¹Da tok Job til orde og sa:

¹Huchiin Jobin a dawnga, hichiin a chi a:

²Ennu idag gjelder min klage for å være gjenstridighet; min hånd hviler dog tungt på mitt sukk*. / {* d.e. jeg søker dog å dempe min klage.}

²Tuni mahmahin ka phunna helhuai ahi: ka thuakna ka mauna sangin a gikjaw hi.

³Bare jeg visste å finne ham og kunde komme frem til hans trone!

³Aw amah ka muhna mun thei lengla, a tutna mahmah ah hoh thei leng aw!

⁴Jeg skulde legge min sak frem for hans åsyn og fylle min munn med beviser.

⁴A maah ka thu ka bawlhoih dia, thugentein ka kam dimsak ding hi veng.

⁵Jeg skulde få vite de ord han vilde svare mig, og merke mig hvad han vilde si til mig.

⁵A honna dawnna ding thute ka thei dia, huan bang ahia ka kianga a gen ding ka theisiam ding.

⁶Skulde han da med full kraft stride mot mig? Mon ikke just han skulde akte på mine ord?

⁶A thilhihtheihna letnain kei a honsel diam? Ii; himahleh kei a honlimsak ding hi.

⁷Da skulde en rettskaffen mann gå i rette med ham, og jeg skulde slippe fra min dommer for all tid.

⁷Huailaiah mi dikin amah thu a sutpih thei dia; huchiin ka vaihawmmi akipan suahtaksakin ka om tawntungta ding hi.

⁸Men går jeg mot øst, så er han ikke der; går jeg mot vest, så blir jeg ikke var ham;

⁸Ngaiin, mailam juanin ka paia, himahleh huailaiah a om kei; huan nunglam juanin, himahleh amah ka mu kei hi.

⁹er han virksom i nord, så ser jeg ham ikke; går han mot syd, så øiner jeg ham ikke.

⁹Veilam pangah, na sep laiin, himahleh amah ka mu theikeia: taklam pangah a bu, amah ka muh theihlouhna dingin.

¹⁰For han kjenner den vei jeg holder mig til; prøvde han mig, så skulde jeg gå frem av prøven som gullet.

¹⁰Hiamhleh ka zuih lampi a thei a; a hon zeet laiin, dangkaeng bangin ka honsuakkhe ding hi.

¹¹Min fot holdt sig i hans spor; jeg fulgte hans vei og bøide ikke av.

¹¹Ka khein a kalsuante a len kipa; a lampi ka juita, ka pial kei.

¹²Fra hans lebers bud vek jeg ikke; fremfor min egen lov* aktet jeg på hans munns ord. / {* RMR 7, 23.}

¹²A mukte thupiak akipan ka pai kik keia, a kama thute a kiphamoh ka an sangin ka kholkhawm jaw hi.

¹³Men han er den eneste, og hvem hindrer ham? Hvad hans sjel lyster, det gjør han.

¹³Himahleh amah lungsim khek lou ahia, amah kuan a hei thei dia? a khain a deih, huai mah a hih jel hi.

¹⁴For han fullbyrder det han har fastsatt for mig, og av sådant er det meget hos ham.

¹⁴Kei dia sehsa a hih ngala: huan thil huchibang tampi a kiangah a om hi.

¹⁵Derfor reddes jeg for ham; tenker jeg på det*, så bever jeg for ham. / {* JBS 23, 14.}

¹⁵Huaijiakin a omna ah ka buaia; ka ngaihtuah chiangin amah ka lau hi.

¹⁶Og Gud har knekket mitt mot, og den Allmektige har forferdet mig,

¹⁶Pathianin lah ka lungtang a bahsakta ngala, huan Thilbangkimhihtheiin a honhihbuaita hi.Khomial main satkhiakin ka om ngal keia, ka maia kipan khomial sah leng a khuh sam kei hi.

¹⁷fordi jeg ikke blev rykket bort før mørket kom, og fordi han ikke skjulte ulykkens natt for mig.

¹⁷Khomial main satkhiakin ka om ngal keia, ka maia kipan khomial sah leng a khuh sam kei hi.