpnes, når flyktningene er kommet, og du skal tale og ikke mere være målløs, og du skal være til et tegn for dem*, og de skal kjenne at jeg er Herren. / {* de bortførte.}