¹Da tok Job til orde og sa:

¹Huan Jobin a dawnga, hichiin a chi a:

²Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?

²Bangtan ka kha hihbuaia, thutea honhihjan gawp ding na hi ua?

³Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.

³Hiai sawmvei tak na honkouta ua: ka tunga giloutaka na hih uh na zum kei ua.

⁴Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.

⁴Huan na na paikhialta mawng leng maw, keimah kianga ka diklouhna om gige hi.

⁵Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?

⁵Kei demin nou kiliansak petmah ve nuchin, ka minsiatna ka tungah gen ven uchin:

⁶Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!

⁶Pathianin ka thu ah honzouta chih tuin thei un, huan a lenin a honum suak hi.

⁷Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.

⁷Ngai un, Hiamgamna, chiin ka kikou khiaa, himahleh jakin ka om kei: panpih deihin ka kikoua, himahleh vaihawmna a om kei hi.

⁸Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.

⁸Ka pai theihlouhna dingin ka lampi a um a, huan ka paina dingte ah khomial a koih hi.

⁹Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.

⁹Ka thupina honsuahsaka, ka lu akipan lallukhu a la.

¹⁰Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.

¹⁰Ning chitengah a hon hihniama, ka mangta hi: huan, sing bangin ka lametna a bot khia.

¹¹Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.

¹¹Ka tungah a hehna leng a soua, amah adingin a galte laka khat bangin a honsim hi.

¹²Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.

¹²A sepaihpawlte a hongkuan khawm ua, ka siatna dingin a lampi uh a bawl uh, huan ka puanin kimvelin puanin a kai uh.

¹³Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.

¹³Kei akipanin ka unaute gamlapi ah a koiha, ka mel-theihte kei akipanin a mituam vekta uh.

¹⁴Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.

¹⁴Ka tanauten a honjuausanta ua, huan ka lawm theihngeiten a honmangngilhta uh.

¹⁵Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.

¹⁵Ka in tengte leh, ka sikhanuten, mikhual a honsa ua: a mitmuh un namdangmi ka hi.

¹⁶Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.

¹⁶Ka sikha ka sama, a hondawng kei, ka kamin amah khem mahleng leng.

¹⁷Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.

¹⁷Ka ji adingin muhthadahhuai ka hia, ka nu tate adingin, kihhuai.

¹⁸Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.

¹⁸Naupang neute nangawnin a honsimmoh ua; ka thoh leh, ka siatna dingin thu a gen uhi.

¹⁹Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.

¹⁹Ka lawm gilte tengtengin kei a honhua ua: huan amau ka itte ka tungah a hel uh.

²⁰Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.

²⁰Ka guh ka vun ah leh ka sa ah a belh bikbeka, huan ka ha vun toh ka suakta hi.

²¹Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.

²¹Honhehpih un, honhehpih un, Aw nou ka lawmte; Pathian khutin kei a honkhoihta ngala.

²²Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?

²²Bangdia Pathian banga nou honsawi na hi ua, ka saa bangdia lungkim lou na hi ua?

²³Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,

²³Aw ka thute tuin gelhin om le uh aw; Aw laibu ah kigelh lut le aw;

²⁴ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!

²⁴Sik leh ngen gelhna zumin khantawn adingin suangpia gelh hile uh aw;

²⁵Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.

²⁵Himahleh ka Tanpa a hing chih leh, leitungah a tawp chiangin a ding ding chih ka thei hi:

²⁶Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,

²⁶Huan ka vun huchibanga hihsiata a om khit nungin, himahleh ka sa akipan Pathian ka mu ding hi:

²⁷han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv*. / {* av lengsel herefter, 2KO 5, 2.}

²⁷Keimah adingin amah keimahmahin ka mu dia, huan ka miten a en dia, midang hi louin. Ka sungah ka lungtang a sidangta hi!

²⁸Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -

²⁸Amah bangchibangin i sawi ta phet diamah; na chih uleh, kei ah thu bul muhin a om chih theiin;Namsau kihta un: hehnain lah namsau gawtnate a hontun ngala, huchia vaihawmna a om chih na theih theihna ding un.

²⁹så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.

²⁹Namsau kihta un: hehnain lah namsau gawtnate a hontun ngala, huchia vaihawmna a om chih na theih theihna ding un.