¹Li Kâcuaß quixye: —Saß eb li cutan aßan lix bakeleb li rey ut eb li queßtenkßan reheb teßisîk saß lix muklebâleb xbaneb li xicß nequeßiloc reheb. Teßisîk ajcuiß lix bakeleb li profetas ut eb laj tij joß ajcuiß lix bakeleb li tenamit li queßcuan Jerusalén.

¹På den tid, sier Herren, skal de ta Judas kongers ben og dets høvdingers ben og prestenes ben og profetenes ben og Jerusalems innbyggeres ben ut av deres graver.

²Nequeßtßanaxin teßcanâk saß chßochß chiru li sakße ut li po joß ajcuiß chiru li chahim li queßxra ut queßxlokßoniheb. Teßcanabâk lix bakeleb chiruheb li queßxsicß cuiß xnaßlebeb. Ut mâ ani tâxocok reheb, chi moco teßmukekß. Chanchanakeb chic li cßot tzßektzßo saß chßochß.

²Og de skal brede dem ut for solen og månen og hele himmelens hær, som de elsket og dyrket, som de fulgte og søkte og tilbad; de skal ikke samles og ikke begraves; til gjødsel utover jorden skal de bli.

³Ut li joß qßuial chic li teßcanâk chi yoßyo reheb lin tenamit li incßaß useb xnaßleb tinjeqßuiheb ru yalak bar. Chokß reheb aßan kßaxal us li câmc chiru li cuânc saß jalanil tenamit.

³Og de skal velge å dø fremfor å leve, alle de som blir igjen av denne onde ætt, på alle de steder som jeg driver dem bort til, sier Herren, hærskarenes Gud.

⁴At Jeremías, lâat tâye resil aßin reheb li tenamit. Nak junak natßaneß, ¿ma incßaß ta biß nacuacli cuißchic? Cui junak naxjal xbe, ¿ma incßaß ta biß tâsukßîk nak tixqßue retal nak mâcuaß aßan li be li yô cuiß chi xic?

⁴Og du skal si til dem: Så sier Herren: Faller nogen og står ikke op igjen? Eller går nogen bort og vender ikke tilbake igjen?

⁵¿Cßaßut nak eb laj Jerusalén queßxjal xcßaßux? ¿Cßaßut nak incßaß nequeßsukßi cuiqßuin? ¿Cßaßut nak nequeßxkßetkßeti ribeb ut incßaß nequeßraj châlc cuiqßuin?

⁵Hvorfor er folket her i Jerusalem falt fra med et evig frafall? De holder fast ved sin svik og vil ikke vende tilbake.

⁶Xinqßue retal chi tzßakal li cßaßru nequeßxye. Incßaß nequeßâtinac saß xyâlal. Mâ ani nayotßeß xchßôl xban li mâusilal naxbânu. Mâ ani naxye, “¿Cßaßru li incßaß us xinbânu?” Nequeßxbânu ban li cßaßru nequeßraj. Chanchaneb li cacuây li nequeßxcutbe rib nak nequeßxic saß li plêt.

⁶Jeg gav akt og hørte; det som ikke er rett, taler de; det er ingen som angrer sin ondskap og sier: Hvad har jeg gjort! Alle sammen har vendt sig bort i sitt løp lik en hest som styrter avsted i krigen.

⁷Eb li jotz nequeßxnau jokße teßsukßîk saß xnaßajeb, joß eb ajcuiß li cuilix ut li mucuy ut li cßôcßob. Abanan eb lin tenamit incßaß nequeßraj xqßuebal retal lin chakßrab.

⁷Endog storken under himmelen kjenner sine tider, og turtelduen og svalen og tranen passer tiden når de skal komme; men mitt folk kjenner ikke Herrens lov.

⁸¿Chanru nak têye, “Lâo cuan kanaßleb. Lâo cuan lix chakßrab li Kâcuaß kiqßuin”? ¿Ma incßaß ta biß queßxjal ru lin chakßrab eb laj tzßîb?

⁸Hvorledes kan I si: Vi er vise, og Herrens lov har vi hos oss? Sannelig, se, til løgn har de skriftlærdes løgnpenn gjort den.

⁹Teßcßutekß xxutâneb li cuanqueb xnaßleb. Teßsachk xnaßlebeb ut incßaß chic teßxnau cßaßru teßxbânu. Queßxtzßektâna li cuâtin. ¿Ma cuan ta biß chic xnaßlebeb anakcuan eb aßan?

⁹De vise blir til skamme, de blir forferdet, og ulykken rammer dem. Se, Herrens ord har de forkastet; hvor skulde de da ha visdom fra?

¹⁰Joßcan nak lâin tinqßueheb li rixakil reheb jalan cuînk. Ut lix naßajeb li racuîmk tinqßue reheb li teßchapok re lix tenamiteb xban nak junes lix biomal nequeßxcßoxla li cuanqueb xcuanquil joß eb ajcuiß li mâcßaßeb xcuanquil. Eb li profeta ut eb laj tij nequeßbalakßic.

¹⁰Derfor vil jeg gi deres hustruer til andre, deres marker til nye eiermenn; for både små og store søker alle sammen urettferdig vinning, både profeter og prester gjør alle sammen svik,

¹¹Chiruheb aßan moco nim ta li raylal li yô chixcßulbal lin tenamit. Eb aßan nequeßxye nak mâcßaß raylal. Nequeßxye nak cuan li tuktûquil usilal. Abanan mâcßaß tuktûquil usilal.

