¹Om jeg taler med menneskers og englers tunger, men ikke har kjærlighet, da er jeg en lydende malm eller en klingende bjelle.

¹Ko bi govoril človeške jezike in angelske, a ljubezni ne bi imel, bi bil brneča med in zvenčeče cimbale.

²Og om jeg eier profetisk gave og kjenner alle hemmeligheter og all kunnskap, og om jeg har all tro, så jeg kan flytte fjell, men ikke har kjærlighet, da er jeg intet.

²In ko bi imel proroštvo in bi vedel vse skrivnosti in imel vse spoznanje, in ko bi imel vso vero, tako da bi gore prestavljal, a ljubezni ne bi imel, nič nisem.

³Og om jeg gir til føde for fattige alt det jeg eier, og om jeg gir mitt legeme til å brennes, men ikke har kjærlighet, da gagner det mig intet.

³In ko bi porazdal v živež ubogim vse, kar imam, in ko bi dal svoje telo, da zgorim, a ljubezni ne bi imel, nič mi ne koristi.

⁴Kjærligheten er langmodig, er velvillig; kjærligheten bærer ikke avind, kjærligheten brammer ikke, opblåses ikke,

⁴Ljubezen je potrpežljiva, dobrotljiva; ljubezen ni nevoščljiva, ljubezen se ne hvali, se ne napihuje,

⁵den gjør intet usømmelig, søker ikke sitt eget, blir ikke bitter, gjemmer ikke på det onde;

⁵ne vede se nespodobno, ne išče svojega, se ne da razdražiti, ne misli hudega,

⁶den gleder sig ikke over urettferdighet, men gleder sig ved sannhet;

⁶ne veseli se krivice, a veseli se resnice;

⁷den utholder alt, tror alt, håper alt, tåler alt.

⁷vse pokriva, vse veruje, vse upa, vse prenaša.

⁸Kjærligheten faller aldri bort; men hvad enten det er profetiske gaver, da skal de få ende, eller det er tunger, da skal de ophøre, eller det er kunnskap, da skal den få ende.

⁸Ljubezen nikoli ne mine; če pa so darovi proroštva, ponehajo, ali jeziki, umolknejo, ali spoznanje, preide.

⁹For vi skjønner stykkevis og taler profetisk stykkevis;

⁹Le po nekoliko namreč spoznavamo in le po nekoliko prorokujemo;

¹⁰men når det fullkomne kommer, da skal det som er stykkevis, få ende.

¹⁰kadar pa pride, kar je popolno, tedaj premine ta nepopolnost.

¹¹Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tenkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; men da jeg blev mann, la jeg av det barnslige.

¹¹Ko sem bil otrok, sem govoril kakor otrok, mislil kakor otrok, razsojal kakor otrok; odkar sem pa mož, sem opustil, kar je otročjega.

¹²For nu ser vi i et speil, i en gåte; men da skal vi se åsyn til åsyn; nu kjenner jeg stykkevis, men da skal jeg kjenne fullt ut, likesom jeg også fullt ut er kjent.

¹²Kajti sedaj vidimo še skozi zrcalo, kakor v uganki, takrat pa bomo z licem v lice; sedaj spoznavam le nekoliko, takrat pa spoznam popolnoma, kakor sem bil tudi jaz spoznan.Sedaj pa ostane vera, upanje, ljubezen, to troje; največja od njih pa je ljubezen.

¹³Men nu blir de stående disse tre, tro, håp, kjærlighet, og størst blandt dem er kjærligheten.

¹³Sedaj pa ostane vera, upanje, ljubezen, to troje; največja od njih pa je ljubezen.