¹Lytt, I himler, og jeg vil tale, og jorden høre på min munns ord!

¹Poslušajte, nebesa, ker hočem govoriti, in zemlja naj čuje moj ih ust besede!

²Som regnet risle min lære, som duggen dryppe mitt ord, som regnskur på grønne spirer, som byger på urter og gress!

²Kaplja naj kot dež nauk moj, pada liki rosa govor moj, kakor pršica na mlado travo, kakor moča na zelenjavo,

³For Herrens navn vil jeg forkynne; gi vår Gud ære!

³kajti oznanjati hočem ime GOSPODOVO. Priznajte velikost našemu Bogu!

⁴Klippen! - fullkomment er hans verk, for rettferd er alle hans veier; en trofast Gud, uten svik, rettferdig og rettvis er han.

⁴On je Skala, njegovo delo je popolno, ker vse poti njegove so pravica; mogočen Bog zvestobe je, krivičnosti ni v njem, pravičen in resničen je.

⁵Skulde han ha ført fordervelse over sitt folk! Nei, hans barn de har skammen - en vanartet og vrang slekt.

⁵Popačeno so ravnali ž njim, ne kot njegovi otroci, madež je na njih: izprijen rod so in zvit.

⁶Lønner I Herren således, du dårlige og uvise folk? Er han ikke din far, som gjorde dig til sin eiendom? Han skapte dig og dannet dig.

⁶Ali tako povračaš GOSPODU, o neumno in nespametno ljudstvo? Ni li on oče tvoj, ki si te je pridobil? On te je naredil in te utrdil.

⁷Kom de eldgamle dager i hu, gi akt på årene fra slekt til slekt! Spør din far, han vil kunngjøre dig det - dine gamle, de vil si dig det.

⁷Spomni se starodavnih dni, pomisli na leta minulih rodov! Vprašaj očeta svojega, on ti oznani, starce svoje, in ti povedo!

⁸Da den Høieste gav folkene arv, da han skilte menneskenes barn, satte han folkenes landemerker efter tallet på Israels barn.

⁸Ko je Najvišji delil narodom dediščino, ko je razdruževal človeške otroke, je določil meje ljudstvom po številu Izraelovih sinov.

⁹For Herrens del er hans folk, Jakob er hans arvelodd.

⁹Zakaj GOSPODOV delež je ljudstvo njegovo, Jakob je njemu odmerjena dediščina.

¹⁰Han fant ham i et øde land, i villmarken, blandt ørkenens hyl; han vernet om ham, han våket over ham, han voktet ham som sin øiesten.

¹⁰Našel ga je v deželi puščave, v pustinji, v tuljenju divjega kraja; obdal ga je, pazil je nanj, varoval ga je kakor očesa svojega punčico.

¹¹Som ørnen vekker sitt rede og svever over sine unger, således bredte han ut sine vinger, tok ham op og bar ham på sine slagfjær.

¹¹Kakor orel izpodbuja k letanju gnezdnike svoje in nad svojimi mladiči leta, razprostira peruti svoje, jih nanje jemlje in jih nosi na krilih svojih:

¹²Det var Herren alene som førte ham, og ingen fremmed gud var med ham.

¹²tako ga je GOSPOD sam vodil in ni bilo ž njim tujega boga nobenega.

¹³Han lot ham fare frem over jordens høider, og han åt markens grøde, og han lot ham suge honning av klippen og olje av hårdeste sten,

¹³Dal mu je, da jezdi čez višine dežele, in jedel je sadove polja, in dal mu je srkati med iz skale in olje iz kremenja;

¹⁴rømme av kyr og melk av får og fett av lam og av vær fra Basan og av bukker og hvetens feteste marg; og druers blod drakk du, skummende vin.

¹⁴maslo od goved in mleko od ovac, s tolstino jagnjet pitanih in ovnov, basanskih sinov, in kozličev z najboljšim jedrom pšenice; tudi si pil grozdovo kri, vino močno.