¹¹og de læger mitt folks skade på lettferdig vis, idet de sier: Fred! Fred! Og det er dog ingen fred.

¹²¿Ma nequeßxutânâc ta biß xban li mâusilal nequeßxbânu? Incßaß. Incßaß nequeßxnau xutânâc. Joßcan nak lâin tinqßueheb chixtojbal lix mâqueb joß nak quinqßueheb chixtojbal xmâqueb li jun chßol chic.

¹²De skal bli til skamme, for vederstyggelige ting har de gjort. De hverken skammer sig eller kjenner til blygsel; derfor skal de falle blandt dem som faller; på den tid de blir hjemsøkt, skal de snuble, sier Herren.

¹³Lâin tinsach ruheb lin tenamit chi junaj cua. Chanchanakeb chic li xtônal li uvas ut li higos li incßaß naûchin, li chaki lix xak. Ut li cßaßru quinqßue reheb tâisîk chiruheb.

¹³Jeg vil rykke dem bort, sier Herren; det er ingen druer på vintreet og ingen fikener på fikentreet, og bladene er visne, og jeg sender mot dem folk som kommer over dem.

¹⁴Eb lix tenamit li Dios queßxye: —¿Cßaßut nak tocanâk arin? Takachßutub kib ut toxic saß eb li tenamit li cauresinbil chi us re takacol cuiß kib. Aran tocâmk xban nak li Kâcuaß li kaDios quixye nak to-osokß. Chanchan nak xqßue li haß li banbil xsaß chikucß re tocâmk xban nak xomâcob chiru.

¹⁴Hvorfor sitter vi stille? Samle eder og la oss gå inn i de faste byer og gå til grunne der! For Herren vår Gud vil la oss gå til grunne og gi oss beskt vann å drikke fordi vi har syndet mot Herren.

¹⁵Xkoybeni nak tâcuânk li tuktûquil usilal, abanan incßaß xkacßul. Xkoybeni raj nak to-usâk, abanan incßaß xo-usa. Xiu xiu ban chic cuanco.

¹⁵Vi venter på fred, og det kommer intet godt, på lægedoms tid, og se, det kommer forferdelse.

¹⁶Yôqueb chak chi châlc li xicß nequeßiloc ke. Toj saß li naßajej Dan na-abîc xyâb saß rußujeb lix cacuâyeb. Chixjunileb li tenamit nequeßsicsot xban xxiuheb nak nequeßrabi nak nequeßxjap re li cacuây. Châlqueb re chixsachbal li kanaßaj ut chixjunil li cuan chi saß. Xeßchal chixsachbal li tenamit joß ajcuiß chixjunileb li cristian, chanqueb.

¹⁶Fra Dan høres hans hesters fnysen, ved lyden av hans veldige gangeres vrinsken bever hele landet; og de kommer og fortærer landet og alt som i det er, byen og dem som bor i den.

¹⁷Li Kâcuaß quixye: —Joßcan nak lâin tintaklaheb li xicß nequeßiloc êre chi pletic êriqßuin. Chanchanakeb li cßantiß li cuanqueb xmay ut incßaß naru xtûlanobresinquileb ut lâex texrahobtesîk xbaneb.—

¹⁷For se, jeg sender ormer iblandt eder, basilisker som ingen besvergelse hjelper mot, og de skal bite eder, sier Herren.

¹⁸Laj Jeremías quixye: —At Kâcuaß, cßajoß xrahil inchßôl. Incßaß chic nincuy.

¹⁸Å måtte jeg få vederkvegelse i min sorg! Mitt hjerte er sykt i mig.

¹⁹Chacuabi taxak lix yâbeb lin tenamit li cuanqueb chi najt nak nequeßxye, “¿Ma mâcßaß ta biß li Kâcuaß aran Sión? ¿Ma mâ ani chic lix reyeb aran?” chanqueb. Li Kâcuaß quixye re: —¿Cßaßut nak queßxqßue injoskßil riqßuin xlokßoninquileb li jalanil dios? ¿Cßaßut nak nequeßxqßue xlokßal li yîbanbil dios li mâcßaß nequeßoc cuiß? chan.

¹⁹Se, mitt folks skrik lyder fra et land langt borte: Er Herren da ikke i Sion? Eller er dets konge ikke der? - Hvorfor har de vakt min harme med sine utskårne billeder, med fremmede lands falske guder?

²⁰Laj Jeremías quixye: —Xnumeß xkßehil li kßoloc ut xnumeß li sakßehil. Abanan toj mâjiß nococoleß.

²⁰Kornhøsten er forbi, frukthøsten er til ende, men vi er ikke frelst.

²¹Xyotßeß inchßôl xban nak xyotßeß xchßôleb lin tenamit. Kßaxal ra saß inchßôl. Yô chi sachc innaßleb xban li raylal.¿Ma mâcßaß li ban aran Galaad? ¿Ma mâcßaß junak aj banonel naru toxqßuirtesi? ¿Cßaßut nak incßaß xo-usa? chan laj Jeremías.

²¹Over mitt folks sønderknuselse er jeg sønderknust; jeg går i sørgeklær, forferdelse har grepet mig.

²²¿Ma mâcßaß li ban aran Galaad? ¿Ma mâcßaß junak aj banonel naru toxqßuirtesi? ¿Cßaßut nak incßaß xo-usa? chan laj Jeremías.

²²Er det da ingen balsam i Gilead? Eller er det ingen læge der? Hvorfor er det ikke lagt forbinding på mitt folks datter?