1Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:
1Job nastavi svoju besjedu i reče:
2Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg
2"Živoga mi Boga što mi pravdu krati i Svesilnog koji dušu mi zagorča:
3- for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese - :
3sve dok duha moga bude još u meni, dok mi dah Božji u nosnicama bude,
4Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.
4usne moje neće izustiti zloću niti će laž kakva doći na moj jezik.
5Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.
5Daleko od mene da vam dadem pravo, nedužnost svoju do zadnjeg daha branim.
6Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.
6Pravde svoje ja se držim, ne puštam je; zbog mojih me dana srce korit' neće.
7La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!
7Neka mi dušmana kob opakog snađe, a mog protivnika udes bezbožnikov!
8For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?
8Čemu se nadati može kad vapije i kada uzdiže k Bogu dušu svoju?
9Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?
9Hoće li čuti Bog njegove krikove kada se na njega obori nevolja?
10Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?
10Zar će se radovat' on u Svesilnome, zar će Boga svakog časa zazivati?
11Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.
11Ali Božju ruku ja ću vam pokazat' i neću vam sakrit namjere Svesilnog.
12I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?
12Eto, sve ste sami mogli to vidjeti, što se onda u ispraznosti gubite?"
13Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:
13"Ovu sudbu Bog dosuđuje opakom, ovo baštini silnik od Svemogućeg.
14Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.
14Ima li sinova mnogo, mač ih čeka, a porod mu neće imat' dosta kruha.
15De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.
15Smrt će sahranit' preživjele njegove i udovice ih oplakivat neće.
16Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,
16Ako i srebra k'o praha nagomila, ako i nakupi haljina k'o blata,
17så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.
17nek' ih skuplja, odjenut će ih pravednik, ljudi će nedužni podijeliti srebro.
18Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.
18Od paučine je kuću sagradio, kolibicu kakvu sebi diže čuvar:
19Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det* er der ikke. / {* det han eide.}
19bogat je legao, al' po posljednji put; kad oči otvori, ničeg više nema.
20Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.
20Usred bijela dana strava ga spopada, noću ga oluja zgrabi i odnese.
21Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.
21Istočni ga vjetar digne i odvuče, daleko ga baca od njegova mjesta.
22Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.
22Bez milosti njime vitla on posvuda, dok mu ovaj kuša umaći iz ruke.
23Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.
23Rukama plješću nad njegovom propašću i zvižde na njega kamo god došao.