¹Da tok Job til orde og sa:

¹Job progovori i reče:

²Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?

²"TÓa dokle ćete mučit' dušu moju, dokle ćete me riječima satirat'?

³Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.

³Već deseti put pogrdiste mene i stid vas nije što me zlostavljate.

⁴Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.

⁴Pa ako sam zastranio doista, na meni moja zabluda ostaje.

⁵Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?

⁵Mislite li da ste me nadjačali i krivnju moju da ste dokazali?

⁶Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!

⁶Znajte: Bog je to mene pritisnuo i svojom me je on stegnuo mrežom.

⁷Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.

⁷Vičem: 'Nasilje!' - nema odgovora; vapijem - ali za me pravde nema.

⁸Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.

⁸Sa svih strana put mi je zagradio, sve staze moje u tminu zavio.

⁹Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.

⁹Slavu je moju sa mene skinuo, sa moje glave strgnuo je krunu.

¹⁰Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.

¹⁰Podsijeca me odasvud te nestajem; k'o drvo, nadu mi je iščupao.

¹¹Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.

¹¹Raspalio se gnjev njegov na mene i svojim me drži neprijateljem.

¹²Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.

¹²U bojnom redu pristižu mu čete, putove proti meni nasipaju, odasvud moj opkoljavaju šator.

¹³Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.

¹³Od mene su se udaljila braća, otuđili se moji poznanici.

¹⁴Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.

¹⁴Nestade bližnjih mojih i znanaca, gosti doma mog zaboraviše me.

¹⁵Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.

¹⁵Sluškinjama sam svojim kao stranac, neznanac sam u njihovim očima.

¹⁶Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.

¹⁶Slugu zovnem, a on ne odgovara i za milost ga moram zaklinjati.

¹⁷Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.

¹⁷Mojoj je ženi dah moj omrznuo, gadim se djeci vlastite utrobe.

¹⁸Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.

¹⁸I deranima na prezir tek služim, ako se dignem, rugaju se meni.

¹⁹Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.

¹⁹Pouzdanicima sam svojim mrzak, protiv mene su oni koje ljubljah.

²⁰Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.

²⁰Kosti mi se za kožu prilijepiše, osta mi jedva koža oko zuba.

²¹Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.

²¹Smilujte mi se, prijatelji moji, jer Božja me je ruka udarila.

²²Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?

²²Zašto da me k'o Bog sam progonite, zar se niste moga nasitili mesa?

²³Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,

²³O, kad bi se riječi moje zapisale i kad bi se u mjed tvrdu urezale;

²⁴ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!

²⁴kad bi se željeznim dlijetom i olovom u spomen vječan u stijenu uklesale!

²⁵Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.

²⁵Ja znadem dobro: moj Izbavitelj živi i posljednji će on nad zemljom ustati.

²⁶Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,

²⁶A kad se probudim, k sebi će me dići: iz svoje ću puti tad vidjeti Boga.

²⁷han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv*. / {* av lengsel herefter, 2KO 5, 2.}

²⁷Njega ja ću kao svojega gledati, i očima mojim neće biti stranac: za njime srce mi čezne u grudima.

²⁸Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -

²⁸Kad kažete: 'Kako ćemo ga goniti? Koji ćemo razlog protiv njega naći?',

²⁹så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.

²⁹mača tad se bojte: grijehu mač je kazna. Saznat ćete tada da imade suda!"