¹Ut laj Jacob qui-el saß li naßajej aßan ut quixtiquib cuißchic xic saß lix tenamit. Nak yô chi xic, quixcßuleb lix ángel li Kâcuaß Dios.

¹Og Jakob drog videre, og Guds engler møtte ham.

²Nak quirileb aßan, laj Jacob quixye: —Aßineb lix soldado li Kâcuaß Dios.— Ut quixqßue chokß xcßabaß li naßajej aßan Mahanaim.

²Da Jakob så dem, sa han: Dette er Guds leir. Og han kalte stedet Mahana'im*. / {* d.e. to leire.}

³Laj Jacob quixtaklaheb lix takl chi ubej re nak teßxic saß li tenamit Seir li cuan xcuênt Edom, re nak teßxye re laj Esaú nak cuulac re laj Jacob.

³Og Jakob sendte bud foran sig til sin bror Esau i landet Se'ir, på Edoms mark.

⁴Laj Jacob quixye reheb lix takl: —Joßcaßin têye re laj Esaú: “Kâcuaß Esaú, châlc cuißchic re âcuiqßuin laj Jacob lâ cuîtzßin. Aßan xye nak tixqßue rib rubel âtakl. Chalen relic arin, riqßuin laj Labán cuan chak,” chaßkex re.

⁴Og han bød dem og sa: Således skal I si til min herre Esau: Så sier din tjener Jakob: Jeg har opholdt mig hos Laban og vært der helt til nu,

⁵Ut têye ajcuiß re nak nabaleb lin quetômk cuan; cuan incuacax, cuan inbûr. Ut cuan ajcuiß nabaleb inmôs, joß cuînk joß ixk. Joßcan nak xintakla xyebal chi joßcaßin. Usan cui tinixcßul saß xyâlal, chan laj Jacob. Ut eb lix takl laj Jacob queßcôeb riqßuin laj Esaú.

⁵og jeg har fått okser og asener, småfe og træler og trælkvinner; og nu vilde jeg sende bud til min herre om dette for å finne nåde for dine øine

⁶Nak queßsukßi chak eb lix takl queßxye re laj Jacob: —Xocuulac riqßuin laj Esaú lâ cuas ut aßan yô chi châlc châcßulbal. Ut xeßchal ajcuiß câhib ciento li cuînk chirix, chanqueb.

⁶Og budene kom tilbake til Jakob og sa: Vi kom til Esau, din bror, og han drar dig nu selv i møte, og fire hundre mann med ham.

⁷Nak laj Jacob quirabi li cßaßru queßxye, mâ caßchßin nak quixucuac ut cßajoß nak qui-oc xcßaßux. Quixjachiheb ru li cristian li cuanqueb rochben joß eb ajcuiß lix cuacax ut lix bûr, joß ajcuiß eb lix camello. Chi joßcan quicana chi cuib chßût li cßaßru re.

⁷Da blev Jakob overmåte forferdet; og han delte folket som var med ham, og småfeet og storfeet og kamelene i to leire.

⁸Laj Jacob cuan saß xchßôl nak mâre laj Esaú tâchâlk chi pletic riqßuin. Cui laj Esaú tixtiquib pletic riqßuineb li jun chßût, li jun chßût chic târûk teßêlelik re teßxcol rib.

⁸For han tenkte: Om Esau kommer til den ene leir og slår den, da kan den leir som er igjen, få berge sig unda.

⁹Ut laj Jacob qui-oc chi tijoc ut quixye: —At inDios, lâat li Dios li quixlokßoni laj Abraham lin xeßtônil yucuaß. Ut lâat ajcuiß catxlokßoni chak laj Isaac, lin yucuaß. Lâat xatyehoc cue nak tinsukßîk cuißchic saß lin tenamit li cuanqueb cuiß lin comon. Xaye ajcuiß cue nak tâbânu li usilal cue.

⁹Og Jakob sa: Min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud, Herre, du som sa til mig: Dra tilbake til ditt land og til ditt folk, og jeg vil gjøre vel imot dig!

¹⁰Lâin mâcuaß incßulub chixjunil li usilal xabânu cue. Mâcßaß cuan cue nak xinnumeß saß li nimaß Jordán. Caßaj cuiß lin xukß natelnac saß cuukß. Ut anakcuan nabal lin biomal cuan xban nak lâat xatqßuehoc re.

¹⁰Jeg er ringere enn all den miskunnhet og all den trofasthet som du har vist mot din tjener; for med min stav gikk jeg over Jordan her, og nu er jeg blitt til to leire.

