¹Til sangmesteren; en salme av David.

¹Toupa aw, nangmah ah ka ginna ka koih jela; chickmah chiangin leng zahlakin hon omsak kenla: na diktatna jiakin honhumbit in.

²Til dig, Herre, tar jeg min tilflukt. La mig aldri i evighet bli til skamme, frels mig ved din rettferdighet!

²Kei lamah na bil hondoh inla; honhumbit menin: kei dingin suangpi kiptak, hon hondamna dingin bitna in’ hong hi in.

³Bøi ditt øre til mig, skynd dig og redd mig, vær mig et klippevern, en borg til å frelse mig!

³Nang tuh ka suangpi leh ka kulhpi nahi ngala; huaijiakin na min jiakin hon piin hon kaiin.

⁴For du er min klippe og min borg, og for ditt navns skyld vil du føre og lede mig.

⁴Ka awkna dinga aguka len a phah lak uah honkai khiain; nang ka insang na hi ngala.

⁵Du vil føre mig ut av garnet som de lønnlig har lagt for mig; for du er mitt vern.

⁵Na khut ah ka kha kon kemsak hi: Toupa aw, thutak Pathian, nang non tanta hi.

⁶I din hånd overgir jeg min ånd; du forløser mig, Herre, du trofaste Gud.

⁶Thil bangpeuh ginalou peuh ngaihtuahte tuh ka hua a; ken bel Toupa ka kamuang ahi.

⁷Jeg hater dem som akter på tomme avguder, men jeg, jeg setter min lit til Herren.

⁷Na chitna jiakin ka nuamin ka kipak dinga; ka mangbatna na mu gige ngala; ka hinna a mangbat laiin leng na theigige hi.

⁸Jeg vil fryde og glede mig over din miskunnhet, at du har sett min elendighet, aktet på min sjels trengsler;

⁸Huan, hondoumi khut ah nang non khumta keia; ka khe mun awng thawl takah na nga zota hi.

⁹du har ikke overgitt mig i fiendehånd, du har satt mine føtter på et rummelig sted.

⁹Toupa aw, honhehpihin, mangbangin ka om ngala; ka mit lungkham na jiakin a se huaihuai ahi, ka hinna leh ka pumpi nangawn.

¹⁰Vær mig nådig, Herre! for jeg er i trengsel; borttæret av sorg er mitt øie, min sjel og mitt legeme.

¹⁰Ka damsung lungkhamna in a mangbangta ngeia, ka kumte thum na in a beita hi: ka thulimlouhna jiakin ka tha a jaw a, ka guhte leng a segawp hi.

¹¹For mitt liv svinner bort med sorg, og mine år med sukk; min kraft er brutt for min misgjernings skyld, og mine ben er uttæret.

¹¹Hondoute jiakin ka min a hong seta a, ahi ka vengte lakah nakpi in a seta hi, ka meltheihte a dingin leng kihtakhuaipi ka hita hi: kho laka hon muten lah hon taisan ta ngal ua.

¹²For alle mine fienders skyld er jeg blitt til stor spott for mine naboer og til en skrekk for mine kjenninger; de som ser mig på gaten, flyr for mig.

¹²Misi a mangngilh bangtak un mangngilh in ka om a: bel kitam bang lel ka hita hi.

¹³Jeg er glemt og ute av hjertet som en død, jeg er blitt som et ødelagt kar.

¹³Mi tampi hon hekna ka za ngala, ka kima kihtakhuai om tuh hon sawm khawm lai un, ka hinna hon laksak a tum uhi.

¹⁴For jeg hører baktalelse av mange, redsel fra alle kanter, idet de rådslår sammen imot mig; de lurer på å ta mitt liv.

¹⁴Himahleh, Toupa aw, ka hon muanga: ka Pathian nahi ka chi a.

¹⁵Men jeg, jeg setter min lit til dig, Herre! Jeg sier: Du er min Gud.

¹⁵Ka hunte na khut ah a oma, hondoute khut a kipan leh hon sim mohte lakah honhumbit in.

¹⁶I din hånd er mine tider*; redd mig av mine fienders hånd og fra mine forfølgere! / {* 1KR 29, 30. SLM 139, 16.}

¹⁶Na melin na sikha hon sunvak in; na chitna jiakin hon hondam in.

¹⁷La ditt åsyn lyse over din tjener, frels mig ved din miskunnhet!

¹⁷Toupa aw, zahlakin hon omsak ken; kon sam ngala: mi gilousalou zahlak in om uhen la, Sheol ah dai dinden in om uhen.

¹⁸Herre, la mig ikke bli til skamme! for jeg kaller på dig. La de ugudelige bli til skamme, bli tause i dødsriket!

¹⁸Muk juautheite pau theilou in om uhen; huaiten tuh kisathei leh musit kawmin pau taltakin mi diktat te a gense jel uhi.

¹⁹La løgnens leber bli målløse, som taler frekt imot den rettferdige med overmot og forakt!

¹⁹Na hoihna, nangmah laudamsiamte a dingin na kholkhawm tuh thupi natel e aw! Mihing tate mitmuha muanna koihte a dinga na hih sak pen tak.

²⁰Hvor stor din godhet er, som du har gjemt for dem som frykter dig, som du har vist mot dem som tar sin tilflukt til dig, for menneskenes barns øine!

²⁰Amau tuh mihing omna lakah na humbitna mitmuh in na selgu dinga: lei selhatna lakah bukta ah na koih gu ding hi.

²¹Du skjuler dem i ditt åsyns skjul for menneskers sammensvergelser, du gjemmer dem i en hytte for tungers kiv.

²¹Toupa phatin om hen: a chitdan lamdang tak tuh khopi kiptak ah a hon musak ngala.

²²Lovet være Herren! for han har underlig vist sin miskunnhet imot mig i en fast by.

²²Kei lah, ka hamhaih in, Na itmuh a kipan paih mangin ka omta, ka na chi maimah a; himahleh ka hon sapa hehpihna kon ngetna awte nana za ngala.

²³Og jeg, jeg sa i min angst: Jeg er revet bort fra dine øine. Dog hørte du mine inderlige bønners røst, da jeg ropte til dig.

²³A mi siangthou tengtengte aw, Toupa it un: Toupan mi ginom a humbit a, kisatheitaka gamta tuh nakpi tkain a thuk jel hi.Toupa lamen tengtengte aw, hattakin om unla, na lungtang uh hangsak un.

²⁴Elsk Herren, alle I hans fromme! Herren vokter de trofaste og gjengjelder rikelig den som farer overmodig frem.

²⁴Toupa lamen tengtengte aw, hattakin om unla, na lungtang uh hangsak un.

²⁵Vær ved godt mot, og eders hjerte være sterkt, alle I som venter på Herren!