¹Til sangmesteren; av Herrens tjener David, som talte denne sangs ord til Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.

¹TOUPA, ka hatna aw, ka honit hi.

²Og han sa: Herre, jeg har dig hjertelig kjær, min styrke!

²TOUPA tuh ka suangpi leh ka kulhpi leh, honhumbitpa ahi; ka Pathian ka suangpi kip tak ahi a, amah ah ginna ka koih ding; ka phaw leh ka hotdamna ki leh, ka insang ahi;

³Herren er min klippe og min festning og min frelser; min Gud er min klippe, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg.

³Phat tuak TOUPA ka sam dinga, huan hondoute lakah hotdamin ka om ding hi.

⁴Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.

⁴Sihna khauhualten a hongaka, Pathian limsaklouhna tuikhangten honlau sak a;

⁵Dødens rep omspente mig, og fordervelsens strømmer forferdet mig.

⁵Sheol khauhualten a hongak suaka: sihna thangte ka kimvelin a om hi.

⁶Dødsrikets rep omgav mig, dødens snarer overfalt mig.

⁶Ka lungkhama TOUPA tuh ka sama, ka Pathian ka sam hi. Aman a biakin akipanin ka aw a ja a, a maa ka kikou husa tuh a bil ah a lutta hi.

⁷I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for ham, til hans ører.

⁷Huaitakin lei a linga, a kisat ta a, a heh jiakin tangte leng a kingakna nangawn toh a kisatin a lingta hi;

⁸Da rystet og bevet jorden, og fjellenes grunnvoller skalv, og de rystet, for hans vrede var optendt.

⁸A nak akipanin meikhu ajamtou lunglunga, a kama pawt meiin a kang juajua a, huaiin meihol leng a hihkuang phomphom hi.

⁹Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.

⁹Aman tuh vante leng a kunsaka, a hoh sukta a; a khe nuaiah te khawng mial bikbek a hongom hi.

¹⁰Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.

¹⁰Cherub tungah a tuanga, a lengta a, ahi, huih khuate-ah a leng vengveng hi.

¹¹Og han fór på kjeruber og fløi, og han fór hastig frem på vindens vinger.

¹¹Mial tuh a bukna munah, amah umna buktain, a bawla; tuia mialna, vana meipite mah;

¹²Han gjorde mørke til sitt dekke, rundt omkring sig til sitt skjul, mørke vann, tykke skyer.

¹²A maa vakna jiakin a meipite athenga, gialte leh meiamte a ke toktok uhi.

¹³Frem av glansen foran ham fór hans skyer frem, hagl og gloende kull.

¹³TOUPA tuh van tung khawngah a ging dodopa, Tungnungpenin a aw a suaksaka; gialte leh meiamte a ke toktok uhi.

¹⁴Og Herren tordnet i himmelen, den Høieste lot sin røst høre, hagl og gloende kull.

¹⁴Huan, a thalte tuh a kap khia a, amau tuh a hihjakta hi; ahi, khua khawng a phe zolzol nilouha, ahihbuai vengvung hi.

¹⁵Og han utsendte sine piler og spredte dem* omkring - lyn i mengde og forvirret dem. / {* fiendene.}

¹⁵Huaitakin, TOUPA aw, na tai dinga, na naka hu pawtin a mut ek jiakin, tui luannate a hongkilanga, leilung kingaknate hihlatin a omta hi.

¹⁶Da kom vannenes strømmer til syne, og jordens grunnvoller blev avdekket ved din trusel, Herre, for din neses åndepust.

¹⁶Aman tuh tunglam akipanin a honsawka, honlena; tui tampi akipan honkai khia hi;

¹⁷Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.

¹⁷Kei galhat tak lakah honhumbita, honhote lakah leng; kei dingin a hat lojen ngal ua;

¹⁸Han fridde mig ut fra min sterke fiende og fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.

¹⁸Amau tuh ka vangtah niin honsual ua, himahlen TOUPA ka ginpi pen ahi;

¹⁹De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.

¹⁹Aman tuh mun awngthawl takah honpi khiaa; ka tunga a kipah jiakin honhumbit ta ahi.

²⁰Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.

²⁰TOUPAN ka diktatdan bang ngeiin ka tungah a hiha; ka khutte a siangthoudan bang ngeiin a hondin ahi;

²¹Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.

²¹TOUPA lampite ka tawna, ka Pathian kiang akipan gilou takin ka pai mang ngei ngal keia;

²²For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud.

²²A vaihawmna tengteng ka maah a om naka, a thu sehte tuh ka pai ngei ngal kei a;

²³For alle hans lover hadde jeg for øie, og hans bud lot jeg ikke vike fra mig.

²³Amah lakah gensiatbei leng ka hi a, ka siatna akipan ka kihuikhe jel hi.

²⁴Og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.

²⁴Huaijiakin TOUPAN ka diktatdan bang jelin honna dinta a, ka khutte a mitmuha a sianthou bang jelin.

²⁵Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter mine henders renhet for hans øine.

²⁵Mihehpihthei takte lakah hehpihtheitakin na kihihlang dinga; mihoihkimte lakah hoihkimin na kihihlang dinga;

²⁶Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise mann viser du dig rettvis,

²⁶Misiangthoute lakah siangthouin na kihihlang dinga; huan, genhakte lakah genhakin na kihihlang ding hi;

²⁷mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.