¹⁵Da blev Jesurun* fet og slo bak ut - du blev fet og tykk og stinn; han forlot Gud, som hadde skapt ham, og foraktet sin frelses klippe. / {* d.e. det opriktige, rettskafne folk; så kalles Israel fordi det skulde tjene Herren i opriktighet.}

¹⁵In Ješurun je odebelel in je brcal; odebelil si se in izpital in močan si postal – tedaj je zapustil Boga, ki ga je ustvaril, in za malo je štel Skalo rešenja svojega.

¹⁶De vakte hans nidkjærhet ved fremmede guder; ved vederstyggelige avguder vakte de hans harme.

¹⁶Razvnemali so ga s tujimi bogovi, z gnusobami so ga dražili v jezo.

¹⁷De ofret til maktene*, som ikke er Gud, til guder som de ikke kjente, nye og nyss opkommet, som eders fedre ikke reddedes for. / {* d.e. avgudene.}

¹⁷Darovali so hudim duhovom, ki niso Bog, bogovom, ki jih niso poznali, novim bogovom, ki so pred kratkim nastopili, ki se jih niso bali vaši očetje.

¹⁸Klippen, ditt ophav, enset du ikke; du glemte Gud, han som fødte dig.

¹⁸Vnemar si pustil Skalo, ki te je plodila, in Boga mogočnega, ki te je rodil, si pozabil.

¹⁹Og Herren så det og forkastet dem, han harmedes over sine sønner og sine døtre.

¹⁹In GOSPOD je videl, in jih je zavrgel, vznevoljen nad sinovi in hčerami svojimi.

²⁰Og han sa: Jeg vil skjule mitt åsyn for dem, jeg vil se hvad ende det vil ta med dem; for en vrang slekt er de, barn i hvem det ingen troskap er.

²⁰Rekel je: Skriti jim hočem obličje svoje, gledal bom, kaj bode njih konec; ker so silno popačen rod, otroci, ki ni v njih nič vere.

²¹De vakte min nidkjærhet ved det som ikke er Gud, de vakte min harme ved sine tomme avguder. Også jeg vil vekke deres nidkjærhet ved det som ikke er et folk; ved et uforstandig folk vil jeg vekke deres harme.

²¹Razvneli so me s tistim, kar ni Bog mogočni, dražili so me v jezo z ničemurnostmi svojimi: tudi jaz jih razvnamem s tistimi, ki niso ljudstvo, razdražim jih z nespametnim poganskim narodom.

²²For en ild er optendt i min vrede og brenner til dypeste dødsrike; den fortærer landet og dets grøde og setter fjellenes grunnvoller i brand.

²²Kajti ogenj se je vnel po mojem srdu in bo gorel do najspodnjega pekla, in požre zemljo z obrodkom njenim in vžge podstave gorá.

²³Jeg vil samle ulykker over dem; alle de piler jeg har, vil jeg bruke imot dem.

²³Nakopičim nadnje nesreče; pšice svoje uporabim proti njim.

²⁴De skal utsuges av sult og fortæres av brennende feber og giftig sott; villdyrs tann vil jeg sende imot dem og edder av ormen som kryper i støvet.

²⁴Obnemorejo od lakote, požre jih vročica in strupena kuga; pošljem mednje zobe zverin in strup tistih, ki se plazijo po prahu.

²⁵Ute skal sverdet, inne i kammerne redsel bortrive både unge menn og jomfruer, det diende barn og den gråhårede mann.

²⁵Zunaj jih naj mori meč in v hišah strah, mladeniča in devico, dojenca in starca.

²⁶Jeg vilde ha sagt: Jeg vil blåse dem bort, jeg vil slette ut minnet om dem blandt menneskene,

²⁶Rekel bi: Razpihnem jih, izbrišem njih spomin med ljudmi,

²⁷dersom jeg ikke hadde fryktet for at fiendene skulde krenke mig, at deres motstandere skulde mistyde det og si: Det var vår hånd som var så sterk; det var ikke Herren som gjorde alt dette.

