¹Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

¹Huchihlaiin Elipha Teman miin a dawnga, hichiin a chi hi:

²Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

²Min nang honhoulim pih tum leh na zadah diam? Hizongleh pau louin kua a om thei dia?

³Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

³Ngaiin, mi tampi na hilhtaa, huan khut hatloute na hihhatta hi.

⁴dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

⁴A puklai mah na thuten a dingsaka, khuk hatloute na kipsak hi.

⁵Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

⁵Himahleh tuin na tungah a hongtunga, na baha; nang a honkhoiha, na buaita.

⁶Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

⁶Pathian an kihtakna na muanna hi lou hia, na lametna na lampite muanhuaina?

⁷Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

⁷Theigigein, ka honngen hi, hoih hina pia, mangthang ngei kua ahia? ahihkeileh koilaiah ahia midik satkhiaka om?

⁸Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

⁸Kei muh danin, thulimlouhna leilette ahi ua, buaina tuha, huaimah atte.

⁹De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

⁹Pathian huin a mangthang ua, huan a hehna mutin himanin a om uhi.

¹⁰Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

¹⁰Humpinelkai huham leh, humpinelkai hangsan aw leh, humpinelkai tuailai hate, a kitan ta.

¹¹Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

¹¹Samat taksap jiakin humpinelkai tek a mangthanga, huan humpinelkai noute a dalhjak ua.

¹²Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

¹²Tuin a gukin thil ka kiang a hongtunga, ka bilin huaia huauna a sangta hi.

¹³under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

¹³Jan mengmuhna akipana ngaihtuahnate ah, mite nakpi taka a ihmut san lai un,

¹⁴Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

¹⁴Launa ka tungah a hontunga, linna, huaiin ka guhte tengteng a singa.

¹⁵Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

¹⁵Huailaiin ka mai maah kha a paia; ka chimul a ding ta hi.

¹⁶Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

¹⁶Ka ding kinkena, himahleh huaia a kilatdan ka theikak theita keia; a lim tuh ka mit maah a oma; daihna a oma, huan aw ka jaa,

¹⁷Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

¹⁷Pathian sangin sithei mihing a dik zo ding hia? A Bawlpa sangin mihing siangthou zo ding hia? chiin.

¹⁸Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil*, / {* d.e. ufullkommenhet.}

¹⁸Ngaiin, a sikhate ah muanna akoih keia; huan a angelte haiin a ngoh hi:

¹⁹hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

¹⁹Tungman ina teng amaute hi diak na un chia, a suangphum leivuia oma, leikha maa chimsia:

²⁰Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

²⁰Jingsang leh nitak kikalin hihsiatin a om ua: theihlouh hialin khantawnin a mangthang uhi.Amau sunga a puanin-khau uh bohkhiak touh hi lou hia? a si ua, huan pilna tel louin.

²¹Blir ikke teltsnoren dradd ut* hos dem? De dør, men ikke i visdom. / {* så deres jordiske telt (2KO 5, 1.) faller sammen.}

²¹Amau sunga a puanin-khau uh bohkhiak touh hi lou hia? a si ua, huan pilna tel louin.