¹Et menneske, født av en kvinne, lever en kort tid og mettes med uro.

¹Mihing numei apan piang nite tawmchik ahia,

²Som en blomst skyter han op og visner, han farer bort som skyggen og holder ikke stand.

²Pak bangin hong dawn khiaa, a vuai nawn pah, limliap bangin a taia, a om gige kei.

³Endog over en sådan holder du dine øine åpne, og mig fører du frem for din domstol!

³Huan mi huchibang tungah ma mit na hakin, nang toh vaihawmna ah kei non pi hia?

⁴Kunde det bare komme en ren av en uren! Ikke én!

⁴Thil nin akipanin kuan ahia thil siang la khe thei? Kuamahin.

⁵Når hans dager er fastsatt, hans måneders tall bestemt hos dig, når du har satt ham en grense som han ikke kan overskride,

⁵A nite sehsa ahi chih theiin, na kiangah a khate simna a oma, a kan theilouh dingin a gamgite na septa hi;

⁶så vend ditt øie bort fra ham, så han kan ha ro så vidt at han kan glede sig som en dagarbeider ved sin dag!

⁶Amah en ken, a khawl theihna dingin, kiloh banga, a ni a hihkim matan.

⁷For treet er det håp; om det hugges, så spirer det igjen, og på nye skudd mangler det ikke;

⁷Phuk paihin om mahleh, a hongsel nawn dinga, huaia ahiang nou a tawp kei ding, chih sing adin lametna lah a om ngala.

⁸om dets rot eldes i jorden, og dets stubb dør ut i mulden,

⁸Huaia a zung lei ah upa mahleh, huaia a kungpi lei ah sita mahleh;

⁹så setter det allikevel knopper ved eimen av vannet og skyter grener som et nyplantet tre.

⁹Himahleh tui gim jiakin a hongnou thak dia, singsuan bangin bawkte a honnei khe nawn ding hi.

¹⁰Men når en mann dør, så ligger han der, når et menneske opgir ånden, hvor er han da?

¹⁰Himahleh mihing a sia, a mang jel hi: ahi, mihingin kha a khaha, huan koiah a om a?

¹¹Som vannet minker bort i en sjø, og som en elv efterhånden blir grunnere og tørker ut,

¹¹Tuipi akipan tuite a pai bangin, luipi bel a tula, a kang hi;

¹²så legger et menneske sig ned og reiser sig ikke igjen; så lenge himmelen er til, våkner de ikke - de vekkes ikke op av sin søvn.

¹²Huaimahbangin mihing a luma a thou kei hi: vante a om nawn louh matan, akhanglou kei ding uh, a ihmu uh leng a halhkhe sam kei ding uhi.

¹³Å om du vilde gjemme mig i dødsriket og skjule mig der til din vrede var over - om du vilde sette mig et tidsmål og så komme mig i hu!

¹³Aw Seol ah honna sel lechin aw, na thangpaihna aman masiah honna guk kep lechin, hun sehsa honna piain, kei hontheigige lechin aw;

¹⁴Når en mann dør, lever han da op igjen? Alle min krigstjenestes dager skulde jeg da vente, til min avløsning kom;

¹⁴Mi si leh, a hing nawn diam? ka galdouna leh nasepna ni tengteng ka ngak dinga, ka suahtakna a hongtun ma tanin.

¹⁵du skulde da rope, og jeg skulde svare dig; efter dine henders verk skulde du lenges.

¹⁵Non na sam dia, huan ka hondawng ding hi: na khut nasep non lunggulh ding hi.

¹⁶Men nu teller du mine skritt og akter stadig på min synd.

¹⁶Himahleh tuin ka kalsuante na sima: ka khelhna peuhmah na chiamteh hi.

¹⁷Forseglet i en pung ligger min brøde, og du syr til over min misgjerning.

¹⁷Ip sungah ka tatlekna bilhin a oma, huan ka thulimlouhna na gonggak hi.

¹⁸Men som et fjell faller og smuldres bort, og en klippe flyttes fra sitt sted,

¹⁸Huan mual puk bangmahlou a honghi taktaka, a mun akipanin suangpi suanin a om hi;

¹⁹som vannet huler ut stener og flommen skyller bort mulden, således gjør du menneskets håp til intet;

¹⁹Tuiten suang a kiamsak ua; huaia dimletten leia leivui a tai mang uh; huan mihing lametna na hihsia hi.

²⁰du overvelder ham for alltid, og han farer bort; du forvender hans åsyn og lar ham fare.

²⁰Khantawnin amah na zou a, a paia; a mel na lamdang saka, amah na sawl mang hi.

²¹Kommer hans barn til ære, da vet han det ikke, og blir de ringeaktet, da blir han det ikke var.

²¹A tapate zahin a om ua, aman a theikei; hihniamin a om ua, himahleh aman amau ahi chih a theikei.Himahleh a tunga a sain natna a neia, huan a sunga a khain a sun hi.

²²Bare over ham selv kjenner hans legeme smerte, og bare over ham selv sørger hans sjel.

²²Himahleh a tunga a sain natna a neia, huan a sunga a khain a sun hi.