²⁷ako bi se ne bal sovražnikove žalitve, da ne bi njih zatiralci napak umeli, da ne bi govorili: Naša roka je vzvišena in GOSPOD ni vsega tega storil.

²⁸For de er et folk uten visdom; der er ikke forstand hos dem.

²⁸Zakaj narod so, ki si ne zna svetovati, in razumnosti ni v njih.

²⁹Dersom de var vise, vilde de forstå dette, skjønne hvad ende det vil ta med dem.

²⁹O da bi bili modri, bi bili razumeli to, pomislili bi bili zadnji konec svoj!

³⁰Hvorledes kunde én forfølge tusen, og to drive ti tusen på flukt, hvis ikke deres klippe hadde solgt dem, og Herren overgitt dem?

³⁰Kako bi mogel eden poditi jih tisoč in dva pognati v beg deset tisoč? Ne li zato, ker jih je prodala njih Skala in jih sovražnikom izročil GOSPOD?

³¹For deres klippe er ikke som vår klippe - det kan våre fiender selv vidne!

³¹Ni namreč njih skala kakor naša Skala; sovražniki naši sami naj to presodijo!

³²For deres vin-tre er av Sodomas vin-tre og fra Gomorras marker; deres druer er giftige druer, de har beske klaser.

³²Zakaj njih vinska trta je od trte sodomske in s poljan Gomorskih: njih grozdje je strupeno grozdje, trpke so njih jagode.

³³Deres vin er slangers brennende gift og fryktelig ormeedder.

³³Njih vino je kakor zmajev sline in grozoviti strup gadov.

³⁴Er ikke dette gjemt hos mig, under segl i mine forrådskammer?

³⁴Ni li to shranjeno pri meni, zapečateno med mojimi zakladi?

³⁵Mig hører hevn og gjengjeldelse til på den tid da deres fot vakler; for deres undergangs dag er nær, og hastig kommer det som venter dem.

³⁵Moje je maščevanje, jaz povrnem ob času, ko jim opolzne noga: kajti blizu je dan njih pogube, in kar jim je določeno, pride hitro.

³⁶For Herren skal dømme sitt folk, og det skal gjøre ham ondt for sine tjenere, når han ser at deres makt er borte, og at det er ute både med store og små.

³⁶Zakaj GOSPOD se potegne za pravdo svojega ljudstva, in hlapcev svojih se usmili, ko uvidi, da je pošla njih moč in da nikogar ni več, ne uklenjenega, ne prostega.

³⁷Og han skal si: Hvor er deres guder - klippen som de satte sin lit til -

³⁷In poreče: Kje so njih bogovi, skala, h kateri so pribegali?

³⁸de som åt deres slaktoffers fett og drakk deres drikkoffers vin? La dem reise sig og hjelpe eder! La dem være eders vern!

³⁸ki so jedli njih žrtev tolstino in pili njih pitnih daritev vino? Vstanejo naj in vam pomorejo, bodo naj vam pokrovitelji!

³⁹Nu ser I at det er mig, og at der er ingen Gud foruten mig. Jeg gjør død og gjør levende, jeg sårer, og jeg læger, og det er ingen som redder av min hånd.

³⁹Poglejte zdaj, da jaz, jaz sem vedno isti ter da ni boga zraven mene: jaz umorim in oživim, jaz udarim in ozdravim, in ni ga, ki bi otel iz moje roke.

⁴⁰For jeg løfter min hånd mot himmelen og sier: Så sant jeg lever til evig tid:

⁴⁰Kajti roko svojo dvigam proti nebu in pravim: Vekomaj živim!

