¹Se min tjener, som jeg støtter, min utvalgte, som min sjel har velbehag i! Jeg legger min Ånd på ham, han skal føre rett* ut til hedningefolkene. / {* d.e. Guds lov; JES 42, 4.}

¹Ka sikha, ka let gige, ka tel, ka lungin a pahtak mahmah en dih ua: a tungah ka kha ka koihta: Jentelte kiangah piak dingin vaihawmna thu a hong pawt ding.

²Han skal ikke skrike og ikke rope, og han skal ikke la sin røst høre på gaten.

²A kikou kei dinga, a aw leng a suaksak sam kei ding, kongzing ah a aw a kiza sak sam kei ding.

³Det knekkede rør skal han ikke knuse, og den rykende tande skal han ikke slukke; på rette måte skal han føre retten ut til dem.

³Sialluang gawpsa a kitan siangsak kei dinga, pat khu a mitsak kei ding: vaihawmna thutakin a la kei ding.

⁴Han skal ikke bli mødig, og hans kraft ikke bli knekket før han får grunnlagt retten på jorden; og på hans lov venter øene.

⁴Lei tunga vaihwmna a omsak masiah, amah a bah kei dinga, a lungdong sam kei ding; huan, tuikulh gamten a dan thu a ngak nilouh ding uhi.

⁵Så sier Gud Herren, som skapte himmelen og utspente den, som bredte ut jorden med det som gror på den, som gir ånde til folket som bor på den, og ånd til dem som ferdes på den:

⁵Pathian, toupa. van siampa leh phalhpa, lei leh a sunga kipana pawt tengteng hihlianpa, a tunga mite kiangah hatna pepa leh a tunga paite kiangah kha pepan hichiin a chi:

⁶Jeg, Herren, har kalt dig i rettferd og tatt dig ved hånden, og jeg vil verne dig og gjøre dig til en pakt for folket, til et lys for hedningene,

⁶Kei toupain diktatnain ka honsama, na khut ka len dinga, ka honhumbit dinga, mite thukhun ding leh Jentelte hihvakpa dingin ka honsep dinga:

⁷forat du skal åpne blinde øine, føre de bundne ut av fengslet og føre dem som sitter i mørke, ut av fangehuset.

⁷Mitdelte mit hihvak ding leh. mi tengte suangkulha kipan pi khe ding leh, mial laka tute suangkulh akipana pi khe dingin.

⁸Jeg er Herren, det er mitt navn, og jeg gir ikke nogen annen min ære eller de utskårne billeder min pris.

⁸TOUPA ka hi; huai tuh ka min ahi: ka thupina mi dang kiangah ka pe kei dinga, phat ka lohna leng milim bawl tawmte kiangah ka pe sam kei ding.

⁹De ting som er forkynt tidligere, se, de er kommet, og nu forkynner jeg nye ting; før de spirer frem, lar jeg eder høre om dem.

⁹Ngai un, tuma thilte a hongtungta, thil thakte gen ka hi: a pou main a thachin ka honhilh hi.

¹⁰Syng Herren en ny sang, hans pris fra jordens ende, I som farer ut på havet, og alt som fyller det, I øer og I som bor der!

¹⁰Tuipi-a hohsukte leh, a sunga om tengteng leh, tuikulh gamte leh, a tunga om tengteng aw, TOUPA pahtawiin la thak sa unla, kawlmong akipanin leng amah phatna lasa un.

¹¹Ørkenen og dens byer skal opløfte røsten, de teltbyer hvor Kedar* bor; de som bor på fjellet, skal juble, fra fjelltoppene skal de rope høit. / {* SLM 120, 5. JES 60, 7.}

¹¹Gamdai leh a khoiten a aw uh suaksak uhen, Kedarte omna khuaten; Suangpi khuaa omten nuamsain lasa uhenla, mual dawna kipanin kikou uhen.

¹²De skal gi Herren ære og forkynne hans pris på øene.

¹²TOUPA hih thupi uhenla, tuikulh gamten a phatna thu gen uhen.

¹³Herren skal dra ut som en kjempe, som en krigsmann egge sin harme; han skal rope høit, ja skrike; mot sine fiender skal han vise sin makt.

¹³toupa lah mihat mahmah bangin a pawt dinga, galdoumi bangin mulitna a tokthou ding: a kikou dinga, ahi, ngaih takin a kikou ding; amah doute tungah hat takin a gamtang ding.

¹⁴Jeg har tidd fra eldgammel tid, jeg talte ikke, jeg holdt mig tilbake. Nu vil jeg skrike som den fødende kvinne, jeg vil puste og fnyse.

