¹Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

¹Himahleh kei sanga naupang, a pate uh ka ganching uite toh koih dia ka sitten, kei nuihzabawlna in a hon zang uh.

²Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

²A hi, a khutte uh hata, huaiin kei bang a honlohtak dia, huai a hatna uh beisaten?

³De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

³Taksapna leh kialna in a tuikang ua; lei keu leh sia a kheuh uh,

⁴de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

⁴Pawna annteh a lou ua; huan loukha zungte a an uh ahi.

⁵Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

⁵Mite lak akipan hawl khiakin a om ua; guta nung bangin amau nungah a kikou ua.

⁶I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

⁶Guama hengte ah a teng ngei ding ua, lei leh suangpi hawmte ah.

⁷Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

⁷Pawn lakah a ham ua; lahou nuaite ah a kise-khawm uh.

⁸barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

⁸Mihaite tate ahi ua, ahi, mi thulimloute tate; gama kipanin delhkhiak ahi uh

⁹Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

⁹Huan tuin kei a la uh ka honghia ahi, amaua dingin houlimna ka hi.

¹⁰De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

¹⁰A honkih ua, kei akipan a tuam din uh, ka maia chil siat a kidek kei uh.

¹¹for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

¹¹Pathianin lah Ka khau a khaha, a honhihgim hi, huan ka maah kamkaihna a khahkhia uh.

¹²Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

¹²Ka khut taklam pangah mipi thuzohlouhte a thou ua; ka khe a a nawlkhin ua, huchiin a siatna lampi uh ka maah a koih uh.

¹³De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

¹³Ka lampi a hihsia ua, ka tuahsiatna a zong ua, kuaman a kham kei uh.

¹⁴Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

¹⁴Awng zapia paisuak bangin a hong ua: siatna lakah ka tungah a kikhuk uh.

¹⁵Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

¹⁵Launate ka tungah a hei ua, huih bangin ka minphatna a delhmang uh; huan meipi bangin ka hauhna a paimang hi.

¹⁶Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

¹⁶Huchiin tuin ka sungah ka kha buakkhiakin a om; gimthuakna niten kei a honman uh.

¹⁷Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

¹⁷Janin ka guhte a sawi, huan kei honseuh natna ten khawl chih a neikei uh.

¹⁸Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

¹⁸Ka natna hi hat mahmahna jiakin ka puansilh a nina: ka puannak ngawng bangin kei a honggak hi.

¹⁹Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

¹⁹Buannawi ah a honpai luta, huan leivui leh meivu bang ka honghi hi.

²⁰Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

²⁰Na kiangah ka kikoua, huan non dawng kei hi: Ka dinga, huan kei non en maimaha.

²¹Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

²¹Ka tunga khel dingin na kilumleta: na ban hatnain kei non sawi hi.

²²Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

²²Huihah non domkang tou a, huai tungah na hontuang sak; huan huih ah non lumlet let hi.

²³for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

²³Sihna na hontun ding chih lah ka thei ngala, huan mihing tengteng adia sehsa in ah.

²⁴Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

²⁴Hitamahleh siatnaa pukgawp miin a ban jak lou ding hia? Ahihkeileh a tuahsiatna ah panpihna ngenin kikou lou ding hia?

²⁵Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

²⁵Buainaa om adingin ka kap kei maw? Tasamte adingin ka kha a dah kei maw?

²⁶For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

²⁶Hoih ka ngak chiangin, hoihlou a hongpaia; khovak ka ngak chiangin, khomial a hongpai.

²⁷Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

²⁷Ka lungtang a buai, khawl a mu ngei kei; gimthuakna nite ka tungah a hongtung.

²⁸Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

²⁸Hihvoma omin ka vialvak, himahleh ni hihvom hilou-in; khawmpi ah ka dinga panpih deihin ka kikou hi.

²⁹Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

²⁹Sehalte unaupa ka hia, vakengsangte lawm ka hi hi.

³⁰Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

³⁰Ka vun a voma, kei akipan a pilh uh, huan kholumin ka guhte a kang hi.Huaijiakin ka kaihging sunna a suaka, ka mutging mikapte aw.

³¹Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

³¹Huaijiakin ka kaihging sunna a suaka, ka mutging mikapte aw.