²⁷Gimthuak mite hondam ding na hih ngala; mikisatheite bel na hihniam ding hi;

²⁸For du frelser elendige folk, og du fornedrer høie øine.

²⁸Nang ka khawnvak na hondet sak ding ahi ngala: TOUPA ka Pathianin ka mialna a hihvak ding hi.

²⁹For du lar min lampe skinne; Herren min Gud opklarer mitt mørke.

²⁹Nang hon panpihin gal ka delh ngala; ka Pathian panpih mahin kulh dai ka tawmkan ahi.

³⁰For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, og ved min Gud springer jeg over murer.

³⁰Pathian jaw, a lampi a hoihkima, TOUPA thu tuh etdik a hita hi; amaha ginna koih tengteng adingin amah tuh phaw ahi.

³¹Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.

³¹TOUPA lou Pathian kua a oma ahia? I Pathian lou suangpi kua a oma ahia?

³²For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe, uten vår Gud?

³²Hatna hontengsakpa leh ka lampi hihhoihkimpa Pathian mah;

³³Den Gud som omgjorder mig med kraft og gjør min vei fri for støt,

³³Aman ka khe zukpi khe bangin a bawla, ka mun sangpi ahte khawng a honom sak hi;

³⁴som gir mig føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider,

³⁴Ka khutte uh gal kap dingin a chila, huchiin ka banten leng dal thalpeu a lai zou hial hi.

³⁵som oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.

³⁵Nang na hotdamna phaw leng non piaa: na khut taklamin honkaia, na kingaihniamnain na honbawllianta hi.

³⁶Og du gir mig din frelse til skjold, og din høire hånd støtter mig, og din mildhet gjør mig stor.

³⁶Ka nuaia ka kalsuanna na hihliana, huchiin ka khete a teu kei hi;

³⁷Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.

³⁷Hondoute ka delh dinga, ka delh pha mai ding: hihmanthata a om masiah uh ka kihei kikta kei ding hi.

³⁸Jeg forfølger mine fiender og når dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.

³⁸A thoh nawn theihlouhna ding un ka sat tan dia: ka khe nuaiah a puk ding uhi;

³⁹Jeg knuser dem, så de ikke makter å reise sig; de faller under mine føtter.

³⁹Nang kidouna adingin hatna ka taiah non tengsak ngala: honsualte tuh ka nuaiah na zouta hi.

⁴⁰Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.

⁴⁰Honhote ka hihmangthat theihna dingin, nang hondoute tuh honnung lehngatsan dingin na omsakta hi.

⁴¹Og mine fiender lar du vende mig ryggen, og mine avindsmenn utrydder jeg.

⁴¹Amau tuh a kikou ua, himahleh hondampa ding kuamah a om kei uh: TOUPA mah tuh a sam ua, himahleh a dawng tuan kei hi.

⁴²De roper, men der er ingen frelser - til Herren, men han svarer dem ikke.

⁴²Huaitakin leivui huih mutleng bang mai in ka sat nena: kholak buannawi bangphetin ka pai kheta hi.

⁴³Og jeg knuser dem som støv for vinden, jeg tømmer dem ut som søle på gatene.

⁴³Nang mite kilaina lakah non humbita; nam chih lutang dingin na honsiama, ka theih ngeilouh miten ka nek ka tak a bawlta ding uhi.

⁴⁴Du redder mig fra folkekamper, du setter mig til hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenmer, tjener mig.

⁴⁴Ka tanchin a jak tak un ka thu a mang ding ua; mikhualte ka kiangah a kipe ding uhi.

⁴⁵Bare de hører om mig, blir de mig lydige; fremmede kryper for mig.

⁴⁵Mikhualte a vul ding ua, a in sang ua kipanin ling kawmin a hongsuk ding uhi.

⁴⁶Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.

⁴⁶TOUPA tuh a hing hi; ka suangpi tuh phatin om henla; honhondampa Pathian tuh pahtawiin om hen:

⁴⁷Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses Gud,

⁴⁷Phu honlaksakpa leh, mi chih ka nuaia zoupa Pathian mahmah.

⁴⁸den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,

⁴⁸Amah hondoute lakah honhonkhia a: ahi, nang kei honsualte tunglamah non domkanga: mi hiamgamte lak akipan na honhumbit jel hi.

⁴⁹som frir mig ut fra mine fiender; ja, over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.

⁴⁹Huaijiakin, TOUPA aw, nam chih lakah kipahthu ka honhilh dinga, nang phatin la ka sa ding hi.Aman tuh hotdamna thupitak a kumpipa bawl kiangah a pejela; a thaunilhpa tungah, David leh a suante tung ngeiah, khantawnin a chitna a langsak ding hi.

⁵⁰Derfor vil jeg prise dig iblandt hedningene, Herre, og lovsynge ditt navn.

⁵⁰Aman tuh hotdamna thupitak a kumpipa bawl kiangah a pejela; a thaunilhpa tungah, David leh a suante tung ngeiah, khantawnin a chitna a langsak ding hi.

⁵¹Han gjør frelsen stor for sin konge, han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.