¹En pakt hadde jeg gjort med mine øine, at jeg ikke skulde se på en jomfru.

¹Ka mit toh thukhun ka nabawlkhinta; bangchin nungak ka en theita dia oi?

²Hvad lodd vilde jeg ellers få av Gud i himmelen, eller hvad arv av den Allmektige i det høie?

²Ahihleh tunglam Pathian akipanin ka tantuan bang a hita dia, tungsang Thilbangkimhihthei akipanin ka goutan?

³Rammer ikke fordervelse den urettferdige, og ulykke dem som gjør det onde?

³Mi dikloute tungah tuahsiatna a tung kei mo, gitlouh nasemte tungah siatna?

⁴Ser ikke han mine veier, og teller han ikke alle mine skritt?

⁴Aman ka lampite a mukhin keiin, ka kalsuante a sim vek kei ahia?

⁵Dersom jeg har faret frem med falskhet, og min fot har hastet til svik

⁵Thujuau toh na oma, hua ka khe khem dinga nakinoh ahih leh;

⁶- la Gud veie mig på rettferds vektskål, og han skal se at jeg er uten skyld -

⁶(Bukna diktak ah honbuk dih ua, Pathianin ka thutakna thei hen! )

⁷dersom mine skritt har bøid av fra veien, og mitt hjerte har fulgt mine øine, og dersom der er nogen flekk på mine hender,

⁷Ka kalsuan lampi akipan anapial hiam, ka lungtang-in ka mitte anajui hiam, huan ka khutte ah nin himhim anabelh hiam:

⁸gid da en annen må ete det jeg har sådd, og gid det jeg har plantet, må rykkes op med rot!

⁸Huchi anahihleh, chi tuh ning, midangin ne hen; ahi, ka loua piang bulkalh khiak hi hen.

⁹Dersom mitt hjerte har latt sig dåre for en kvinnes skyld, og jeg har luret ved min næstes dør,

⁹Ka lungtang numei lama khema anaoma, huan ka innveng kongkhaka ka nangaktak leh:

¹⁰gid da min hustru må male korn* for en annen, og andre menn bøie sig over henne! / {* 2MO 11, 5.}

¹⁰Huchi anahihtak leh ka jiin midan adingin an su henla, huan midangte amah tungah kun uhen.

¹¹For slikt er en skjenselsdåd, det er en misgjerning, hjemfalt til dom;

¹¹Huchibang gitlouhna hoih hetlou lah ahi ngala; ahi, vaihawmmite gawt ding thulimlouhna ngei,

¹²det er en ild som fortærer like til avgrunnen; alt mitt gods skulde den gjøre ende på.

¹²Siatna dinga kangbei leh, ka punna tengteng zungkalh ding mei hi ding lah ahi ngala.

¹³Har jeg krenket min træls og min trælkvinnes rett, når de hadde nogen trette med mig?

¹³Ka tunga phunna a neihlai ua, ka sikhapa hiam ka sikhanu hiam makhua namusita, nakhualsak lou ka hih leh;

¹⁴Hvad skulde jeg da gjøre om Gud stod op, og hvad skulde jeg svare ham om han gransket saken?

¹⁴Pathian a thohkhiak chiangin bang ka hihta dia? Thu a kan hun chiangin bangin ka dawngta dia?

¹⁵Har ikke han som skapte mig i mors liv, skapt også dem, og har ikke en og den samme dannet oss i mors liv?

¹⁵Kei sula honbawlpan amah a bawl kei mo? Huan khatin a honbawl tuak ahi kei mo?

¹⁶Har jeg nektet fattigfolk det de ønsket, og latt enkens øine tæres bort?

¹⁶Migentheite a lunggulh uh ka napiak louha, ahihkeileh a vuaksuak dinga meithai mitte ka naomsak leh;

¹⁷Har jeg ett mitt brød alene, så den farløse ikke fikk ete av det?

¹⁷Ahihkeileh kei kiain ka an ka naneka, huaia pabeiin ananek kei leh;

¹⁸Nei, fra min ungdom av vokste han op hos mig som hos en far, og fra min mors liv av førte jeg henne* ved hånden. / {* enken, JBS 31, 16.}

¹⁸(Ii, ka tuailai akipanin pa bang ka hi, ka kiangah ana khanglianta; huan ka nu sul akipan amah pipa ka nahita hi: )

¹⁹Har jeg kunnet se en ulykkelig uten klær eller en fattig uten et plagg å ha på sig?

¹⁹Kuapeuh taksap jiaka mangthang hiam, ahihkeileh tasam khuhna neilou hiam ka namuh leh;

²⁰Måtte ikke hans lender velsigne mig, fordi han fikk varme sig med ull av mine får?

²⁰A kawngten kei a honna vualjawl louha, ka belam mula lumsaka ana om kei leh;

²¹Har jeg løftet min hånd mot den farløse, fordi jeg var viss på å få medhold i retten?

