¹Qui-el ut lix ángel li Kâcuaß saß li tenamit Gilgal ut cô toj Boquim. Quixye reheb laj Israel: —Lâin quin-isin chak êre Egipto ut lâin xexincßam chak saß li naßajej aßin li xinyechißi reheb lê xeßtônil yucuaß riqßuin juramento. Quinye êre, “Lâin mâ jaruj tinkßet li contrato li xinbânu êriqßuin.

¹Og Herrens engel kom fra Gilgal op til Bokim. Og han sa: Jeg hentet eder op fra Egypten og førte eder til det land jeg tilsvor eders fedre, og sa: Aldri i evighet vil jeg bryte min pakt med eder;

²Abanan tento nak lâex incßaß têbânu junak contrato riqßuineb li cuanqueb saß li naßajej aßin. Têjuqßui ban lix artaleb.” Abanan lâex incßaß xebânu li quinye êre. Xekßet ban li cuâtin.

²men I skal ikke gjøre pakt med dette lands innbyggere; deres altere skal I rive ned. Men I hørte ikke på mine ord; hvad har I gjort!

³Joßcan nak lâin ninye êre nak incßaß tincuisiheb li tenamit chêru saß li naßajej aßin. Xicß tex-ilekß xbaneb ut texqßuehekß chi mâcobc xbaneb lix dioseb, chan li ángel.

³Jeg sa også: Jeg vil ikke drive dem ut for eder, men de skal bli til brodder i eders sider, og deres guder skal bli til en snare for eder.

⁴Nak queßrabi li cßaßru quixye li ángel, eb laj Israel queßoc chi yâbac chi cau.

⁴Og da Herrens engel talte disse ord til alle Israels barn, gråt folket høit.

⁵Joßcan nak queßxqßue Boquim chokß xcßabaß li naßajej aßan. Ut aran queßmayejac chiru li Kâcuaß.

⁵Derfor kalte de dette sted Bokim*, og de ofret der til Herren. / {* de gråtende.}

⁶Ut laj Josué quixchakßrabiheb laj Israel ut queßcôeb chi xjunjûnkaleb chi cuânc saß lix naßajeb li queßrêchani.

⁶Da Josva hadde latt folket fare, og Israels barn hadde draget hver til sin arv for å ta landet i eie,

⁷Eb li tenamit queßcßanjelac chiru li Kâcuaß joß najtil quicuan laj Josué saß xyânkeb. Ut nak ac xcam laj Josué, queßxlokßoni ajcuiß li Dios joß najtil yoßyôqueb li queßcßamoc be chiruheb, li queßril riqßuin xnakßeb ru li quixbânu li Kâcuaß re xcolbaleb laj Israel.

⁷tjente folket Herren så lenge Josva levde, og så lenge alle de eldste levde som overlevde Josva og hadde sett alle de store gjerninger Herren hadde gjort for Israel.

⁸Oßcßâl chihab riqßuin lajêb chihab cuan re laj Josué, laj cßanjel chiru li Dios, nak quicam. Laj Josué, aßan li ralal laj Nun.

⁸Men da Josva, Nuns sønn, Herrens tjener, var død, hundre og ti år gammel,

⁹Ut queßxmuk aran Timnat-sera saß li naßajej li quirêchani aßan. Li naßajej aßan cuan jun pacßal li tzûl Gaas saß li norte saß lix naßajeb li ralal xcßajol laj Efraín, li tzûl ru.

⁹og de hadde begravet ham på hans arvelodds grunn i Timnat-Heres i Efra'im-fjellene, nordenfor Ga'as-fjellet,

¹⁰Ut queßcam ajcuiß chixjunileb laj Israel li cuanqueb nak toj yoßyo laj Josué. Ut eb li ralal xcßajol li queßyoßla mokon incßaß chic queßxpâb li Kâcuaß, chi moco queßxnau chixjunil li usilal li quixbânu li Dios reheb laj Israel.

¹⁰og da hele denne slekt var samlet til sine fedre, og det efter dem var vokset op en annen slekt, som ikke kjente Herren, og heller ikke de gjerninger han hadde gjort for Israel,

¹¹Ut queßxbânu li incßaß us chiru li Kâcuaß. Queßoc chixlokßoninquileb li yîbanbil dios Baal.

¹¹da gjorde Israels barn det som var ondt i Herrens øine, og dyrket Ba'alene*. / {* hedningenes avguder.}

¹²Queßxtzßektâna li Kâcuaß, lix Dioseb lix xeßtônil yucuaß, li qui-isin chak reheb saß li naßajej Egipto. Ut queßxtiquib xlokßoninquileb li yîbanbil dios li nequeßxlokßoni li tenamit li cuanqueb chi nachß riqßuineb. Ut riqßuin xlokßoninquil li yîbanbil dios, queßxchikß xjoskßil li Kâcuaß.

¹²De forlot Herren, sine fedres Gud, som hadde ført dem ut av Egyptens land, og de fulgte andre guder av de folks guder som bodde rundt omkring dem, og de tilbad dem og vakte Herrens harme.

¹³Queßxtzßektâna li tzßakal Dios ut queßxlokßoniheb li yîbanbil dios Baal, ut eb li yîbanbil dios Astarot xcßabaßeb.

¹³De forlot Herren og dyrket Ba'al og Astarte-billedene.

