¹Jager du rov for løvinnen, og metter du de grådige ungløver,

¹Sais-tu quand les chèvres sauvages font leurs petits? Observes-tu les biches quand elles mettent bas?

²når de dukker sig ned i sine huler og ligger på lur i krattet?

²Comptes-tu les mois pendant lesquels elles portent, Et connais-tu l'époque où elles enfantent?

³Hvem lar ravnen finne sin mat, når dens unger skriker til Gud og farer hit og dit uten føde?

³Elles se courbent, laissent échapper leur progéniture, Et sont délivrées de leurs douleurs.

⁴Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

⁴Leurs petits prennent de la vigueur et grandissent en plein air, Ils s'éloignent et ne reviennent plus auprès d'elles.

⁵Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

⁵Qui met en liberté l'âne sauvage, Et l'affranchit de tout lien?

⁶De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

⁶J'ai fait du désert son habitation, De la terre salée sa demeure.

⁷Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

⁷Il se rit du tumulte des villes, Il n'entend pas les cris d'un maître.

⁸Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

⁸Il parcourt les montagnes pour trouver sa pâture, Il est à la recherche de tout ce qui est vert.

⁹det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

⁹Le buffle veut-il être à ton service? Passe-t-il la nuit vers ta crèche?

¹⁰Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

¹⁰L'attaches-tu par une corde pour qu'il trace un sillon? Va-t-il après toi briser les mottes des vallées?

¹¹Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

¹¹Te reposes-tu sur lui, parce que sa force est grande? Lui abandonnes-tu le soin de tes travaux?

¹²Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

¹²Te fies-tu à lui pour la rentrée de ta récolte? Est-ce lui qui doit l'amasser dans ton aire?

¹³Kan du binde villoksen med rep til furen*? Vil den harve dalene efter dig? / {* d.e. tvinge den til å følge plogfuren.}

¹³L'aile de l'autruche se déploie joyeuse; On dirait l'aile, le plumage de la cigogne.

¹⁴Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

¹⁴Mais l'autruche abandonne ses oeufs à la terre, Et les fait chauffer sur la poussière;

¹⁵Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

¹⁵Elle oublie que le pied peut les écraser, Qu'une bête des champs peut les fouler.

¹⁶Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

¹⁶Elle est dure envers ses petits comme s'ils n'étaient point à elle; Elle ne s'inquiète pas de l'inutilité de son enfantement.

¹⁷Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

¹⁷Car Dieu lui a refusé la sagesse, Il ne lui a pas donné l'intelligence en partage.

¹⁸og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

¹⁸Quand elle se lève et prend sa course, Elle se rit du cheval et de son cavalier.

¹⁹Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

¹⁹Est-ce toi qui donnes la vigueur au cheval, Et qui revêts son cou d'une crinière flottante?

²⁰For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

²⁰Le fais-tu bondir comme la sauterelle? Son fier hennissement répand la terreur.

²¹Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

²¹Il creuse le sol et se réjouit de sa force, Il s'élance au-devant des armes;

²²Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

²²Il se rit de la crainte, il n'a pas peur, Il ne recule pas en face de l'épée.

²³Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

²³Sur lui retentit le carquois, Brillent la lance et le javelot.

²⁴Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

²⁴Bouillonnant d'ardeur, il dévore la terre, Il ne peut se contenir au bruit de la trompette.

²⁵Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

²⁵Quand la trompette sonne, il dit: En avant! Et de loin il flaire la bataille, La voix tonnante des chefs et les cris de guerre.

²⁶Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

²⁶Est-ce par ton intelligence que l'épervier prend son vol, Et qu'il étend ses ailes vers le midi?

²⁷Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

²⁷Est-ce par ton ordre que l'aigle s'élève, Et qu'il place son nid sur les hauteurs?

²⁸Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

²⁸C'est dans les rochers qu'il habite, qu'il a sa demeure, Sur la cime des rochers, sur le sommet des monts.

²⁹Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

²⁹De là il épie sa proie, Il plonge au loin les regards.

³⁰Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

³⁰Ses petits boivent le sang; Et là où sont des cadavres, l'aigle se trouve.

³¹Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

³²Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

³³Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

³⁴Og Herren blev ved å svare Job og sa:

³⁵Vil du som klandrer den Allmektige, vil du trette med ham? Du som laster Gud, må svare på dette!

³⁶Da svarte Job Herren og sa:

³⁷Nei, jeg er for ringe; hvad skulde jeg svare dig? Jeg legger min hånd på min munn.

³⁸En gang har jeg talt, men jeg tar ikke mere til orde - ja to ganger, men jeg gjør det ikke mere.