¹Tojoßnak li Kâcuaß quixye cue: —Usta laj Moisés ut laj Samuel teßchâlk chi âtinac cuiqßuin chirix li tenamit aßin, abanan lâin incßaß tincuil xtokßobâl ruheb. Xicakeb. Isiheb chicuu.

¹Og Herren sa til mig: Om så Moses og Samuel stod for mitt åsyn, skulde min sjel dog ikke vende sig til dette folk. Driv dem bort fra mitt åsyn, la dem fare!

²Cui teßxpatzß âcue bar teßxic, tâye reheb chi joßcaßin: Li ac tenebanbil câmc saß xbên xban yajel, teßcâmk; li ac tenebanbil saß xbên nak teßcâmk saß li plêt, aran teßcâmk. Ut li ac tenebanbil câmc saß xbên xban cueßej, xban cueßej ajcuiß teßcâmk; ut eb li ac tenebanbil saß xbên cßamecß chi prêxil, teßcßamekß ajcuiß chi prêxil saß jalan tenamit.

²Og når de sier til dig: Hvor skal vi gå hen? - da skal du svare dem: Så sier Herren: Den som hører døden* til, til døden, og den som hører sverdet til, til sverdet, og den som hører hungeren til, til hungeren, og den som hører fangenskapet til, til fangenskapet. / {* d.e. pesten.}

³Câhib pây ru li tojba mâc tinqßue saß xbêneb. Lâin tincanabeb chi camsîc saß li plêt. Eb li tzßiß teßxtßupi eb li camenak ut eb li soßsol, joß eb ajcuiß li joskß aj xul li cuanqueb saß qßuicheß teßxtiu lix tibeleb.

³Og jeg vil hjemsøke dem med fire slags ting, sier Herren: sverdet til å drepe dem og hundene til å slepe dem bort og himmelens fugler og jordens dyr til å ete og ødelegge dem.

⁴Chixjunileb li tenamit saß ruchichßochß tâsachk xchßôleb xban li cßaßru quixbânu aran Jerusalén laj Manasés li ralal laj Ezequías nak quicuan chokß xreyeb laj Judá.

⁴Og jeg vil la dem bli mishandlet av alle jordens riker for det som Judas konge Manasse, Esekias' sønn, gjorde i Jerusalem.

⁵Li Kâcuaß quixye: —¿Ani ta biß tâilok xtokßobâl êru lâex aj Jerusalén? ¿Ani ta biß târahokß xchßôl xban li raylal li yôquex chixcßulbal? ¿Ani ta biß tâpatzßok êre ma sa saß êchßôl?

⁵For hvem vil ynkes over dig, Jerusalem, og hvem vil ha medlidenhet med dig, og hvem vil komme til dig og spørre om det går dig vel?

⁶Lâex xinêcanab, chan li Kâcuaß. Ut junelic nequebânu li incßaß us. Joßcan nak lâin texinqßue chixtojbal êmâc. Incßaß chic tincuil xtokßobâl êru.

⁶Du har forlatt mig, sier Herren, du gikk bort fra mig; så rekker jeg da min hånd ut mot dig og ødelegger dig; jeg er trett av å ynkes.

⁷Lâin tinjeqßui ruheb laj Judá saß chixjunil li tenamit joß nak nacßameß li qßuim xban ikß, ut tebincanab chi mâcßaß chic ralal xcßajoleb, ut tinpoß lix tenamit, abanan incßaß ajcuiß teßxcanab xbânunquil li mâusilal.

⁷Og jeg kaster dem med kasteskovl ut igjennem landets porter, jeg gjør mitt folk barnløst, jeg ødelegger det, fordi det ikke vendte om fra sine veier.

⁸Nabaleb li xmâlcaßan xeßcanâc saß li tenamit. Xeßxkßax xqßuial li samaib chire li palau. Xinqßueheb chi camsîc eb li sâj cuînk ut kßaxal ra saß xchßôleb li naßbej. Chi mâcßaß saß xchßôleb xchal li raylal aßin saß xbên lix tenamiteb.

⁸Deres enker blir tallrikere enn havets sand; over mødrene til deres unge menn lar jeg en ødelegger komme ved høilys dag; jeg lar angst og forferdelse falle brått over dem.

⁹Tâluctâk xchßôl li naßbej li quicuan cuukub xcocßal. Incßaß chic târûk tâmusikßak. Ut toj sâj nak tâcâmk. Sachso xchßôl ut tâxutânâk tâcanâk xban nak mâcßaß chic xcocßal. Ut cui cuanqueb li teßcolekß, eb li xicß nequeßiloc reheb teßxcamsiheb chi chßîchß. Lâin li Kâcuaß ninyehoc re aßan.

⁹Selv den mor som har født syv sønner, vansmekter og utånder sin sjel; hennes sol går ned mens det ennu er dag; hun blir til spott og skam. Og resten av dem vil jeg overgi til deres fienders sverd, sier Herren.

¹⁰Laj Jeremías quixye: —Tokßob xak cuu, at innaß. Incßaß ta cuan quinyoßla xban nak junes pletic nequeßraj cuiqßuin ut chixjunileb xicß nequeßiloc cue. Mâcßaß incßas riqßuineb chi moco eb aßan cuanqueb xcßas cuiqßuin. Abanan chixjunileb niquineßxmajecua.

¹⁰Ve mig, min mor, at du fødte mig, mig som alle i landet strider og tretter med! Jeg har ikke lånt dem noget, og de har ikke lånt mig noget, og enda forbanner hver mann mig.