¹⁴Cßajoß nak quichal xjoskßil li Dios saß xbêneb laj Israel. Joßcan nak quixkßaxtesiheb saß rukßeb laj êlkß ut qui-elkßâc chixjunil li cßaßru cuan reheb. Quixkßaxtesiheb saß rukßeb li xicß nequeßiloc reheb, li cuanqueb chi nachß riqßuineb ut eb aßan chic queßnumta saß xbêneb. Ut eb laj Israel incßaß queßxcuy xcolbaleb rib chiruheb.

¹⁴Da optendtes Herrens vrede mot Israel, og han gav dem i røveres hånd, som plyndret dem; han solgte dem i deres fienders hånd, de som bodde rundt omkring dem, og de kunde ikke mere stå sig mot sine fiender.

¹⁵Nak nequeßxic chi pletic yalak bar, li Kâcuaß incßaß chic naxtenkßaheb. Incßaß chic naxcoleb chiruheb li xicß nequeßiloc reheb. Quixcanabeb ban chi rahobtesîc joß quixye reheb. Kßaxal ra queßxcßul joß quiyeheß reheb xban li Kâcuaß.

¹⁵Overalt hvor de drog ut, var Herrens hånd imot dem, så det gikk dem ille, således som Herren hadde sagt dem, og som Herren hadde svoret, og deres trengsel var stor.

¹⁶Usta yô xjoskßil li Kâcuaß saß xbêneb, abanan quixxakabeb laj rakol âtin chixtenkßanquileb laj Israel re nak teßxcol ribeb chiruheb li yôqueb chi makßoc re li cßaßru reheb.

¹⁶Da opreiste Herren dommere, og de frelste dem av røvernes hånd.

¹⁷Abanan eb laj Israel incßaß ajcuiß queßabin chiruheb laj rakol âtin. Toj yôqueb ajcuiß chixlokßoninquil li jalanil dios. Eb aßan incßaß queßxbânu li naxye lix chakßrab li Kâcuaß joß queßxbânu chak lix xeßtônil yucuaßeb najter.

¹⁷Men heller ikke mot sine dommere var de lydige; de holdt sig med andre guder og tilbad dem; de vek snart av fra den vei deres fedre hadde vandret i lydighet mot Herrens bud, og gjorde ikke som de.

¹⁸Nak li Kâcuaß naxxakab junak aj rakol âtin, aßan ajcuiß natenkßan re. Ut aßan ajcuiß nacoloc reheb laj Israel saß rukßeb li xicß nequeßiloc reheb joß najtil yoßyo laj rakol âtin. Li Kâcuaß quiril xtokßobâl ruheb nak yôqueb chi yâbac xban li raylal li yôqueb chixcßulbal saß rukßeb li xicß nequeßiloc reheb.

¹⁸Og når Herren opreiste dem dommere, så var Herren med dommeren og frelste dem av deres fienders hånd så lenge dommeren levde; for Herren ynkedes over dem når de sukket for deres skyld som plaget og undertrykte dem.

¹⁹Ut nak nacam laj rakol âtin, nequeßoc cuißchic xbânunquil li mâusilal eb laj Israel ut kßaxal cuißchic yibru li nequeßxbânu chiru li queßxbânu chak lix naß xyucuaßeb. Nequeßxlokßoni li jalanil dios ut nequeßcßanjelac chiruheb. Ut incßaß nequeßxcanab xbânunquil li mâusilal xban nak kßaxal cauheb xchßôl.

¹⁹Men når så dommeren døde, falt de igjen tilbake og fór verre frem enn sine fedre: De fulgte andre guder og dyrket dem og tilbad dem; de avstod ikke fra nogen av sine gjerninger eller fra sin gjenstridige ferd.

²⁰Cßajoß nak quijoskßoß li Kâcuaß saß xbêneb laj Israel. Ut quixye: —Eb li tenamit aßin xeßxkßet li contrato li quinbânu riqßuineb lix xeßtônil xyucuaßeb. Incßaß nequeßraj xbânunquil li cßaßru ninye reheb.

²⁰Så optendtes Herrens vrede mot Israel, og han sa: Fordi dette folk har brutt min pakt, som jeg oprettet med deres fedre, og ikke har hørt på min røst,

²¹Joßcan nak incßaß teßcuisi saß lix naßajeb li tenamit li incßaß quirisiheb laj Josué nak toj mâjiß nacam.

²¹så vil jeg heller ikke mere drive bort for dem noget av de folk som Josva lot tilbake da han døde.

²²Tinbânu chi joßcaßin re xyalbal rixeb laj Israel ma teßxbânu na li cßaßru ninye joß queßxbânu lix xeßtônil xyucuaßeb malaj ut incßaß, chan li Kâcuaß.Joßcan nak li Kâcuaß quixcanabeb li tenamit chi cuânc saß li naßajej aßan. Incßaß quirisiheb saß junpât li tenamit li incßaß quixkßaxtesiheb saß rukß laj Josué nak toj yoßyo.

²²Ved dem skulde Israel prøves, om de vilde ta vare på Herrens vei og vandre på den, som deres fedre gjorde, eller ikke.

²³Joßcan nak li Kâcuaß quixcanabeb li tenamit chi cuânc saß li naßajej aßan. Incßaß quirisiheb saß junpât li tenamit li incßaß quixkßaxtesiheb saß rukß laj Josué nak toj yoßyo.

²³Så lot da Herren disse folk bli og hastet ikke med å drive dem bort; han gav dem ikke i Josvas hånd.