²¹Kongpia panpihna ka muh jiaka pabeite siatna dinga ka khut ka nalik leh;

²²Gid da min skulder må falle fra sitt ledd, og min arm bli brutt løs fra sin skål!

²²Huchi anahihleh, ka liang ka liangjang akipan kia henla, a guh akipan ka ban kitan hen.

²³For Guds straff fylte mig med redsel, og mot hans velde maktet jeg intet.

²³Pathian akipan tuahsia lah keia dingin launa ahi ngala, A thupina lah ka tuak ngam ngal keia.

²⁴Har jeg satt mitt håp til gullet og sagt til gullklumpen: Du er min tillit?

²⁴Dangkaeng lametpena ka nabawla, dangkaeng hoih kiangah, ka muanna na hi, ka nachihtaka;

²⁵Har jeg gledet mig fordi min rikdom blev stor, og fordi min hånd vant mig meget gods?

²⁵Ka hauhna thupi jiaka hiam, ka khutin tam a nalam jiaka ka nakipaha;

²⁶Når jeg så sollyset, hvorledes det strålte, og månen, hvor herlig den skred frem,

²⁶A vak laia ni hiam, thupitaka pai pai kha hiam kana eta,

²⁷blev da mitt hjerte dåret i lønndom, så jeg sendte dem håndkyss*? / {* så jeg gjorde mig skyldig i avgudsdyrkelse.}

²⁷Huchia ka lungtang aguka khema a oma, ka kamin ka khut anatawptak aleh:

²⁸Nei, også det vilde være en misgjerning, hjemfalt til dom; for da hadde jeg fornektet Gud i det høie.

²⁸Hiai leng thulimlouhna vaihawmmite gawt ding ahi: tunga Pathian kianga najuauta hi ding ka hih jiakin.

²⁹Har jeg gledet mig ved min fiendes uferd og jublet når ulykken rammet ham?

²⁹Kei honmudah siatnaa ka nakipaha, ahihkeileh hoihlou a tunga a tun chianga ka nakipah uat aleh;

³⁰Nei, jeg tillot ikke min munn å synde ved å forbanne ham og ønske ham døden.

³⁰(Ka melma hamsiat ding leh a henna thum dingin ka kam ka nakhialsak kei);

³¹Må ikke mine husfolk vidne at enhver fikk mette sig ved mitt bord?

³¹Ka puaninaten, A ana kihihvah lou kua a oma, hon nachih kei ua leh;

³²Aldri måtte en fremmed ligge utenfor mitt hus om natten; jeg åpnet mine dører for den veifarende.

³²(Kongzing ah mikhual ana giak ngei kei; khualzin adingin ka kongte ka nahongta)

³³Har jeg, som mennesker pleier, skjult mine synder og dulgt min misgjerning i min barm,

³³Adam banga ka angsunga ka thulimlouhna na sela, ka tatlekna na khuh ka hiha,

³⁴fordi jeg fryktet den store mengde og var redd for de fornemme slekters forakt, så jeg tidde stille og ikke gikk ut av min dør?

³⁴Ajiak, mi tampi launa thupitak ka neihjiak ahiha, sungte hon muhdaina launa jiak a huchia dai didea, popawt lou ka nahih leh-

³⁵Å, om jeg hadde nogen som vilde høre på mig! Se, her er min underskrift*, la den Allmektige svare mig! Å, om jeg hadde det skrift min motpart har satt op! / {* mitt underskrevne innlegg i saken.}

³⁵Aw, kei honja mi nei leng maw: (Ngaiin, hiaiah ka min gelh a om hi. Thil bangkim hihtheiin hondawng hen; ) huan ka galin a gelh khiat matna nei leng maw:

³⁶Sannelig, jeg skulde ta det på min skulder, jeg skulde feste det til mitt hode som en krone;

³⁶Chihtaktakin ka liang jangah ka po dinga; lallukhu bangin kei ah ka kan den ding hi.

³⁷jeg skulde gjøre ham regnskap for alle mine skritt, som en fyrste skulde jeg møte ham.

³⁷A kiangah ka kal suan zah ka phuang dinga; lal bangin ka kiang naiah ka hoh ding hi.

³⁸Dersom min aker skriker over mig, og alle dens furer gråter,

³⁸Ka kam kei dema a kikoua, huaia lei lehsate a kah khawm uleh;

³⁹dersom jeg har fortæret dens grøde uten betaling og utslukket dens eiers liv,

³⁹Sum loua huai gahte ka nanektaka, ahihkeileh huaia a neite a hinna uh ka natansak aleh:Buh hilouin loulingneite, barli-buh hilouin loubualte pou jaw hen.

⁴⁰gid det da må vokse torner på min aker istedenfor hvete og ugress istedenfor bygg! Her ender Jobs ord.

⁴⁰Buh hilouin loulingneite, barli-buh hilouin loubualte pou jaw hen.