1Xban nak ninra li tenamit Sión, joßcan nak lâin tinchßolob lix yâlal. Xban nak ninra li tenamit Jerusalén incßaß tincanab xchßolobanquil lix yâlal chiruheb toj retal tâcßutûnk lix tîquilaleb. Ut tâcßutûnk nak colbileb chic. Chanchanak jun li xam lochlôk.
1For Sions skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems skyld vil jeg ikke være stille, før dets rettferdighet går frem som en stråleglans, og dets frelse som et brennende bluss.
2Eb li xnînkal ru tenamit teßxqßue retal lix tîquilal xchßôleb ut eb li rey teßxqßue retal lix lokßaleb. Ut li Kâcuaß tixqßue jun acß cßabaßej chokß xcßabaßeb.
2Og folkene skal se din rettferdighet, og alle konger din herlighet, og du skal kalles med et nytt navn, som Herrens munn skal nevne.
3Cßajoßak xlokßaleb joß jun li corona saß rukß li Kâcuaß.
3Og du skal være en prektig krone i Herrens hånd og et kongelig hodesmykke i din Guds hånd.
4Incßaß chic tâyehekß “tzßektânanbil” reheb, chi moco tâyehekß reheb nak sachbil ru lix naßajeb. Tâyehekß ban reheb “Hefzi-bá” ut tâyehekß “Beula” re lix chßochßeb xban nak li Kâcuaß quisahoß saß xchßôl riqßuineb ut aßan chanchanak jun li bêlomej li naxra lix chßochß.
4Du skal ikke mere kalles den forlatte, og ditt land ikke mere kalles en ødemark, men du skal kalles min lyst, og ditt land skal kalles ektehustru; for Herren har sin lyst i dig, og ditt land skal tas til ekte.
5Eb lê ralal êcßajol teßsahokß xchßôl riqßuin lix naßajeb, joß nak li bêlomej nasahoß xchßôl riqßuin li rixakil. Joßcan ajcuiß nak tâsahokß xchßôl li Dios riqßuin lix tenamit.
5For som en ung mann tar en jomfru til ekte, således skal dine barn ta dig til ekte, og som en brudgom gleder sig over sin brud, skal din Gud glede sig over dig.
6Lâin xinxakaban aj cßacßalenel saß xbên li tzßac li sutsu cuiß li tenamit Jerusalén. Chi kßek chi cutan incßaß teßxcanab xtzßâmanquil xtenkßanquileb chiru li Dios.
6På dine murer, Jerusalem, setter jeg vektere*; aldri skal de tie, ikke den hele dag og ikke den hele natt; I som minner Herren**, unn eder ingen ro! / {* JES 52, 8.} / {** om hans løfter.}
7Meßhilan chixtzßâmanquil chiru li Dios toj retal nak tixyîb cuißchic li tenamit Jerusalén re nak chixjunileb li cuanqueb saß ruchichßochß teßxqßue xlokßal.
7Og gi ikke ham ro for han bygger Jerusalem op igjen, og før han gjør det til en lovsang på jorden!
8Li Kâcuaß riqßuin lix cuanquil quixye riqßuin juramento nak incßaß chic tixqßue lix trigo lix tenamit chixtzacaheb li xicß nequeßiloc reheb. Chi moco eb li jalan tenamit tixqßueheb xlesêns chirucßbal li xyaßal li uvas li nequeßxcßanjela.
8Herren har svoret ved sin høire hånd og ved sin veldige arm: Jeg vil ikke mere gi dine fiender ditt korn å ete, heller ikke skal fremmede drikke din most, som du har hatt møie med;
9Eb aßan ban teßsicßok re ut teßxtzaca ut teßxlokßoni li Kâcuaß. Eb li teßsicßok ru li uvas, aßaneb ajcuiß li teßucßak re li xyaßal saß li nebâl re lix templo li Kâcuaß.
9men de som høster kornet, skal ete det og prise Herren, og de som innsamler mosten, skal drikke den i min helligdoms forgårder.
10Numenkex saß li oquebâl re li tenamit. Yîbomak li be. Tîcobresihomak ru lê be chiruheb lin tenamit. Isihomak li pec saß li be. Ut taksihomak li bandera re nak eb li tenamit teßril.
10Dra inn, dra inn gjennem portene, rydd veien for folket, bygg, bygg veien, rens den for sten, løft et banner for folkene!
11Li Kâcuaß quixye reheb chixjunileb li cuanqueb saß ruchichßochß: —Yehomak reheb li cuanqueb Sión nak li Kâcuaß tâchâlk chixcolbaleb. Ut tixcßam chak lix kßajcâmunquileb li ac xcoleb.Santil Tenamit” tâyehekß reheb laj Israel ut tâyehekß ajcuiß reheb “Colbileb xban li Kâcuaß”. Ut li tenamit Jerusalén tixcßabaßi “Li tenamit li raro, li incßaß chic tzßektânanbil”.—
11Se, Herren lar det lyde til jordens ende: Si til Sions datter: Se, din frelse kommer; se, hans lønn er med ham, og hans gjengjeldelse går foran ham.
12Santil Tenamit” tâyehekß reheb laj Israel ut tâyehekß ajcuiß reheb “Colbileb xban li Kâcuaß”. Ut li tenamit Jerusalén tixcßabaßi “Li tenamit li raro, li incßaß chic tzßektânanbil”.—
12Og de skal kalles det hellige folk, Herrers gjenløste; og du selv skal kalles den søkte, den stad som ikke er forlatt.