⁴¹Når jeg hvesser mitt lynende sverd og tar dommen i min hånd, da vil jeg føre hevn over mine fiender og gjengjelde dem som hater mig;

⁴¹Kadar nabrusim bliskavi meč svoj in roka moja seže po sodbi, se bom maščeval nad nasprotniki svojimi in povrnem sovražilcem svojim.

⁴²jeg vil gjøre mine piler drukne av blod, og mitt sverd skal ete kjøtt, blod av falne og fangne, av fiendtlige høvdingers hode.

⁴²Upijanim pšice svoje s krvjo in meč moj bo žrl meso – s krvjo ubitih in ujetih, z glave vojvod sovražnikovih.

⁴³Pris, I hedninger, hans folk! For han hevner sine tjeneres blod; over sine fiender fører han hevn og gjør soning for sitt land, for sitt folk.

⁴³Veselite se, poganski narodi, z ljudstvom njegovim! zakaj on bo maščeval kri svojih hlapcev in osveto povrne svojim nasprotnikom, in izvrši poravnavo za deželo svojo, za ljudstvo svoje.

⁴⁴Så kom da Moses og fremsa hele denne sang for folket, han og Hosea, Nuns sønn.

⁴⁴In prišel je Mojzes ter govoril vse besede te pesmi na ušesa ljudstvu, on in Jozue, sin Nunov.

⁴⁵Og da Moses var ferdig med å tale alle disse ord til hele Israel,

⁴⁵In ko je do konca izgovoril vse te besede vsemu Izraelu,

⁴⁶sa han til dem: Akt på alle de ord som jeg idag gjør til et vidne mot eder, og byd eders barn å ta vare på dem, så de holder alle ordene i denne lov!

⁴⁶jim reče: Vtisnite si v srce vse besede, ki vam jih danes izpričujem; zato da zapoveste otrokom svojim, da hranijo in izpolnjujejo vse besede tega zakona.

⁴⁷For dette er ikke noget tomt ord for eder, men det er eders liv, og ved dette ord skal I leve lenge i det land I nu drar til over Jordan og skal ta i eie.

⁴⁷Zakaj to ni prazna beseda za vas, marveč to je vaše življenje, in po tej besedi boste podaljšali svoje dni v zemlji, v katero greste čez Jordan, da jo posedete.

⁴⁸Samme dag talte Herren til Moses og sa:

⁴⁸In GOSPOD je govoril Mojzesu tisti dan, rekoč:

⁴⁹Gå op på Abarim-fjellet her, på Nebo-fjellet i Moabs land midt imot Jeriko, og se ut over Kana'ans land, som jeg gir Israels barn til eiendom,

⁴⁹Pojdi na to gorovje Abarim, na goro Nebo, ki je v deželi Moabski nasproti Jerihu, in poglej deželo Kanaansko, ki jo dam v lastnino sinovom Izraelovim,

⁵⁰Og der på fjellet som du går op på, skal du dø og samles til dine fedre, likesom Aron, din bror, døde på fjellet Hor og blev samlet til sine fedre,

⁵⁰in umri na gori, na katero pojdeš, in boš zbran k svojemu ljudstvu, kakor je umrl Aron, tvoj brat, na gori Horu in je bil zbran k ljudstvu svojemu;

⁵¹fordi I syndet mot mig blandt Israels barn ved Meribas vann i Kades i ørkenen Sin og ikke helliget mig blandt Israels barn.

⁵¹zato ker sta mi bila nezvesta med sinovi Izraelovimi pri Vodi prepira v Kadesu v Zinski puščavi, ker me nista svetega izkazala sredi sinov Izraelovih.Pred seboj boš pač videl deželo, ki jo dajem sinovom Izraelovim, ali tja v deželo samo ne prideš.

⁵²Du skal få se landet midt foran dig, men du skal ikke komme inn i det land som jeg gir Israels barn.

⁵²Pred seboj boš pač videl deželo, ki jo dajem sinovom Izraelovim, ali tja v deželo samo ne prideš.