¹¹Bânu usilal cue, chinâcol saß rukß laj Esaú li cuas. Lâin ninxucuac xban li cuas. Naru tinixcamsi ut naru tixcamsiheb li cuixakil joß eb ajcuiß lin cocßal.

¹¹Fri mig ut av Esaus, min brors hånd; for jeg er redd han skal komme og slå ihjel mig og mine, både mor og barn.

¹²Lâat junxil caye chak cue nak tinâcuosobtesi ut caye ajcuiß nak teßcuânk nabal li cualal incßajol joß xqßuial ru li samaib li cuan chire li palau, li incßaß naru rajlanquil xban xqßuial, chan.

¹²Du har jo selv sagt: Jeg vil alltid gjøre vel mot dig og la din ætt bli som havets sand, som ikke kan telles for mengde.

¹³Laj Jacob quixnumsi li kßojyîn aran. Ut saß xyânkeb li cßaßru cuan re, quixsicß ru li mâtan li tixqßue re laj Esaú.

¹³Så blev han der den natt, og av alt det han eide, tok han ut en gave til Esau, sin bror:

¹⁴Ut li mâtan li tixqßue re li ras, aßan aßin: cuib ciento li ixki chibât ut junmay têlom, ut cuib ciento li ixki carner ut junmay li têlom;

¹⁴to hundre gjeter og tyve bukker, to hundre får og tyve værer,

¹⁵lajêb xcâcßâl li camello rochben li ral; caßcßâl li bâc ut lajêb li toro; junmay li ixki bûr ut lajêb têlom.

¹⁵tretti kameler som gav die, med sine føll, firti kjør og ti okser, tyve aseninner og ti asenfoler.

¹⁶Ut laj Jacob quixkßaxtesiheb li xul aßin saß rukßeb lix môs. Junjûnk chi môs quicßamoc reheb li jûnk chßûtal chi xul. Ut laj Jacob quixye ajcuiß reheb lix môs: —Lâex xbên cua texxic ut najt caßchßinak êyânk nak texxic, chan.

¹⁶Og han lot sine tjenere dra avsted med dem, hver hjord for sig, og han sa til sine tjenere: Far i forveien, og la det være et mellemrum mellem hver hjord!

¹⁷Ut quixye re lix môs, li tâxic chi ubej: —Nak tâcßul laj Esaú li cuas, aßan tixpatzß âcue, “¿Ani âpatrón ut bar xic âcue? ¿Ani aj e li quetômk li yôcat chixcßambal?” chaßak âcue.

¹⁷Og han bød den første og sa: Når min bror Esau møter dig og han taler til dig og spør: Hvem hører du til, og hvor skal du hen, og hvem eier denne hjord som du driver foran dig?

¹⁸Ut lâat tâye re, “At Kâcuaß Esaú, li quetômk aßin li yôquin chixcßambal, aßan lâ mâtan xtakla chak laj Jacob lâ môs. Aßan yô chak chi châlc chikix,” chaßkat re, chan laj Jacob re li môs li tâxic chi ubej.

¹⁸da skal du si: Din tjener Jakob; det er en gave han sender til min herre Esau, og snart kommer han selv efter.

¹⁹Joßcan ajcuiß quixye re li xcab ut li rox li quixtakla ut chixjunileb li yôqueb chi cßamoc re li jûnk chßûtal chi xul. —Joßcan têye re laj Esaú nak têcßul, chan reheb.

¹⁹Og han bød likeledes den annen og den tredje og alle de andre som drev hjordene, og sa: Således skal I tale til Esau når I møter ham,

²⁰Ut quixye ajcuiß reheb: “Laj Jacob lâ môs yô chak chi châlc chikix,” chaßkex re laj Esaú.— Laj Jacob quixbânu chi joßcaßin xban nak cuan saß xchßôl nak tâkßunâk xchßôl laj Esaú nak târileb lix mâtan. Ut quixcßoxla nak mâre tâcßulekß saß xyâlal xban laj Esaú.

²⁰I skal si: Snart kommer din tjener Jakob selv efter. For han tenkte: Jeg vil forsone ham ved den gave som jeg sender foran mig, og siden vil jeg selv trede frem for ham; kanskje han vil ta nådig imot mig.

²¹Quixtaklaheb lix môs chixkßaxtesinquil lix mâtan laj Esaú ut laj Jacob toj quicana chixnumsinquil li kßojyîn aran.

