1Hvor gullet blir mørkt, det edleste gull forandret, de hellige stener strødd omkring ved alle gatehjørner!
1Bangchidana dangkaeng mial ahia! bangchidana dangkaeng siangthou penpen lamdangta ahia! Kongzing chiteng tungah munsiangthou suangte sunkhiak ahi.
2Sions barn, de dyrebare, like i verd med det fineste gull, hvor de er blitt aktet som lerkrukker, et verk av en pottemakers hender!
2Zion tapa manphate, dangkaeng hoih toh tehpih theih, bangchidana leibel, belvelmi khutnasepbanga ngaih hita ahia!
3Endog sjakaler rekker bryst, gir sine unger die; mitt folks datter er blitt grusom som strutsen i ørkenen.
3Sehalte nasanin a nawi uh a suah ua, ata tuailaite uh a tepsak uh: ka mite tanu jaw honggiloua, gamdai vasa mulneilou bangin.
4Diebarnets tunge henger fast ved ganen av tørst; små barn ber om brød, det er ingen som deler ut til dem,
4Nawitep lai naupang lai dangtak jiakin a kam dangtawngah a belha: naupang tuailaiten tanghou a ngen ua, amah dingin kuamahin a balkham kei uh.
5De som åt fine retter, ligger elendige på gatene; de som blev båret på skarlagen, favner møkkdynger.
5Nuam taka nete kongzing khawngah a mangthang uh: puansandupa khanglianten ekvut a kawi uh.
6Så blev straffen over mitt folks datter større enn straffen over Sodoma, som blev lagt i grus i et øieblikk, uten at hender blev løftet imot det.
6Ka mite tanu gitlouhna lah Sodom khelhna sangin a thupizo ngala, huai bel mitphiat kallouin a kizoua, amah tungah khut a kinga kei hi.
7Hennes fyrster var renere enn sne, hvitere enn melk; de var rødere på legemet enn koraller; som safir var deres utseende.
7A miliante vuk sangin a siangthou jaw ua, nawitui sangin a ngou jaw uh, suangmantam sandup sangin a pumpi uah a sandup jaw ua, a tetna uh a saphir suangmantam bang ahi:
8Mørkere enn sort er nu deres utseende, de blir ikke kjent på gatene; deres hud henger ved deres ben, den er blitt tørr som tre.
8A mel uh suangkuangthei sangin a vom jaw a: kongzingtea theihin a om kei uh: a vun uh a guh uah a belh bikbeka; a keua, chiangkang a bang.
9Lykkeligere var de som blev drept ved sverd, enn de som blev drept ved hunger, de som tærtes bort og gikk til grunne av mangel på brød.
9Namsaua thaha om dingte kiala thaha om dingte sangina hoihjaw uh; gama gahte duh jiakin hiaite lah a gawng gawp un, nakpiin a se khin uh.
10Ømhjertede kvinner kokte selv sine egne barn, de tjente dem til føde da mitt folks datter gikk under.
10Hehpihthei numei khutten amau tate a huan ua, ka mite tanu hihsiatna ah a an uh ahi.
11Herren uttømte sin harme, han utøste sin brennende vrede og tendte en ild i Sion, og den fortærte dets grunnvoller.
11TOUPAN a thangpaihna a hihpichingta, a hehna mahmah a sung khiaa; Zion ah mei a toha, huaiin huaia suangphumte a suse vek hi.
12Jordens konger og alle som bodde på jorderike, trodde ikke at nogen motstander og fiende skulde komme inn gjennem Jerusalems porter.
12Leia kumpipaten a um kei ua, khovel a tengtengin leng, Jerusalem kongpi sungah gal leh melma a lut ding uh chih.
13For dets profeters synder, dets presters misgjerninger, de som utøste rettferdiges blod i byen, er det skjedd.
13A jawlneite khelhna jiak leh a siampute ginatlouhna jiak ahi, huchibanga a lak taka midikte sisan suah a a om.
14De vanket omkring på gatene som blinde, tilsølt med blod, så ingen kunde røre ved deres klær.
14Mitto mite bangin kongzing khawngah a vakvai ua, sisana suknitin a om ua, huchiin miten a puante uh a lawng kei uh.
15Vik bort! Uren! ropte folk til dem - vik bort, vik bort, rør ikke ved oss! For de har flyktet og vanker omkring; det sies blandt folkene: De skal ikke bli her lenger!
15Pai mang un, Nin! pai mang un, pai mang un, lawng kei un, chiin amau a kikou khum ua: a tai mang ua, a vialvak lai un, miten namte lakah, hiai ah a om nawn kei ding uh, a chi uh.
16Herrens åsyn har spredt dem, han ser ikke mere til dem; prester akter de* ikke, over de gamle forbarmer de sig ikke. / {* kaldeerne; JES 47, 6.}
16TOUPA hehnain amaute a hawmjaka; amaute a limsak nawnta kei ding: siampute mina a zahtak kei ua, upate a deihsak kei uh.
17Da det* ennu stod, stirret våre matte øine forgjeves efter hjelp; på vårt vakttårn speidet vi efter et folk som ikke kunde frelse oss**. / {* d.e. Jerusalem.} / {** d.e. egypterne. JES 30, 5. 7. JER 37, 5-8.}
17I mitte I panpihna juau sosan lametna ah a vaikhina: I ngakna uah nam hondam theilou ding I na ngak ta ua.
18De lurte på våre skritt, så vi ikke kunde gå på våre gater; vår ende var kommet nær, vår tid var omme, ja, vår ende var kommet.
18I kongzingte ua i pai theih louhna dingin, I kalsuante a zong ua: I tawp uh a naia, I nite a kimta: I tawp uh lah a hongtungta.
19Våre forfølgere var raskere enn himmelens ørner; på fjellene forfulgte de oss, i ørkenen lurte de på oss.
19Vana muvanlaite sangin ei hondelhte a man-gangjaw uh: mual tungahte a hon delh ua, gamdaiah a honna buak uh.
20Vår livsånde, Herrens salvede, blev fanget i deres graver, han om hvem vi sa: I hans skygge vil vi leve blandt folkene.
20I nakvangte hu, TOUPA thaunilh, a kokhuk ua lakin a om ua; amah thu genin. Alim nuaia namte lakah hing ding, I chi ua.
21Fryd dig og gled dig bare, Edoms datter, du som bor i landet Us! Også til dig skal begeret komme; du skal bli drukken og klæ dig naken.
21Nuamsa inla kipakin Aw Edom tanu. Uz gama teng: nou lah nang phain leng a hongpai suak ding; na kham dinga vuaktangin na kibawl ding.Aw zion tanu, na thulimlouhna gawtna zoh a hita; saltanna ah nang a honpi mang nawnta kei ding: na thulimlouhna a hongveh ding, Aw Edom tanu; na khelhnate a mukhe dinghi
22Din straff er til ende, Sions datter! Han vil ikke mere bortføre dig. Han vil hjemsøke dig for din misgjerning, Edoms datter, åpenbare dine synder.
22Aw zion tanu, na thulimlouhna gawtna zoh a hita; saltanna ah nang a honpi mang nawnta kei ding: na thulimlouhna a hongveh ding, Aw Edom tanu; na khelhnate a mukhe dinghi