¹Hvem er han som kommer fra Edom, i røde klær fra Bosra, så prektig i sin klædning, kneisende i sin store kraft? - Det er jeg, jeg som taler rettferdighet, som er mektig til å frelse.

¹Edom gama akipana hong pai, Bozra khua akipana puansilh diahsan silh kua ahia? a puan silha thupitak, a hatna a thupidan bang a hongpai? Keimah diktat taka thu gena, hotdam lama mi hat mahmahpa kahi.

²Hvorfor er din klædning så rød, og dine klær lik hans som treder vinpersen?

²Bangjiaka na puansilh sana, na silh leh tente leng grep sukna khuka chiltaimi silh leh ten banga om ahia?

³Persekaret har jeg trådt, jeg alene, og av folkene var ingen med mig: så trådte jeg på dem i min vrede og trampet dem sønder i min harme; da sprøitet deres blod på mine klær, og hele min klædning fikk jeg tilsølt.

³Keimah kiain grep sukna khukah ka chiltaia; mi chih laka mi khat lel leng ka kiangah a om kei uh; ahi, amau ka heha ka chila, ka heha ka pala: huchiin a hinna sisan uh ka puansilhteah thehin a oma, ka puan tengteng ka hihninta hi.

⁴For hevnens dag var i mitt hjerte, og mitt gjenløsnings-år var kommet;

⁴Phulakni lah ka lungtangah a om ngala, ka tatsa mite kum leng a hongtungta ahi.

⁵og jeg så mig om, men det var ingen som hjalp; jeg undret mig, men det var ingen som støttet mig; da hjalp min arm mig, og min harme støttet mig,

⁵Huchiin ka ena, panpih dingmi himhim a omkei ua; len dingmi himhim a om louh uh lamdang ka sa a: huaijiakin keimah ban mahmah hotdamna honpuaka; ka hehnain a honlen kip hi.

⁶og jeg trådte ned folkeslag i min vrede og gjorde dem drukne* i min harme, og jeg lot deres blod rinne ned på jorden. / {* JES 19, 14; 24, 20. JER 48, 26.}

⁶Huchiin, mi chih ka hehin ka sikdena, ka hehin ka khamsaka, a hinna sisan uh leiah ka bota hi.

⁷Herrens miskunnhet vil jeg forkynne, Herrens pris efter alt det Herren har gjort mot oss, og hans store godhet mot Israels hus, fordi han gjorde imot dem efter sin barmhjertighet og efter sin store miskunnhet.

⁷Toupan thil bangkima honvuh bang jelin Toupa chitdan thute leh toupa phat na thute ka gen dinga; hehpihnate bang jel leh a chitna thupidante bang jela Israel inkuanpihte laka a hoihna thupi mahmaha a tung ua a vuh thu leng ka gen ding.

⁸Han sa: Ja, de er mitt folk, de er barn som ikke vil svike. Og han blev en frelser for dem.

⁸Aman, Ka mite, ta a taklou-a hih lou dingte ahi mahmah uh, a chi ngala; huchiin amaute hondampa din a hongomta hi.

⁹I all deres trengsel var det ingen trengsel, og hans åsyns engel frelste dem; i sin kjærlighet og sin store mildhet gjenløste han dem, og han tok dem op og bar dem alle den gamle tids dager.

⁹A mangbatna tengteng uah amah a mangbang sam jela, angel, a maa omin, amaute a humbit jel: a itna leh a hehpihnain a tantaa; nidanglai ni tengtengah amaute a puain amaute a pom jel hi.

¹⁰Men de, de var gjenstridige og gjorde hans Hellige Ånd sorg; da skiftet han hu og blev deres fiende, han selv stred imot dem.

¹⁰Ahihhangin a hel un, a Kha siangthou a lungkhamsak ta ua: huai jiakin amau dou-a om dingin kilehheisakin a oma, amah mahmahin amau a sualta hi.

¹¹Da tenkte hans folk på de gamle dager, på Moses: Hvor er han som førte dem op av havet med sin hjords hyrde? Hvor er han som gav sin Hellige Ånd midt iblandt dem,

¹¹Huai laiin a miten Mosi nidanglai nite a theigige ua, huchiin a chi uh, Tuipi akipana a belam hon chingmite ton amaute pi Toupa koi a om ahia? a khasiangthou a lak ua koi koihpa koia om ahia?

¹²han som lot sin herlige arm gå frem ved Moses' høire side, som kløvde vannene for deres åsyn for å gjøre sig et evig navn,

¹²A ban thupi tak Mosi taklama paisakpa koia om ahia? khantawn min kibawl nadia a ma ua tui kikhensakpa koia om ahia?

¹³han som førte dem gjennem dypene som en hest gjennem ørkenen, så de ikke snublet?

¹³A kisuilouhna ding ua tui thuk taka, gamdaia sakol pi banga, amaute pi kaipa koia om ahia?

¹⁴Likesom feet som går ned i dalen, førte Herrens Ånd dem til hvile; således ledet du ditt folk for å gjøre dig et herlig navn.

¹⁴Guama gan paisukte bangin Toupa Khain amau a khawlsak a: huchibangin, min thupi tak na kibawl na dingin, na mite na pi hi, chiin.

¹⁵Sku ned fra himmelen og se, fra din hellige og herlige bolig! Hvor er din nidkjærhet og ditt velde? Ditt hjertes medynk og din miskunnhet holder sig tilbake fra mig.

¹⁵Van akipanin hon ensuk inla, na siangthouna leh na thupina omna akipanin honenin: na phatuamngaihna leh na thil hih thupitakte koiah? na lungtanga non ngaihna leh non hehpihna, khama omta hia?

¹⁶For du er vår far; Abraham vet jo ikke om oss, og Israel kjenner oss ikke; du Herre er vår far, vår gjenløser fra eldgammel tid er ditt navn.

¹⁶Abraham in hon theihlouin, Israelin leng hon limsak kei mah leh, nang jaw ka Pa uh nahi ngala: nang jaw, aw Toupa, ka Pa uh na hi a; na min khantawn akipanin kou Hontanpa ahi.

¹⁷Hvorfor lar du oss fare vill fra dine veier, Herre? Hvorfor forherder du vårt hjerte, så det ikke frykter dig? Vend om for dine tjeneres skyld, for de stammers skyld som er din arv!

¹⁷Toupa aw, nang bang jiakin ahia na lampi akipantea hon vakmang sak nak na hia? Na sikha, na gouluah namte jiakin hong kik nawnin.

¹⁸En liten stund har ditt hellige folk hatt landet i eie; våre motstandere har trådt ned din helligdom.

¹⁸Na mi siangthouten sawtlou chik kia a nei ua: hondouten lah na min siangthou a sik gawpta uh.A tung ua vai na hawm ngeilouhte bang, na min pu ngei loute bang, ka hita uh.

¹⁹Vi er blitt som de du aldri har hersket over, som de ditt navn ikke har vært nevnt over.

¹⁹A tung ua vai na hawm ngeilouhte bang, na min pu ngei loute bang, ka hita uh.