¹¹At Kâcuaß, chincßulak li cßaßru nequeßxye saß inbên, cui incßaß xin-oquen chirixeb li xicß nequeßiloc cue nak cuanqueb saß ra xîcß ut cui incßaß xintzßâma usilal châcuu saß xbêneb nak cuanqueb saß raylal.

¹¹Herren sa: Visselig, jeg vil fri dig ut, så det går dig vel; visselig, jeg vil la dine fiender bønnfalle dig i ulykkens og nødens tid.

¹²¿Ma cuan ta biß junak tânumtâk chiruheb li tenamit li cuan saß li norte, li chanchan li chßîchß hierro ut bronce?—

¹²Kan vel jern brytes, jern fra Norden, og kobber?

¹³Ut li Kâcuaß quixye: —Xban li mâusilal xelajebânu saß eb li naßajej aßin, lâin tinkßaxtesi reheb li xicß nequeßiloc êre chixjunil lê biomal chi incßaß tâtojekß êre.

¹³Ditt gods og dine skatter vil jeg overgi til plyndring - uten betaling, og det for alle dine synders skyld, i hele ditt land.

¹⁴Lâin texinqßue chi cßanjelac chiruheb li xicß nequeßiloc êre saß jalan tenamit li incßaß quenau. Lâin yô injoskßil saß êbên. Chanchan jun li xam li incßaß tâchupk, chan li Dios.

¹⁴Så vil jeg la dine fiender dra over* til et land som du ikke kjenner; for en ild er optendt i min vrede, mot eder skal den brenne. / {* med dine skatter. 5MO 32, 22.}

¹⁵Laj Jeremías quixye: —At Kâcuaß, lâat nacanau chixjunil. Chinjulticokß âcue ut chinâtenkßa. Mâcuy xmâqueb li nequeßxbânu raylal cue. Chaqßueheb ban chixtojbal xmâqueb re nak incßaß tineßxcamsi. Chaqßuehak retal nak xban ârabal lâat nak yôquin chixcuybal li rahobtesîc.

¹⁵Du vet det, Herre! Kom mig i hu og se til mig og la mig få hevn over mine forfølgere! Rykk mig ikke bort i din langmodighet mot dem! Tenk på at jeg blir hånet for din skyld!

¹⁶Nak xaqßue lâ cuâtin cue, lâin xincßul joß nak naxcßul lix tzacaêmk li natzoca. Lâ cuâtin naxcßojob inchßôl ut naxqßue xsahil inchßôl. Lâin chic lâ cualal, at nimajcual Dios.

¹⁶Jeg fant dine ord, og jeg åt dem, og dine ord var til fryd for mig og til glede for mitt hjerte; for jeg er kalt med ditt navn, Herre, hærskarenes Gud!

¹⁷Lâin incßaß nacuochbeniheb li nequeßhoboc, chi moco nasahoß inchßôl riqßuineb. Chalen nak casicß cuu chokß âprofeta, lâin junelic injunes nincuan ut ninjoskßoß chirilbal li incßaß us.

¹⁷Jeg har ikke sittet i de lystiges lag og jublet; grepet av din hånd har jeg sittet ensom; for du fylte mig med harme.

¹⁸¿Cßaßut nak junelic ra cuanquin? ¿Cßaßut nak incßaß narakeß li raylal li yôquin chixcßulbal? ¿Ma chi tîc mâcßaß xbanol? ¿Ma incßaß târûk tinâtenkßa? Lâin ninnau nak lâat mâcuaßat joß jun li haß li na-osoß.

¹⁸Hvorfor er min smerte evig, og mitt sår ulægelig? Det vil ikke la sig læge. Du er jo blitt for mig som en sviktende bekk, som vann en ikke kan lite på.

¹⁹Ut li Kâcuaß quixye cue: —Cui tâyotßekß âchßôl ut tâjal âcßaßux, lâin tatincßul cuißchic ut lâat tatcßanjelak chicuu. Mat-âtinac yal chi mâcßaß rajbal. Cui lâat tat-âtinak saß incßabaß, lâatak lin profeta. Ut eb li tenamit aßin teßsukßîk âcuiqßuin. Incßaß tento nak lâat tâbânu li cßaßru teßraj eb aßan.

¹⁹Derfor sier Herren så: Hvis du vender om, så vil jeg la dig komme tilbake og stå for mitt åsyn, og hvis du skiller det edle ut fra det uedle, skal du være som min munn; de skal igjen vende om til dig, men du skal ikke vende om til dem.

²⁰Chiruheb li tenamit chanchanakat jun li tzßac cau rib yîbanbil riqßuin bronce. Eb aßan teßpletik âcuiqßuin, abanan incßaß teßnumtâk saß âbên xban nak lâin cuânkin âcuiqßuin. Lâin tincolok âcue ut lâin tin-ilok âcue.Lâin tincolok âcue saß rukßeb li incßaß useb xnaßleb ut lâin tincolok âcue saß rukßeb li nequeßrahobtesin, chan li Dios.

²⁰Og jeg vil gjøre dig til en fast kobbermur mot dette folk; de skal stride mot dig, men ikke få overhånd over dig; for jeg er med dig og vil frelse dig og redde dig, sier Herren.

²¹Lâin tincolok âcue saß rukßeb li incßaß useb xnaßleb ut lâin tincolok âcue saß rukßeb li nequeßrahobtesin, chan li Dios.

²¹Jeg vil redde dig av de ondes hånd, og jeg vil løse dig ut av voldsmenns hånd.