¹Og Elihu blev ved og sa:

¹Elihu nastavi i reče:

²Vent litt på mig, så jeg kan få sagt dig min mening! For ennu er der noget å si til forsvar for Gud.

²"Strpi se malo, pa ću te poučit', jer još nisam sve rekao za Boga.

³Jeg vil hente min kunnskap langt borte fra, og jeg vil vise at min skaper har rett.

³Izdaleka ću svoje iznijet' znanje da Stvoritelja svojega opravdam.

⁴For sannelig, mine ord er ikke falske; en mann med fullkommen kunnskap har du for dig.

⁴Zaista, za laž ne znaju mi riječi, uza te je čovjek znanjem savršen.

⁵Se, Gud er sterk, men han akter ikke nogen ringe; han er sterk i forstandens kraft.

⁵Gle, Bog je silan, ali ne prezire, silan je snagom razuma svojega.

⁶Han lar ikke en ugudelig leve, og de undertrykte hjelper han til deres rett.

⁶Opakome on živjeti ne daje, nevoljnicima pravicu pribavlja.

⁷Han tar ikke sine øine fra de rettferdige, og hos konger på tronen lar han dem sitte all deres tid høit hedret.

⁷S pravednika on očiju ne skida, na prijestolje ih diže uz kraljeve da bi dovijeka bili uzvišeni.

⁸Og om de blir bundet med lenker og fanget i ulykkens snarer,

⁸Ako su negvam' oni okovani i užetima nevolje sputani,

⁹så vil han dermed foreholde dem deres gjerninger, deres synder, at de viste sig gjenstridige,

⁹djela njihova on im napominje, kazuje im grijeh njine oholosti.

¹⁰og åpne deres øre for advarselen og formane dem til å vende om fra det onde.

¹⁰Tad im otvara uho k opomeni i poziva ih da se zla okane.

¹¹Om de da hører og tjener ham, så får de leve sine dager i lykke og sine år i herlighet og glede.

¹¹Poslušaju li te mu se pokore, dani im završavaju u sreći, u užicima godine njihove.

¹²Hører de ikke, da skal de gjennembores av spydet og omkomme i sin uforstand.

¹²Ne slušaju li, od koplja umiru, zaglave, sami ne znajući kako.

¹³Men mennesker med gudløst sinn huser vrede; de roper ikke til Gud når han legger dem i bånd*. / {* JBS 36, 8.}

¹³A srca opaka mržnju njeguju, ne ištu pomoć kad ih on okuje;

¹⁴De dør i ungdommen, og deres liv ender som tempel-bolernes*. / {* 1KG 14, 24.}

¹⁴u cvatu svoga dječaštva umiru i venu poput hramskih milosnika.

¹⁵Han frelser de ulykkelige ved deres ulykke og åpner deres øre ved trengselen.

¹⁵Nevoljnog on bijedom njegovom spasava i u nesreći otvara mu oči:

¹⁶Også dig lokker han ut av trengselens svelg til en åpen plass hvor det ikke er trangt; og ditt bord skal være fullt av fete retter.

¹⁶izbavit će te iz ždrijela tjeskobe k prostranstvima bezgraničnim izvesti, k prepunu stolu mesa pretiloga.

¹⁷Men er du full av den ugudeliges brøde, så skal brøde og dom følges at.

¹⁷Ako sudio nisi opakima, ako si pravo krnjio siroti,

¹⁸La bare ikke vrede lokke dig til spott, og la ikke den store bot* lokke dig på avvei! / {* d.e. den store trengsel Gud har pålagt dig for dine synders skyld.}

¹⁸nek' te obilje odsad ne zavede i nek' te dar prebogat ne iskvari.

¹⁹Kan vel ditt skrik fri dig ut av trengsel, og kan vel alt ditt strev og slit utrette det?

¹⁹Nek' ti je gavan k'o čovjek bez zlata, a čovjek jake ruke poput slaba.

²⁰Stund ikke efter natten, den natt da hele folkeslag blåses bort fra sitt sted!

²⁰Ne goni one koji su ti tuđi da rodbinu na njino mjesto staviš.

²¹Vokt dig, vend dig ikke til synd! For det har du mere lyst til enn til å lide.

²¹Pazi se da u nepravdu ne skreneš, jer zbog nje snađe tebe iskušenje.

²²Se, Gud er ophøiet i sin kraft; hvem er en læremester som han?

²²Gle, uzvišen je Bog u svojoj snazi! Zar učitelja ima poput njega?

²³Hvem har foreskrevet ham hans vei, og hvem kan si: Du gjorde urett?

²³Tko je njemu put njegov odredio? Tko će mu reći: 'Radio si krivo'?

²⁴Kom i hu at du ophøier hans gjerning, den som menneskene har sunget om!

²⁴Spomeni se veličati mu djelo što ga pjesmama ljudi opjevaše.

²⁵All verden ser på den med lyst; menneskene skuer den langt borte fra.

²⁵S udivljenjem svijet čitav ga promatra, divi se čovjek, pa ma izdaleka.

²⁶Se, Gud er stor, og vi forstår ham ikke; hans års tall er uutgrundelig;

²⁶Veći je Bog no što pojmit' možemo, nedokučiv je broj ljeta njegovih!

²⁷han drar vanndråper op til sig, og av tåken siler regnet ned;

²⁷U visini on skuplja kapi vode te dažd u paru i maglu pretvara.

²⁸fra skyene strømmer det og drypper ned over mange mennesker.

²⁸Pljuskovi tada pljušte iz oblaka, po mnoštvu ljudskom dažde obilato.

²⁹Kan også nogen forstå hvorledes skyene breder sig ut, hvorledes det braker fra hans telt*? / {* d.e. skyene.}

²⁹Tko li će shvatit' širenje oblaka, tutnjavu strašnu njegovih šatora?

³⁰Se, han breder ut sitt lys omkring sig og dekker det med havets røtter.* / {* d.e. skyer som stiger op av havets dyp.}

³⁰Gle, on nad sobom razastire svjetlost i dno morsko on vodama pokriva.

³¹For således straffer han folkeslag, men gir også føde i overflod.

³¹Pomoću njih on podiže narode, u izobilju hranom ih dariva.

³²Han dekker sine hender med lys og byder det å fare ut mot fienden.

³²On munju drži objema rukama i kazuje joj kamo će zgoditi.

³³Hans tordenbrak bærer bud om ham; endog feet varsler når han rykker frem.

³³Glasom gromovnim sebe navješćuje, stiže s gnjevom da zgromi opačinu.