¹¶ He teka ranei kua takoto he pakanga mo te tangata i runga i te whenua, he rite ano ona ra ki nga ra o te kaimahi?

¹Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

²E rite ana ki te pononga, e matenui nei ki te atarangi, ki te kaimahi, e tumanako nei ki te utu mo tana mahi;

²Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

³Koia toku rite, ka whiwhi nei ki nga marama horihori, a he mauiui nga po kua whakaritea moku.

³så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

⁴Ka takoto ahau, ka mea ahau, A hea ahau ara ai? he roa ia te po; heoi ka tahurihuri kau ahau a ao noa.

⁴Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

⁵Ko te kakahu mo oku kikokiko he kutukutu, he pokuru oneone; ka kukuti toku kiri, a ka ngatata ano.

⁵Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

⁶Ko oku ra hohoro atu i te rakau a te kaiwhatu; pau ake, te ai he tumanakohanga atu.

⁶Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

⁷¶ Kia mahara he hau oku ra; heoi ano kitenga o toku kanohi i te pai.

⁷Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

⁸Ko te kanohi o te tangata e kite ana i ahau, heoi ano tona tirohanga mai ki ahau: kei runga i ahau ou kanohi, heoi kahore iho ahau.

⁸Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

⁹Memeha atu te kapua, ngaro atu: he pera ano te tangata e haere ana ki te urupa; e kore e hoki ake.

⁹Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

¹⁰E kore ia e hoki mai ano ki tona whare, e kore ano tona wahi e mahara ki a ia i muri.

¹⁰han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

¹¹Na e kore e kaiponuhia e ahau toku mangai; ka korero ahau i toku wairua e mamae nei; ka tangi i te kawa i toku ngakau.

¹¹Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

¹²He moana ranei ahau, he tohora, i mea ai koe i te kaitirotiro moku/

¹²Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

¹³Ki te mea ahau, kei toku moenga ahau te marie ai, ma toku takotoranga e whakamama taku tangi;

¹³Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

¹⁴Na ka whakahaehaetia ahau e koe ki nga moe, ka whakawehia ahau ki nga mea e whakakitea mai.

¹⁴da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

¹⁵A ki ta toku wairua he pai te tarona; pai ake te mate i enei wheua oku.

¹⁵så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

¹⁶E whakarihariha ana ahau ki toku ora; kahore oku hiahia kia ora tonu ahau: waiho noa iho ahau, he mea teka noa hoki oku ra.

¹⁶Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

¹⁷¶ He aha te tangata, i whakanuia ai e koe? i anga ai tou ngakau ki a ia?

¹⁷Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

¹⁸I titiro ai koe i a ia i tenei ata, i tenei ata, i honohono ai tau whakamatautau i a ia?

¹⁸hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

¹⁹Kia pehea ake te roa ou kahore nei e tahuri atu i ahau, oku kahore nei e waiho noa iho e koe, kia horomia ai toku huware?

¹⁹Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

²⁰Mehemea kua hara ahau, kia aha atu ahau ki a koe, e te kaitiaki o nga tangata? he aha ahau i waiho ai e koe hei patunga mau i taimaha iho ai ahau ki ahau ano.

²⁰Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

²¹He aha koe te whakarere noa ai i toku he, te whakapahemo ai i toku kino? Akuanei hoki ahau moe ai ki te puehu, a ka ata rapu koe i ahau, otiia kahore noa iho ahau.

²¹Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!