¹Da tok Job til orde og sa:

¹Huan Jobin a dawnga, hichiin a chi a:

²Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

²Huchibang thil tampi ka zata hi: lungmuanmi chimtakhuai ngen na hi uhi.

³Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

³Thu bangmahlouten tawp a nei ding uam? ahihkeileh dawng dinga nang honhihheh bang ahia?

⁴Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

⁴Nou bangin kei leng ka pai thei sam hi; na kha uh ka kha muna om hileh, noute dema thute kaikhawma, ka lu hon sinkhum thei ding hi vengin.

⁵jeg kunde styrke eder med min munn*, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte. / {* d.e. med tomme ord.}

⁵Himahleh ka kamin nou kon hatsak dinga, ka muka muannain na lungkhamna uh kon nem ding.

⁶Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

⁶Thu gen mahleng, ka dahna nepin a om keia: huan doh mahleng, hihnopin ka oma hia?

⁷Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

⁷Himahleh a honchimtak saktaa: ka lawmte tengteng na hihgamta hi.

⁸Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

⁸Huan kip takin na honlena, huai tuh kei demna theihpihna ahi: huchiin ka gawnna kei demin a thoua, ka mai tangah a theisak hi.

⁹Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

⁹A hehnain kei a honbot keka, a honsawi hi; a ha a hon gawi khuma: ka tungah ka galin a mit a tathiam hi.

¹⁰De* spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig. / {* mine fiender, JBS 16, 11.}

¹⁰A kam uh lianpiin a honkat khum ua; simmoh takin biang ah a honbeng uh: kei dou dingin a kikai khawm ua.

¹¹Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

¹¹Pathianin pathianlimsakloute kiangah a honpe khiaa, migiloute khut ah a honpai khia hi.

¹²Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

¹²Om nuamin ka om, huan a honkitam jaksaka; ahi, ka ngawngin a honmana, a honpai nen hi: a muitum dingin a hontung tou lai hi.

¹³Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

¹³A thalkapmiten ka kim ka velah a hon um ua, ka sisanguite a bottata, a hawi kei; leiah ka sinkha a sung khia hi.

¹⁴Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

¹⁴Siatna tungah siatnain a honsesaka; galhat bangin ka tungah a tai.

¹⁵Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet*; / {* d.e. opgitt min makt og høihet.}

¹⁵Ka vun tungah saiip ka khuia, leivui ah ka kingata hi.

¹⁶mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

¹⁶Kahnain ka mai a hoihta keia, ka mitvunte ah sihna limliap a om hi;

¹⁷Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

¹⁷Ka khut ah hiamgamna omkei mahleh, huan ka thumna siangthou mahleh.

¹⁸Å jord, dekk ikke mitt blod*, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser! / {* JES 26, 21. 1MO 4, 10.}

¹⁸Aw lei, ka sisan khuh ken, huan ka kahnain khawlmun neikei hen.

¹⁹Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

¹⁹Tu mahmahin, Ngaiin, a hontheihpih van ah a oma, kei hontheihpihpa tungsangah a om hi.

²⁰Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

²⁰Ka lawmten honnuihsan ua, himahleh ka mitin Pathian lamah khituite a sungkhia hi;

²¹at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

²¹Huchia Pathian laka mihing dikna a letkip theiha, a inveng laka mihing tapa dikna, a letkip theihna dingin:Kum tawm a hongtun chiangin lah ka kik nawn louhna ding lampi ah ka pai ta ding ahi ngala.

²²for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.

²²Kum tawm a hongtun chiangin lah ka kik nawn louhna ding lampi ah ka pai ta ding ahi ngala.