¹⁴Sawtpi ka daitaa; ka om kinkenin ka kidek teitei; tun jawm numei nauvei bangin ka kikou tuaituai dinga; ka nak honhonin ka nak huhu ding.

¹⁵Jeg vil legge fjell og hauger øde og la alle deres urter tørke bort, og jeg vil gjøre elver til land og tørke ut sjøer.

¹⁵Tangte leh mualpawngte ka hihse dinga, a niam tengteng ka keusak vek ding; luite khawng tuikulh gamin ka bawl dinga, dilte ka kangsak ding.

¹⁶Og jeg vil føre blinde på en vei de ikke kjenner; på stier de ikke kjenner, vil jeg la dem ferdes; jeg vil gjøre mørke steder for deres åsyn til lys og bakker til sletteland. Dette er de ting jeg vil gjøre, jeg vil visselig ikke la det være.

¹⁶Mittote a theih ngei louh uh lam ah ka honpi dinga; a theih ngei louh uh lampi ah ka pi ding: a ma uah mial vakin ka bawl dinga, lam kawinate leng ka tangsak ding. Huai thilte ka hih dinga, amau leng ka nuse kei ding.

¹⁷De skal vike tilbake og bli storlig til skamme de som setter sin lit til utskårne billeder, som sier til støpte billeder: I er våre guder.

¹⁷Milim bawl tawmte muanga, milim sunte kianga, Ka Pathian uh na hi uh. chite kihei sakin a om ding ua, nakpitakin a zahlak ding uhi.

¹⁸I døve, hør! Og I blinde, lukk øinene op og se!

¹⁸Bengngongte aw, bilin ja unla; mittote aw na muh theihna ding un en un.

¹⁹Hvem er blind uten min tjener* og døv som det bud som jeg sender? Hvem er blind som min fortrolige venn, blind som Herrens tjener? / {* Israel.}

¹⁹Ka sikha loungal kua mit a tawa? Ahihkeileh, ka sawltak sawl bangin kua beng a ngonga? Hon kithuah pihmi bangin kua mit a tawa? TOUPA dikha bangin kua mit a tawa?

²⁰Du har sett meget, men du tar ikke vare på det, han har åpne ører, men han hører ikke.

²⁰Thil tampi na mu-a, himahleh na lungsimin na vom gige kei; a bilte lah a kihonga, himahleh a za kei jel hi.

²¹Det er Herrens vilje å gjøre loven stor og herlig for sin rettferdighets skyld.

²¹Dan lah a diktatna jiaka letsaka zah kaisaka om TOUPAN hoih a saa.

²²Men det er et røvet og plyndret folk; de ligger alle sammen bundet i huler og skjult i fangehus; de blev røvet, og ingen reddet dem, de blev plyndret, og ingen sa: Gi tilbake!

²²Himahleh hiaite jaw guta guk sak leh loh tuak mite ahi ua; guama ahi vek ua, suangkulha khum mangte ahi ua; sal ding ahi ua, kuamahin lah a humbit ngal kei ua, gallaka lak ding ahi ua, kuamahin, penawnin, a chi tuan kei uhi.

²³Hvem blandt eder vil herefter vende øret til dette, gi akt og høre på det?

²³Na lak uah huaitea bildoh ding kua na om ua? Hun hongtung ding adia ngaikhiaa za ding kua na om ua?

²⁴Hvem har overgitt Jakob til plyndring og Israel til røvere? Var det ikke Herren, han som vi syndet mot, og på hvis veier de ikke vilde vandre, og på hvis lov de ikke hørte?

²⁴Kuain ahia Jakobte gallak dia lak dinga piaa, Isreal gutate kianga pia? TOUPA, a tunga I khelhnapa un, a piak hilou hia? Amah lampi ah lah a pai nuam ngal kei ua. A dan thu lah a mang sam kei uh.Huaijiakin a heh mahmahna leh kibawlna tha amau tungah a sung buaa; huaiin amaute a kanga, himahleh a thei sam kei uh; huaiin amaute a hula, himahleh a lungsim un a ngaihtuah tuan kei uhi.

²⁵Så utøste han over dem sin brennende vrede og en veldig krig; den satte dem i brand rundt omkring, men de forstod det ikke, den brente dem, men de la det ikke på hjerte.

²⁵Huaijiakin a heh mahmahna leh kibawlna tha amau tungah a sung buaa; huaiin amaute a kanga, himahleh a thei sam kei uh; huaiin amaute a hula, himahleh a lungsim un a ngaihtuah tuan kei uhi.