²¹Så drog de i forveien med gaven; men selv blev han i leiren den natt.

²²Saß ajcuiß li kßojyîn aßan, laj Jacob quicuacli ut quixtaklaheb chi xcaßbichal li rixakil jun pacßal li nimaß Jaboc. Quixtaklaheb ajcuiß li cuib chi môs ixk joß ajcuiß li ralal junlaju.

²²samme natt stod han op og tok sine hustruer og de to trælkvinner og sine elleve sønner og gikk over Jabboks vadested.

²³Ut laj Jacob quixnumsi ajcuiß jun pacßal li nimaß chixjunil li cßaßru re.

²³Han tok og satte dem over åen og førte over alt det han eide.

²⁴Nak laj Jacob quicana xjunes, quicuulac riqßuin jun xtakl li Dios chanchan jun cuînk ut queßoc chixkßuchinquil ribeb rochben laj Jacob toj retal quisakêu.

²⁴Så var Jakob alene tilbake. Da kom det en mann og kjempet med ham inntil morgenen grydde.

²⁵Li cuînk quiril nak cau rib laj Jacob ut incßaß quixcuy xmetzßêu. Quixtochß laj Jacob saß xcßulbal rib xbakel li raß. Ut quibokße xbakel li raß laj Jacob nak yô chixyalbal xmetzßêu.

²⁵Og da mannen så at han ikke kunde rå med ham, rørte han ved hans hofteskål; og Jakobs hofteskål gikk av ledd, mens han kjempet med ham.

²⁶Ut li cuînk quixye re laj Jacob: —Chinâcuachßab xban nak yô chi sakêuc, chan re. Ut laj Jacob quixye re: —Cui incßaß tinâcuosobtesi, incßaß tatcuachßab, chan.

²⁶Og han sa: Slipp mig, for morgenen gryr! Men han sa: Jeg slipper dig ikke, uten du velsigner mig.

²⁷Ut li cuînk quixpatzß re: —¿Ani âcßabaß lâat?— Laj Jacob quixye re, —Aj Jacob incßabaß.—

²⁷Da sa han til ham: Hvad er ditt navn? Han svarte: Jakob.

²⁸Ut li cuînk quixye: —Anakcuan mâcuaß chic aj Jacob âcßabaß. Aj Israel chic âcßabaß xban nak xayal âmetzßêu riqßuin li Dios joß ajcuiß riqßuineb li cuînk. Lâat cau âcuib, chan.

²⁸Han sa: Du skal ikke lenger hete Jakob, men Israel*; for du har kjempet med Gud og med mennesker og vunnet. / {* d.e. en som kjemper med Gud.}

²⁹Ut laj Jacob quixye re: —Bânu usilal ye cue ani âcßabaß lâat, chan. Ut lix takl li Dios quixye re laj Jacob: —¿Cßaßut nak tâcuaj tânau ani incßabaß? chan. Ut lix takl li Dios quirosobtesi laj Jacob saß li naßajej aßan.

²⁹Da spurte Jakob: Si mig ditt navn! Han svarte: Hvorfor spør du om mitt navn? Og han velsignet ham der.

³⁰Laj Jacob quixqßue chokß xcßabaß li naßajej aßan Peniel. Quixqßue lix cßabaß aßin xban nak quixye: —Saß li naßajej aßin xcuil ru li Kâcuaß Dios ut toj yoßyôquin, chan.

³⁰Og Jakob kalte stedet Pniel*; for [sa han] jeg har sett Gud åsyn til åsyn og enda berget livet. / {* Pniel eller Pnuel betyr Guds åsyn.}

³¹Xban nak quibokße xbakel li raß, nayêkan chic li rok laj Jacob nak qui-el saß li naßajej Peniel. Yô chak chi êlc li sakße nak qui-el aran.Chalen chak aßan, eb li ralal xcßajol laj Israel incßaß nequeßxtiu li richß mul xbakel raß li xul xban nak quibokße xbakel li raß laj Jacob.

³¹Og da han var kommet forbi Pnuel så han solen rinne; og han haltet på sin hofte.

³²Chalen chak aßan, eb li ralal xcßajol laj Israel incßaß nequeßxtiu li richß mul xbakel raß li xul xban nak quibokße xbakel li raß laj Jacob.

³²Derfor er det så den dag idag at Israels barn aldrig eter spennesenen som er på hofteskålen, fordi han rørte ved Jakobs hofteskål på spennesenen.