¹Jager du rov for løvinnen, og metter du de grådige ungløver,

¹Tiedätkö sinä, milloin vuorikauris vasoo, hoivaatko sinä synnyttävää peuraa?

²når de dukker sig ned i sine huler og ligger på lur i krattet?

²Tiedätkö sinä niiden oikean hetken, lasketko sinä, milloin kuukausien määrä täyttyy?

³Hvem lar ravnen finne sin mat, når dens unger skriker til Gud og farer hit og dit uten føde?

³Ne kyyristyvät maahan, synnyttävät poikasensa, ja kohta niiden tuskat ovat ohi.

⁴Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

⁴Vasat kasvavat ja varttuvat, lähtevät omille teilleen eivätkä palaa.

⁵Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

⁵Kuka lähetti villiaasin vapaana juoksemaan, kuka sen pelasti juhdan ikeeltä?

⁶De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

⁶Minä annoin sille asuttavaksi aron, olinpaikaksi suolaisen aavikon.

⁷Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

⁷Se halveksii kaupungin hälinää, ei se tottele ajajan huutoja.

⁸Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

⁸Vuorille se tähyää, siellä ovat sen laitumet! Sieltä se etsii kaikkea vihreää.

⁹det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

⁹Suostuuko villihärkä sinua palvelemaan tai yöpymään sinun syöttöruuhesi ääressä?

¹⁰Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

¹⁰Ohjaatko sinä sitä köydellä pellon vaolle, äestääkö se laakson peltoja sinun talutusnuorassasi?

¹¹Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

¹¹Sen voimat ovat suuret, mutta voitko luottaa siihen, voitko panna sen tekemään työt puolestasi?

¹²Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

¹²Uskotko, että sen avulla saat satosi talteen, sekö tuo viljasi puimatantereelle?

¹³Kan du binde villoksen med rep til furen*? Vil den harve dalene efter dig? / {* d.e. tvinge den til å følge plogfuren.}

¹³Rajusti lyö strutsi siivillään, mutta eivät ne ole niin kuin haukan tai haikaran siivet:

¹⁴Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

¹⁴maahan se laskee munansa ja antaa niiden hautua hiekan lämmössä.

¹⁵Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

¹⁵Se ei ajattele, että ne voivat murskautua askelen alla, että jokin eläin voi ne tallata.

¹⁶Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

¹⁶Se on poikasilleen tyly, aivan kuin ne eivät sen omia olisikaan, se ei tunnu välittävän, vaikka kaikki sen vaiva olisi ollut turhaa.

¹⁷Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

¹⁷Jumala epäsi siltä viisauden, ei suonut sille ymmärrystä.

¹⁸og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

¹⁸Mutta kun se kiitää kaula ojossa, se saattaa häpeään niin ratsun kuin ratsastajan.

¹⁹Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

¹⁹Sinäkö annoit hevoselle sen voiman, sinäkö annoit sille hulmuavan harjan?

²⁰For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

²⁰Sinäkö opetit sen hyppimään kuin heinäsirkka? Mahtavasti, pelottavasti se korskuu,

²¹Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

²¹innoissaan se kuopii maata tasangolla, uljaana se ryntää taisteluun.

²²Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

²²Se pitää pelkoa pilkkanaan, se ei säiky eikä se pakene miekan tieltä.

²³Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

²³Sen yläpuolella rämisee nuoliviini, välkkyy keihäs ja sotakirves.

²⁴Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

²⁴Kiihtymyksestä vavahdellen se ahmii taivalta, mikään ei sitä pidättele, kun sotatorvi soi.

²⁵Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

²⁵Kun torvi soi, se hirnuu: "Hahaa!" Jo kaukaa se vainuaa sodan tuoksinan, päälliköiden huudot ja taistelun jylyn.

²⁶Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

²⁶Sinunko viisautesi nostaa taivaalle haukan, kun se levittää siipensä etelätuuleen?

²⁷Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

²⁷Sinunko käskystäsi kotka nousee korkeuksiin ja rakentaa pesänsä tavoittamattomiin?

²⁸Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

²⁸Kalliolla se asustaa, viettää yönsä siellä, kielekkeellä, jonne ei pääsyä ole.

²⁹Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

²⁹Sieltä se tähystää syötävää, kaukaa sen silmät tavoittavat saaliin.

³⁰Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

³⁰Kiihkeästi sen poikaset ahmivat verta! Missä on ruumiita, sinne se rientää.

³¹Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

³²Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

³³Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

³⁴Og Herren blev ved å svare Job og sa:

³⁵Vil du som klandrer den Allmektige, vil du trette med ham? Du som laster Gud, må svare på dette!

³⁶Da svarte Job Herren og sa:

³⁷Nei, jeg er for ringe; hvad skulde jeg svare dig? Jeg legger min hånd på min munn.

³⁸En gang har jeg talt, men jeg tar ikke mere til orde - ja to ganger, men jeg gjør det ikke mere.